Oplægsholder: Holger Kallehauge, Landsdommer, formand for PTU og for det udvalg, som udarbejdede DS 3028
Tid: Tirsdag den 23. september 2003 kl. 13:15
Sted: Handicapugen Aalborg Kongres & Kultur Center

Hvorfor skal vi have en Dansk Standard vedr. tilgængelighed?

v/H. Kallehauge, formand for PTU og formand for det udvalg, som udarbejdede DS 3028.

En Dansk Standard vedr. tilgængelighed er ikke noget vi skal have. Det har vi haft i 2 år.

DS 3028 trådte i kraft den 1. september 2001 som dansk standard.

Hvorfor er den sat på dagsordenen? Det må der da være en grund til. Det er der også, selvom titlen på mit indlæg er meget diplomatisk og nærmest intetsigende.

Der er intet i vejen med standarden. Den er god nok. Den bruges i ikke ringe omfang. Ar-kitekterne, der gør det, er tilfredse med den. Det eneste, der er galt er, at den stadig ikke, er blevet sat i kraft som en retligt bindende standard og gjort til del af Bygningsreglemen-tet.

Det var meningen - det var alle enige om fra begyndelsen - det var By- og Boligministeriet også - men efter at vi fik ny regering i november 2001, er dette ikke længere tilfældet.

Det er essensen og kernen i historien, og det er navnlig det, jeg er kommet for at sige.

Hvis De hører historien fra andre sider, lyder den nok helt anderledes:

Erhvervs- og Boligstyrelsen siger noget helt andet.

Dansk Standard gør det også.

Center for Tilgængelighed og DSI gør det måske også.

Men jeg gør det ikke.

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg efter at have anvendt megen tid og mange kræfter igen-nem en årrække på at få denne standard født, ikke længere er formand for det udvalg, der nu er i gang med at revidere standarden.

Jeg var formand for det udvalg, som skrev 1. udgave - en anvisning udarbejdet i Dansk In-geniørforening:

”Anvisning for planlægning og indretning af udendørs områder med henblik på han-dicappedes færden (DS/R. 450, 1983)”.

Jeg var formand for det repræsentative udvalg:

”DS Håndbog 105: Udearealer for alle (1995).
Anvisning for planlægning og indretning med henblik på handicappedes færden”.

Og formand for:

DS 3028 Tilgængelighed for alle (2001).

Jeg har været aktiv i dette arbejde i mere end 20 år.

Jeg er med Goethes ord:

”Zu alt um nur zu spielen,

Zu jung um ohne Wunsch zu zein“.

For gammel til kun at lege,

For ung til ikke stadig at have ønsker.

Jeg skal nu give min version af tilgængelighedsstandardens historie, dens oprindelse, til-blivelse og hidtil korte liv, og senest ønsket om revision.

Der var engang, da vi havde et Boligministerium og senere et By- og Boligministerium. Dengang havde vi også boligministre, som var stolte af deres ressort og glade for de op-gaver, som henhørte under dem, bl.a. tilgængelighed.

Nu skal jeg vogte mig for at gøre det hele til skønmaleri. Alle de boligministre, vi har haft, har jo i forening ansvaret for den tilgængelighedsstatus, vi har i dag, og den er bestemt ikke noget, nogen af dem kan være stolte af. Nogle har givet et lille nøk i den rigtige ret-ning, men helheden bærer præg af det man, når man er meget venlig, kalder pragmatisme eller mere direkte udtrykt principløshed. I Danmark har vi ingen planlægning, hverken lands-, regions- eller amtsplaner for tilgængelighed. Enkelte kommuner har gjort et forsøg, men med al ære og respekt for nogle af disse udmærkede bykommuneplaner, så kan til-gængelighed ikke skabes nedefra.

Derfor ser det ud som det gør her i landet på tilgængelighedsområdet.

Det overordnede danske planlægningsprincip har hidtil været:

Velvillig planløshed.

Velvillig, fordi vi jo følger de gode viljers politik. Alle er meget venlige og forstående og venter med at tage initiativet til alle er enige om, at nu kan det ikke udsættes længere. Derfor fører de gode viljers politik til konsensusløsninger, de er bæredygtige, og det er godt, men de er også meget tidsrøvende for ikke at sige langsommelige, så langsommeli-ge at der heller ikke vil blive skabt tilgængelighed her i landet om 20 eller 30 år. Det er jo ellers det regeringen har lovet i sin såkaldte handlingsplan på handicapområdet. Et løfte om noget om 20-30 år vil ved tilbagediskontering til nutidsværdi svare til 0 kr. - ingenting.

Hvis den, der har skrevet, at vi vil få et tilgængeligt samfund i løbet af 20 - 30 år, og en-dosseret det som minister, tror på det, er der tale om et meget naivt ønske.

