Oplægsholder: Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer
Tid: Torsdag den 25. september 2003 kl. 9:40
Sted: Handicapugen Aalborg Kongres & Kultur Center

Rummelighed hvorfor, hvordan og hvor meget?

Baggrundspapir for indlæg om folkeskolens rummelighed, Aalborg den 25. september 2003

I
Det Europæiske Handicapårs uddannelseskonference om rummelighed handler om grundskolen. Det glæder mig fordi, grundskolen er helt uden sidestykke den væsentligste institution, når det drejer sig om at skabe livslang inklusion for mennesker med handicap. Både gennem inklusionen for den enkelte i skolen og for den varige og brede samfundsgavnlige holdningsbearbejdning som inklusionen automatisk vil foranledige hos alle de elever, som ikke har et handicap. For som Jørgen Eckmann sagde i indledningen, så grundlægges holdninger i barndommen.

Holdningsbearbejdningen smitter i øvrigt af på forældrene. Et barn med handicap i en klasse kan virkelig betyde noget for, at rykke på holdningerne hos både klassekammeraterne, men så sandelig også deres forældre. De får en anderledes oplevelse af og viden om, at børn med handicap har mange ressourcer, evner og kompetencer. At de oftest kan det samme som andre elever. At de er lige som de andre elever med hensyn til interesser osv. En ahaoplevelse, på den fede måde – Det er inklusion af bagdøren.

II
Gennem KVIS-programmet og arbejdet for skolens rummelighed er der de seneste år taget hul på en væsentlig opgave. Opgaverne er mange, og det er en stadig proces at udvikle skolen og gøre forholdene gode i skolen for børn med handicap.

KVIS-programmet har opnået væsentlige resultater, jeg kan nævne et par stykker.

På Fyn har man arbejdet med at gøre PPR til en mere rådgivende og superviserende funktion.
Der er mange e-learning fora, hvor der virkelig er aktivitet og udveksling af holdninger og erfaringer.

Her i Nordjylland gøres et stort arbejde for at udvide rummeligheden i hver eneste skole. Aalborg kan nævnes som eksempel for at have udarbejdet en rummelighedspolitik for folkeskolen, så alle kommunens skoler har mindst et projekt, som handler om øget rummelighed, og som relaterer sig til KVIS-programmet.
Sammen med KVIS-programmet udgiver kommunen snart en hvidbog om øget rummelighed
Kommunen startede skoleåret en stor konference med 2200 lærere og andre med relation til skolerne. Her blev retningen for kommunens arbejde med rummelighed udstukket, og der er planer for kompetenceudvikling for alle lærere.
Alt foregår med inddragelse af KVIS-programmets e-learning fora og brug af KVIS-programmets konferencer, temadage m.m.
Aalborg kommune har besluttet sig for at ville arbejde med de her
spørgsmål og de har erkendt, at der er tale om noget nyt - ikke noget vi gør i forvejen - og ikke noget, som vi bare kan i forvejen.
Desuden har de erkendt, at det er helt nødvendigt, at øget rummelighed kræver øget samarbejde med brugere og forældre. Det er godt gået.
På Bornholm har de arbejdet grundigt med individuel tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen.
På Frederiksberg arbejder de med mangfoldighedstænkning i skolen.

Dette er bare eksempler – også andre projekter i KVIS-programmet har stor kvalitet og er fremadrettede.

Det er glædeligt for DSI, at KVIS-programmet blev forlænget med endnu ét år.

For handicaporganisation er det helt afgørende vigtigt, at skolens rummelighed udvides og udvikles. Det skal ske både centralt og lokalt.

KVIS-programmet viser med al tydelighed, at det kan lade sig gøre.

En væsentlig opgave er det dog at få KVIS-programmets resultater varigt forankret i skolens dagligdag og at sikre, at resultaterne benyttes og udvikles ud over projektperioden.

Desuden er det tiltrængt, at der bliver taget koordinerende initiativer, således at KVIS-programmets resultater kædes sammen med initiativer og resultater fra andre udviklingsinitiativer – f. eks. "skole i bevægelse”.

