Jeg har aldrig følt mig så blind før

Der skulle bygges en ny elevator. ”Laver I den, så blinde også kan bruge den?”, blev bygherren spurgt. ”Hvorfor dog det, der kommer ingen blinde her!” svarede bygherren. Dette lille eksempel fra et møde i Dansk Blindesamfund fortæller Helle Kaas Schmidt om, mens hun ryster lidt opgivende på hovedet.
Helle Kaas Schmidt har arbejdet som jurist i Arbejdstilsynet i 12 år på fuld tid, og hun er sikker på, at mange af hendes kolleger ikke længere tænker på hende som ”hende den blinde”, fordi hun indgår på lige fod med alle andre. I hvert fald meget af tiden, for hun kan desværre også komme med masser af eksempler på tidspunkter, hvor hun føler sig handicappet – udelukkende fordi man ikke har sørget for at gøre stederne tilgængelige for hende og andre med synshandicap.
”Og det er så fjollet, for hvis bare man integrerer en handicappolitik i projekteringsfasen, behøver det ikke nødvendigvis være hverken særlig svært eller særlig dyrt. Tilgængelighed handler om, at man skal tænke sig om på forhånd. Det vi ønsker er ikke specielle løsninger, for så vil vi altid blive opfattet som et problem. Vores behov skal være integreret,” siger Helle og vender sit ansigt med de stærke briller direkte mod journalisten, som hun kan skimte på den anden side af bordet som en skygge med lys bluse. Hun kan ikke se nogen træk.
Helle Kaas Schmidt er 41 år, fik leddegigt som treårig og blev blind af sygdommen som femårig. Hun kan dog se 1,6 til 2 procent. Bedst farver – gul, blå, rød, grøn. Men ikke fx en mørkeblå op ad en sort væg. Selvom hun har haft sit syn engang, kan hun i dag ikke rigtig huske, hvordan det er at være seende.

Unødvendig afhængighed
Til gengæld kan Helle Kaas Schmidt huske, hvor velfungerende hun var på sin computer indtil for et par år siden. Nu er hun fuldstændig afhængig af hjælp fra andre, når hun skal bruge sags- og journaliseringssystemet, som er omdrejningspunktet i det daglige arbejde. ”Selvfølgelig kan jeg da som handicappet aldrig komme uden om at skulle bede andre om hjælp, men det er dybt utilfredsstillende at være afhængig af andre på områder, hvor det ikke burde være nødvendigt. Og det føles som manglende respekt for mig, og den indsats jeg er villig til at gøre, at man bare hægter mig af,” fortæller Helle.
Da hun begyndte i Arbejdstilsynet i 1990, var hun den eneste, der arbejdede på pc. Hun skrev alt selv, og de næste seks-syv år var hun hele tiden på forkant i forhold til sine kolleger. ”Selvom jeg bare er bruger, kunne jeg servicere de andre, da de startede med Word Perfect, som jeg havde arbejdet med længe. Men da vi gik over til Windows, begyndte det at gå galt, fordi taleprogrammet, som ændrer skrift til tale, ikke blev opdateret i samme takt som resten.” Og da Arbejdstilsynet den 1. januar 2000 fik et nyt sags- og journaliseringssystem, gik det helt galt.

Hvide løgne
”Mit taleprogram kunne ikke genkende informationerne, og pludselig kunne jeg ikke komme ind i systemet og var totalt afhængig af, at min hjælper var der. Når jeg sidder med en klient i røret, som beder mig undersøge noget, kan jeg blive tvunget til at stikke en hvid løgn og sige, at systemet er nede i øjeblikket. For jeg har ikke lyst til at bruge mit handicap som undskyldning for noget, der har med arbejde at gøre,” siger Helle.
”Jeg har aldrig følt mig så blind som de seneste tre år, for jeg har aldrig været så afhængig af mine kolleger som nu.“

Besværlig kollega
Nogle af dørene i Arbejdstilsynet er for tunge for Helle på grund af hendes leddegigt, og hun kan ikke bruge alarmsystemet på grund af valget af knapper. Men det har hun valgt ikke at gøre noget ved. ”Jeg bliver nødt til at vælge mine kampe med omhu for ikke at blive for besværlig. Jeg er utrolig glad for mit arbejde, det giver mig identitet, og jeg føler mig ligeværdig. Jeg tror, at den eneste grund til, at jeg har klaret de sidste par år er, at jeg har været her så længe, så jeg ved noget om sagerne, kender sagsgangene osv.”
En anden grund er hendes indstilling til tilværelsen. Helle er vokset op med forældre og tre brødre, og det var helt naturligt, at alle skulle have en uddannelse og ud og tjene deres egne penge. Forventningerne til hende var de samme som til brødrene på trods af hendes handicap. Både fra familien og fra hende selv.
Helle Kaas Schmidt sidder helt stille et øjeblik og lytter. ”Eagle, læg dig ned,” siger hun, og den lille gule labrador, som har været hendes førerhund i et par måneder, lægger sig ved siden af hende igen. Men om lidt er den klar til at komme ud og gå tur. For Helle Kaas Schmidt betyder Eagle, at hun ikke er fuldstændig afhængig af andre mennesker. ”Jeg kan ikke bruge stok, fordi jeg har leddegigt, men Eagle giver mig en selvstændighed, jeg har behov for. Nogle gange har jeg brug for bare at være mig selv uden en hjælper, selvom jeg er meget glad for hjælperordningen,” siger hun.

Værdisæt for alle
For Helle Kaas Schmidt vil gerne pointere, at hun ikke er negativ over for dansk handicappolitik hele vejen igennem. Og heller ikke over for it. ”Det har givet mig en masse gode muligheder, for eksempel e-mail og et program som oversætter tekster til punktskrift, jeg lige kan printe ud. Og når det nu kan lade sig gøre, så tænk dog på de synshandicappede, når I laver systemerne!”.
Opfordringen retter hun ikke mindst mod staten, nu hvor den digitale forvaltning vinder indpas. ”Jeg ville helst have en lovgivning, som krævede, at alle systemer og programmer skulle være tilgængelige for synshandicappede. For it er kommet så meget ind i vores hverdag, så det er altafgørende for os at være med – ellers er vi bare hægtet helt af.”
For nylig blev Helle Kaas Schmidt glædeligt overrasket. Hun blev ringet op af en kollega, som bad hende forklare, hvad problemet med it-systemet egentlig er, fordi man står over for at projektere digitalisering i Arbejdstilsynet. ”Nu handler det om at holde fast, så synshandicappede bliver tænkt ind. Arbejdstilsynets værdigrundlag handler blandt andet om selvstændighed, fællesskab, ledelsesmæssig opbakning og fleksibilitet,” fortæller Helle Kaas Schmidt og siger:
”De værdier må vel også være i forhold til mig som handicappet!”.

- - - - - - -

Artiklen stammer fra en afrapporteringsavis som Center for Ligebehandling af Handicappede har udarbejdet for Det Centrale Handicapråd og Nordiska Handikappolitiska Rådet efter en konference om handicappolitik i Norden. Konferencen fandt sted den 25. april 2003 i København i anledning af Det Europæiske Handicapår. Hele avisen kan fra den 10. juni ses på Det Centrale Handicapråds hjemmeside: www.dch.dk