Og hvis udsagnet fremsættes, uden at man har troet på det, er der tale om et dårligt for-søg på at bluffe - det udsagn er der alligevel ingen handicappede i Danmark, der hopper på.

Løfter af den art skaber ikke troværdighed og tillid.

Det var det, om det velvillige – nu til planløsheden.

Der findes mange hver for sig gode tilgængelighedsløsninger rundt omkring i landet, men de hænger overhovedet ikke sammen. En tilgængelig bygning her, nogle handicapegnede boliger der, en lavgulvsbus hist og et tog med lift pist, men de er spredte og tilfældigt pla-ceret og nybyg-geri og nye anlæg er stadig ofte mangelfulde på en række ikke uvæsentlige områder.

Tilgængeligheden er spredt som ø’er og tuer i et hav af utilgængelighed. Vi er som handi-cappede henvist til at springe fra tue til tue, og er der noget vi ikke er gode til, så er det jo sjovt nok netop at hoppe og springe.

Sammenhængende ruter og rejser bliver der ikke noget af med den form for planløshed og integration og lige muligheder forbliver fjerne drømmesyn.

Hvorfor mon det er så svært for mennesker med handicap at komme i arbejde? Manglen-de handicapegnet adgang til arbejdspladserne er en væsentlig del af forklaringen.

Tilgængelighed kræver, at man opfylder de tre p’ers princip:

Planlægning, Prioritering og Penge.

Det gør vi desværre ikke her i landet, og det har vi aldrig gjort, ikke under nogen regering. Det er derfor i høj grad på tide, at vi gør det.

Det er paradoksalt at vi ikke har ordentlig planlægning på dette område - for det har vi på alle andre områder, være sig vedr. sund-hed, uddannelse, miljø eller alle andre former for fysisk planlægning.

Det er endvidere barokt, når vi jo trods alt anvender en del midler på området - langt fra nok - men bestemt ikke bagateller. Vi anvender midler i en sådan størrelsesorden, at det er dybt kritisabelt, at samfundet og navnlig dets handicappede borgere får alt for lidt for pen-gene. Der er tale om dårlig forvaltningsskik. Jeg anbefaler, at man udfærdiger planer, ko-ordinerer og prioriterer år for år, således at løsningerne hænger sammen og efterhån-den kommer til at danne et brugbart netværk.

Hvis man havde budt normalbefolkningen den form for mangel på planlægning, prioritering og bevillinger indenfor sygehuse, skoler, miljøforanstaltninger eller veje og offentlige transportmidler, så ville ingen regering eller noget andet demokratisk valgt råd nogensinde være blevet genvalgt. Men det byder man uden at blinke et mindretal som mennesker med han-dicap.

Jeg begyndte med at sige, at der var engang, da vi havde boligministre. Nu har vi en Øko-nomi- og Erhvervsminister og en Erhvervs- og Boligstyrelse.

Det har ikke hidtil været godt for tilgængeligheden. Det kan kun blive bedre, men ministe-ren har travlt, hvis det skal blive i løbet af Det Europæiske Handicapår 2003. Vi har meget til gode.

Nu har vi så en Økonomi- og Erhvervsminister, som har taget tilgængelighed som en del af sit ressortområde og sendt det ud af departementet og ned i Erhvervs- og Boligstyrel-sen. Derfor kunne det så godt alligevel blive godt, men hvis tilgængelighed virkelig er et af ministerens hjertebørn, så føles det endnu ikke sådan.

Vi måtte vente godt og vel 14 måneder, efter at den nuværende regering var blevet dan-net, før vi fik en handlingsplan på handicapområdet, som ikke indeholdt noget, der minder om en egentlig plan med klare tidsfæstede mål, ingen budgetter 4-5 år frem i tiden, intet der forpligter ministeren og regeringen til noget som helst - og som tillægsgevinst til denne nitte, fik vi en tilkendegivelse om, at man ikke vil gøre DS 3028 retligt bindende.

Dette var regeringens gave til mennesker med handicap i anledning af Det Europæiske Handicapår. Forventer man, at vi også skal sige pænt tak?

Ærede tilhørere - dette er situationen, det er baggrunden for min besvarelse af de spørgsmål, som indgår i mit tema.

1. Hvorfor skal vi have en Dansk Standard for tilgængelighed – som virker?

Fordi alle erfaringer i dette - og alle andre lande - har vist, at ellers får vi ikke de handicap-egnede løsninger, vi skal bruge.

Men lad mig lige repetere oprindelsen til DS 3028:

Det første skridt var:

Betænkning nr. 1336/1996,

Tilgængelighed for alle,

Bygge- og boligstyrelsen.

Betænkning om handicappedes adgang til det fysiske miljø.

Den troede vi alle meget på. Den var velgennemarbejdet, saglig og klar. Den indeholdt en lang række væsentlige tilsagn - af hvilke nogle er gennemført - men i realiteten er vi i dag stadig ikke begyndt.