III
Rummeligheden må ikke blive den nye kasse til de børn, som opfattes som besværlige eller anderledes. Det er ikke rummelighed og inklusion. Vi må have sammenhæng og koordinering i forhold til alle børnenes skole.

”En skole for alle” SKAL forstås som et helt konkret løfte til hvert eneste barn. Løftet, stammer fra Salamanca-erklæringen, som Danmark har tilsluttet sig – og bekræftet gentagne gange. Løftet er gentaget af vores politikere på lokalt, regionalt og landsdækkende plan, af vores skiftende undervisningsministre, af forskere, administratorer og praktikere i skolevæsenet. Men meget tyder på, at det på trods af den udbredte verbale opbakning er svært at få løftet udmøntet konkret.

Vi vil fastholde alle parter på det løfte. Det er et godt og rigtigt løfte.

Vi vil insistere på, at det skal opfyldes.

Vi skal have stoppet og vendt den udstødende tendens, vi ser nogen steder

Vi mener, som sagt, at mangt og meget handler om holdninger, vilje, interesse mv. Vi kan komme langt med åbenhed, nysgerrighed, forpligtethed – og det fælles store ønske om at løse opgaverne i forhold til grundskolen godt og kvalificeret.

Det er holdninger og interesse, som langt hovedparten af lærere og andre ansatte og aktører i forhold til skolevæsenerne heldigvis er drevet af.

Men holdninger alene gør det ikke.

IV
Der skal den rette uddannelse til, der skal tilstrækkelige materialer til, der skal renoveringer og om- og nybygninger til. Kort sagt gennemførelsen af den inkluderende skole, den rummelige skole for alle, kan ikke foregå helt uden politiske prioriteringer eller uden flere og nye økonomiske midler.

Desværre.

Vi ønsker, at der udarbejdes ny og mere forpligtende politik på uddannelsesområdet. I første omgang må den politik udarbejdes uden at der skæves til økonomiske problemstillinger. Det er vigtigt, at vi har en fælles vision, vi alle sigter hen imod.

Der er mange, som i dag har set, at folkeskoleområdet skal opprioriteres, hvis alle opgaver skal kunne varetages, og hvis skolerne ikke skal forfalde. Det er desværre ikke således, at rummelighedsaspektet fylder ret meget i denne diskussion.

I forlængelse af en politik må vi så have konkrete og målelige handlingsplaner. En renovering af vores skoler – og af vores pædagogik koster, men vi kommer ikke uden om at gøre noget. Der er tale om nødvendige udgifter med det efterslæb, vi har på området. Men hvis vi fastsætter en langsigtet vision, så kan vi langtidsplanlægge, prioritere og udvikle inden for rimelige økonomiske rammer.

V
Forældre ønsker naturligvis altid det bedste for deres børn. Mange forældre har i dag et stort ønske om, at deres barn skal gå på specialskole. Et stadig mere fremherskende ønske.

Det kan jeg, i rigtig mange tilfælde, – desværre – godt forstå. Når vi ser hvad der foregår i den almindelige skoles almindelige klasser, så er det ofte, at vi slet ikke kan se, hvor rummeligheden er blevet af.

Det synes jeg er en meget uheldig tendens. Forældrene skal være trygge ved lade deres børn gå i den rummelige folkeskole for alle. Det er de ikke altid i dag, men det skal de være igen.

De af jer her i salen, som arbejder på skoler, hører sikkert til i den gode ende – det kan jeg vide bare ved, at I har vist interesse for denne konference ved at møde op. Kritikken er derfor ikke rettet mod jer, men mod dem, som ikke er her i dag.

I disse år bygges der specialskoler i et helt uhyrligt omfang. ”Lige børn leger bedst” synes at være den mindste fællesnævner, der bliver handlet ud fra.

Samtidig visiteres der til specialtilbud i et hidtil uset omfang. Her fungerer bl.a. den såkaldte stærekasseeffekt – at når der etableres et tilbud, så bliver det også fyldt op.

Den udvikling har vi ikke besluttet. Det må stoppes øjeblikkeligt.