Et hovedtema var at finde en model for, hvordan reglerne for tilgængelighed skal udfor-mes. (Betænkningen s. 78).

Alternativerne var:

- et meget detaljeret bygningsreglement eller
- en tilgængelighedsstandard.

Et meget detaljeret bygningsreglement blev med rette ikke anset for hensigtsmæssigt.

Betænkningsforslag:

En egentlig standard for tilgængelighed, som gøres bindende gennem den gældende byggelovgivning.

Næste skridt var:

Tilgængelighed for alle (Maj 1997)

En handlingsplan

Bygge- og Boligstyrelsen.

Forord: Boligminister Ole Løvig Simonsen

S. 10: Tilgængelighedsstrategier:

Fastsættelse af handicapstandarder.

S. 12: Gentager betænkningens ord s. 78:

”Denne DS-standard skal anvendes ved alt nybyggeri og ved væsentlige ombyg-ninger og anvendelsesændringer gennem henvisning hertil i bygnings-reglementerne. På denne måde får DS-tilgængelighedsstandarden bindende virkning for de enkelte byggeprojekter …”.

DS 3028 blev så udarbejdet og flere gange undervejs forelagt for Bygge- og Boligstyrelsen - for endeligt i august 2001 at blive præsenteret for daværende By- og Boligminister Lotte Bundsgaard, der ligesom hendes forgænger Jytte Andersen var meget positiv, selvom nogle embedsmænd begyndte at udtrykke bekymring for standardens økonomiske konse-kvens i form af fordyrelse af byggeriet.

Trods forslag fra Tilgængelighedsudvalgets side blev spørgsmålet om omkostninger ikke i tide nærmere undersøgt af Boligministeriet. Problematikken var velkendt og er også nær-mere omtalt i kap. 7 i be-tænkningen fra 1996 Tilgængelighed for Alle s. 91-94. Tilgænge-lighedsudvalget blev ikke anmodet om at foretage sådanne beregninger. Hvis By- og Bo-ligministeriet hen over sommeren 2001 blev overrasket, har ministeriet ikke andre end sig selv at takke herfor.

2. Standardens anvendelsesområde:

Alt nybyggeri og alle varige ombygninger.

Standarden blev primært skrevet for og til byggeriets rådgivere, praktiserende arkitekter og projekterende ingeniører, og de har taget DS 3028 til sig og bruger den i ikke ringe om-fang.

Kommunerne (Teknisk Forvaltning) har heller ikke kritiseret standarden, men har tvært-imod på flere områder søgt vejledning i den og henvist til den.

Handicaporganisationerne, dvs. brugerne og deres organisationer og konsulenter er også tilfredse med denne nye standard.

Enkelte kunne nok på forskellige punkter have ønsket sig strengere krav til tilgængelighed. Sådan vil det altid være, og ingen påstår - ej heller Tilgængelighedsudvalgets medlemmer - at standarden ikke kan forbedres, både ved rettelser i den ene og den anden retning, hvis blot forslagene bygger på praktiske erfaringer gjort ved brug af DS 3028. Udvalget gjorde sit bedste, men kunne selvsagt ikke overskue alle konsekvenser og følger i enhver sammenhæng. En revision på grundlag af de erfaringer, der ville blive gjort i løbet af et par års praktisk brug, var forudset af det udvalg, som skrev DS 3028. En sådan revision er selvsagt kun en forbedring. Den vil imødekomme praktikernes behov.

Hvem er det da, der kritiserer DS 3028 og ønsker revision nu. Der er i realiteten, om end skjult, Erhvervs- og Boligstyrelsen, hvis eneste reelle opgave ellers var og stadig er, at sætte standarden i kraft som et retligt bindende instrument.

Det bedste forsvar er imidlertid som bekendt et angreb. Argumenterne derfra, som man har ladet sive ud har været:

at man ønsker en anden struktur, som følger Bygningsreglementets opregning af byg-ningstyper tættere, og

at der ikke må være gentagelser i teksten.

Hvis toiletter, ramper, håndlister, elevatorer er beskrevet ét sted, så skal man alle andre steder henvise hertil.

Nuvel - det sidste er meget nemt at rette, når teksten ligger på EDB. Det tager et par timer højst.

Udvalget anså det imidlertid for mere læser- og brugervenligt, at også generelle bygnings-elementer som f.eks. dørbredde, udformning af indgangspartier, gange osv., stod i sam-menhæng med det arkitekten slår op på om boliger, erhvervsbyggeri, offentligt tilgængeli-ge bygninger osv.

Vi har faktisk i DS 3028 fulgt Bygningsreglementets opregning af de forskellige bygnings-kategorier. Når praktikerne - bygherrens rådgivere - er tilfredse, hvorfor skal Boligstyrelsen så efterfølgende spille smagsdommer og ønske standarden omskrevet med hensyn til struktur?

Det er jo ikke Boligstyrelsens embedsmænd som skal bruge DS 3028 i deres daglige ar-bejde, og i øvrigt er strukturen, systematikken i standarden aldeles klar og meget enkel. Men Boligstyrelsen har åbenbart ikke kunnet finde på andet at kritisere, og noget skulle der åbenbart være galt med den.

Det er svært at se, hvad man egentlig vil fra Boligstyrelsens side.

Revision for revisionens skyld - vinde tid og udsættelse - bare et års tid?

Ministeren har sagt, at man vil fremsætte et lovforslag om tilgængelighed allerede i den kommende folketingssamling. Ingen må få at vide, hvad et sådant lovforslag skal indehol-de. Er det dét DS 3028 skal vente på - og hvorfor mon det?

Indholdet af DS 3028 er ikke blevet kritiseret - tværtimod. Prøv at høre, hvad regeringen skrev i handlingsplanen om standarden:

”Regeringen finder, at den frivillige standard er en god inspirationskilde ved projektering af byggeri og anlæg. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at gøre standarden retligt binden-de”.

Det er simpelthen noget vås!

Lad os prøve med et andet udsagn af samme type:

"Branchens vejledning om god presseskik, bankskik, revisionsskik eller advokatskik osv., giver god information om, hvad man bør/ikke bør gøre. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at gøre f.eks. de presseetiske regler bindende!".

Blev De overbevist? - eller er det et udsagn af typen; ”det er sådan, fordi jeg (ministeren) siger det”. I pædagogiske og mange andre kredse er sådanne autoritative udsagn for længst opgivet, fordi de er tomme og intetsigende.

Er revision helt overflødig? Nej - men den revision, der er behov for - som den eneste - og den er i gang - vedrører rettelser på et begrænset antal punkter af nogle mål og nogle an-dre anvisninger, som de indtil nu indhentede praktiske erfaringer med standarden har vist er mindre hensigtsmæssige. Det var forudset, og den form for revision vil til stadighed blive ved i en årrække fremover.

Det er en ren opdatering og justering af DS 3028, som kan gøres færdig inden jul.

Hverken Dansk Standard eller DSI bør medvirke til nogen anden revision end denne.

Så længe Boligstyrelsen ikke kommer frem med en klar skriftlig og velbegrundet argu-mentation for at skrive DS 3028 om, så bør svaret, uden så meget som at dreje hovedet det allermindste og blot skæve lidt bagud være:

”Tårnet hælder ikke”.

Det var det svar, som bygmesteren gav til den rytter som Asser Riig af Hvideslægten havde sendt efter ham med draget sværd, da han afleverede de to tårne på Fjenneslev Kirke. Havde bygmesteren vendt sig om for at se efter, var Asser Riigs ordre til rytteren:

”Hug ham ned”.

Hverken DSI eller Dansk Standard skal lade sig afficere det mindste, fordi boligstyrelsen lige nu puster dem lidt i nakken.

Den, der vil kritisere, må først føre bevis for, at kritikken er både saglig og så passende tungtvejende, at den kan begrunde omskrivning.

Ellers forudser jeg, at Boligstyrelsen også næste gang, som prinsessen i eventyret, blot si-ger:

”Dur ikke!”.

Boligstyrelsen benægter ganske vist nu, at ønsket om revision er deres påhit. Så tag Bo-ligstyrelsen på ordet og lad vær’.

Dansk Standard ønsker selvsagt at stå sig godt med Boligstyrelsen. En hund bider ikke den, der fodrer den.

DSI ønsker ikke, at standarden forringes på noget punkt med hensyn til krav, mål og anvis-ninger.

Den eneste, der har interesse i at der spildes tid med en helt overflødig revision er og bli-ver Boligstyrelsen, og når først der er vedtaget et sæt lovregler om tilgængelighed, så bli-ver DS 3028 aldrig gjort bindende.

Loven er altid af højere gyldighed end en standard, og standarden, vil altid være me-get mere præcis og detaljeret end nogle få generelle lovregler om tilgængelighed. På alle de punkter i standarden, hvor den afviger fra de lovregler, som kommer, er den i strid med lo-ven, og der hvor standarden går videre end loven, vil den fremtidig savne lovhjemmel. Hvad fører det til? At standarden kun kan blive ”til inspiration”. Hvem sagde det? Bendt Bendtsen, Økonomi- og Erhvervsminister, i regeringens handlingsplan.

Hvem får sit ønske opfyldt – handicaporganisationerne eller ministeren?

Keine Hexerei – nur Behändigkeit.

Men vi skal vel ikke ligefrem gøre det nemmere for ministeren, når han ikke vil os noget godt?



Rødovre, oktober 2003
H. Kallehauge
Formand for PTU
Landsdommer