Vi skal have brudt med forestillingen om, at ”lige børn leger bedst”, at det er synd for børn med handicap at møde udfordringer, nederlag, normalitet, udstille anormalitet osv.

Samfundet er mangfoldigt, befolkningen er mangfoldig og forskellig i indstilling, interesser, normer, synsvinkler. Ingen andre mennesker i vores samfund forventes, at skulle fungere uden berøring med mangfoldigheden.

Økonomien synes at være den største barriere i dagligdagen for rummelighedens udbredelse i folkeskolen. Her i foråret 03 så vi det i helt ekstrem grad. Vi så det i konflikten mellem kommunerne i Københavns Amt og amtet. Rummeligheden og mangfoldigheden, som kommunerne fandt bedst til eleverne i form af enkeltintegrerede specialundervisningstilbud, kostede mere end amtet ville betale. De ville derfor ikke anerkende kommunernes kompetencer, og de ville ikke betale for fortsættelse af den hidtidige linie. Eleverne blev i stedet henvist til specialskoler mv. i amtsligt regi.

VI
Når børn med udviklingsforstyrrelser bliver betragtet som uartige, når forældre til disse børn bliver bebrejdet, at de ikke opdrager deres børn, når de andre børns forældre ikke ønsker, at børnene er i klassen, når forældre oplever, at deres barn, som helt klart har nogle vanskeligheder, bliver mødt med bebrejdelser og skæld ud, så er det ikke så mærkeligt, at forældrene reagerer ved at ønske, at barnet kommer hen i omgivelser i specialklasse eller skole, hvor der er lærere, ledelse, øvrigt personale og andre børn og forældre med samme eller tilsvarende vanskeligheder.

Men det er og bliver et spørgsmål om uvidenhed, og det stempler barnet livsvarigt som uartigt, og forældrene som nogle, der ikke lever op til ansvaret. Det er en yderligere belastning for en familie, der i forvejen er i en svær situation. Det skal der gøres op med.

Og selv om vi ikke ønsker os det såkaldte ”diagnosetyranni”, hvor diagnoser udløser særlige indsatser og ønsker, så ønsker vi alligevel at årsagerne til et barns særlige adfærd bliver identificeret, og at man forholder sig hertil, men det skal ske i solidarisk respekt for, og i samarbejde med, familien og barnets nære omgivelser og relationer. Her har skolen det største ansvar som dem, der bør vide mest.

VII
Rummelighed handler også meget om holdninger til tilrettelæggelsen af undervisningen. Ikke inkluderende undervisning er lig med fremme af det modsatte af rummelighed.

Når lærere i klasser, hvor der er blinde og svagsynede børn f.eks. ønsker at basere undervisningen i fremmedsprog hovedsageligt på billedbaseret materiale; eller når børn med ordblindhed eller indlæringsvanskeligheder bliver betragtet som dovne eller ligeglade med skolearbejdet. Så er undervisningen ikke rummelig.

Her er tale om lærere, som vælger et materiale og en form, som er udpræget ekskluderende. Det skal der gøres op med. Den opfattelse hos en lærer er ikke ok, og det er ikke ok, at skolelederen ikke griber ind.

Er undervisningen ikke rummelig, så falder det lige for, at ønske, at barnet kommer i skole med andre børn med samme vanskelighed, for ingen forældre ønsker, at barnet igen og igen og unødvendigt oplever nederlag og begrænsninger.

Det er eksempler på, at rummeligheden ofte sidder mellem ørerne, at der kontinuerligt skal arbejdes med holdninger. Her er der virkelig behov for en indsats – for at sikre, at vi fra handicaporganisationerne, fra Undervisningsministeriet, fra PPR-kontorerne, fra forvaltningerne og andre implicerede trækker i samme retning. Udvidelsen af rummeligheden i sådan en situation er oven i købet ikke bare gratis, den er på sigt klart udgiftsbesparende.

VIII
Rummeligheden er også bestemt af de fysiske rammer. Er de ikke gode, vælges andre løsninger. Når barnet i kørestol ikke kan deltage i undervisningen i praktiske fag, fordi der ikke er plads i undervisningslokalet – f.eks. i skolekøkkenet, eller når barnet ikke kan gå i distriktsskolen, fordi det skal op ad trapper og over dørtrin. Sker det samme. Der skabes et ønske om særlige muligheder, hvor barriererne ikke findes.

Det er ikke eksempler grebet ud af den blå luft, det er konkrete og hyppigt oplevede eksempler, som vi igen og igen møder forældre og børn som har oplevet.

Alle forældre ønsker, at deres barn skal stilles over for udfordrende med rimeligt overkommelige opgaver, der understøtter barnets udvikling. Barnet skal være i trygge omgivelser og have gode venner. Hvis vi ærligt skal kunne sige, at vi har en rummelig skole, så skal de her ting være på plads.

IX
Hvad er det så for en skole vi ønsker os? Hvad skal der til, før vi kan inkludere alle de elever, som i dag unødvendigt sendes på specialskoler og til specialundervisning.

I en velfungerende klasse kan hvem som helst komme ind, men i en dårlig klasse, kan inklusion ikke foregå.

DSI ønsker en skole, hvor hvert eneste barn bliver mødt lige der, hvor barnet er – følelsesmæssigt, fagligt, socialt. Vi mener, at glade trygge børn lærer bedst. Vi mener, at skolen danner grundlaget for den væsentligste del af barnets liv uden for familien. Her etableres venskaber, her opleves udvikling, sejre og også nederlag, som skal udleves og overvindes og bidrage til erfaring om, at nok er det ubehageligt, men ikke jordens undergang.

Det er her grundlaget for at bryde den sociale arv lægges. Og skal børn med handicap ikke kunne bryde med de forventninger samfundet i dag har til mennesker med handicap.

X
Skal den rette skole blive til virkelighed, så kommer vi ikke uden om, at der skal uddannelse og efteruddannelse til. Lærerne skal være bedre til at løse de her opgaver i fremtiden. Vi ser meget frem til, at evalueringen af læreruddannelsen kommer. Vi finder det afgørende, at uddannelsen snarest revideres, og at kompetencerne inden for det specialpædagogiske område bredt set styrkes.

Formålet med det er, at lærerne i langt højere grad skal have mulighed for at benytte de specialpædagogiske metoder, materialer og teknikker i undervisningsdifferentieringen.

XI
Det vigtigste krav til skolens fysiske miljø er, at miljøet skal vise respekt for alle eleverne i skolen, og give signal om, at alle er velkomne.

Det betyder, at skolen skal være tilgængelig på enhver tænkelig måde. Det er påkrævet, at skolen er indrettet således,

at den er fysisk tilgængelig,
at undervisningsmaterialer er tilgængelige for syns- og læsehandicappede,
at der er tilstrækkelig adgang til tegnsprogstolk, at de fysiske rammer er indrettet fleksibelt, således at der er muligheder for at arbejde individuelt, i mindre eller større grupper og i varierende klassestørrelser,
samt at de pædagogiske rammer i øvrigt er så varierede, at der er mulighed for at imødekomme det enkelte barns læringsstrategi.

I denne tid er der mange kommuner, som udbygger og renoverer eksisterende skoler. Vi synes, at der er behov for en kraftig udmelding om, at disse arbejder skal sikre skolernes tilgængelighed – i bredest mulig forståelse.

Vi kunne godt tænke os, at vi sammen med KL og Undervisningsministeriet rettede henvendelse til samtlige kommuner om denne problematik. Vi skal sammen kunne hjælpes ad med at rette opmærksomheden hen på,

at tilgængelighed er ramper og elevatorer, dørbredder og handicaptoiletter,
god plads i lokalerne til de praktisk orienterede fag,
at tilgængelighed også er ordentlig akustik og god belysning,
og at der skal være en variation af undervisningslokaler. Der skal være både mulighed for store hold, klasseundervisning, for grupperum og enkeltarbejdspladser, hvor man kan sidde alene og uforstyrret – mere isoleret end den plads i gangarealerne eller i skolebiblioteket, som på mange ældre skoler er højden, når det kommer til individuelle arbejdspladser.

XII
I den tidlige sommer kom undervisningsministeriet med en rapport om specialundervisningen. Her er en lang række vigtige emner berørt.

Rapporten er mere hængt op på økonomien, end vi synes er nødvendig og bryder os om.

Men der er også en række anbefalinger med relation til bl.a. den pædagogiske tilgang og lærernes grunduddannelse. Her anbefaler rapporten, at specialpædagogiske temaer kommer til at fylde væsentligt mere, end tilfældet er i dag. Det glæder os overordentligt meget. Der er et stort behov. Mange specialuddannede lærere vil gå på pension i de kommende år, og der skal sættes ind med efter- og videreuddannelser til rigtig mange lærere. Ellers opstår der flaskehalse, utilstrækkelige løsninger mv.

Det er nødvendigt, at der er større viden repræsenteret i lærerkollegier og på PPR-kontorer. Lærere kan så med større indsigt supervisere hinanden og give støtte og individuel undervisning, hvor det er nødvendigt – en enkelt gang, en periode, eller skoletiden igennem. Her er et område, hvor der helt klart er behov for at tilføre flere og øremærkede ressourcer.

De ressourcer, der er til rådighed til efter- og videreuddannelse af lærere er få, og vi har et ønske om, at det sikres, at en del af efteruddannelses-midlerne målrettet bruges til at sikre en større rummelighed i skolen.

Det er vores store ønske, at alle lærere ved mere om børn, som har særlige behov. Vi mener, at det vil føre til at flere børn umiddelbart får den undervisning, som de har behov for, også når det kræver anvendelse af særlige pædagogiske metoder, teknikker eller materialer.

Derfor er det afgørende, at tilstrækkelige kundskaber om pædagogiske metoder er en del af den lærernes grunduddannelse – dette også hvad angår undervisning i temaer som handler om, hvordan man underviser børn, som har et handicap – herunder børn, som har psykiske, emotionelle og kommunikative vanskeligheder.

XIII
I Undervisningsministeriets rapport om specialundervisningen er det et meget interessant afsnit om bl.a. sagsbehandlingen og skriftligheden i forbindelse med at finde den rette undervisningsform til børn med særlige behov. Det er egentlig ikke fordi afsnittet overrasker, men det er nu alligevel godt, at vi får problemstillingen fremhævet og fremstillet samlet.

I afsnittet kan vi se, at det er afgørende vigtigt, at vi har en terminologi, som understreger ønsket om en rummelig skole. Så vi ved, hvad vi taler om – får fælles referenceramme.

Det er også vigtigt, at der oprustes omkring skriftligheden og den stadige eftertænksomhed omkring opgaver og mål, som evalueringer er udtryk for – også evaluering af indsatsen for det enkelte barn. Vi er på et felt, hvor beskrivelse af metoder, resultater og mål hele tiden bør være en del af lærerens overvejelser over, om vi gør det rigtige for det enkelte barn. Det skal foregå på et fagligt og etisk kvalificeret grundlag.

Vi ser gerne, at der kommer mere respekt ind i sagsbehandlingen. Respekt for børnene, deres forældre og deres netværk i øvrigt. Derfor vil vi også gerne være med til – sammen med Jer og andre – at udvikle terminologien på området og gøre den fælles.

XIV
PPR bør i højere grad være en udadvendt og udadregerende sparringspartner, supervisor og rådgiver, som er med til at sikre, at børn får det helt rigtige tilbud. PPR skal også spille en mere aktiv og bredere rolle i forhold til forældrekredsen.

XV
Kenyas relativt nyvalgte præsident, Mwai Kibaki, har sagt: ”Hvis du tror, at undervisning er dyr, så skulle du prøve uvidenhed.” De ord vil jeg gerne gøre til mine og tilføje, at uvidenhed fører til eksklusion og eksklusion koster – økonomisk og menneskeligt. Derfor er ordene sande hvad enten der er tale om uvidenhed i forvaltningerne, hos lærere der ikke kender specialpædagogiske metoder eller blandt de børn, fremtidens voksne, som ikke har fået et skoletilbud, som giver den bedste skolegang ud fra de forudsætninger, som børnene nu engang hver især har.