Oplægsholder: Egon Clausen, forfatter og programmedarbejder i Danmarks Radio
Tid: Tirsdag den 23. september 2003 kl. 10:20
Sted: Handicapugen Aalborg Kongres & Kultur Center

Den velvillige uvillighed

Hvor mange handicappede er der i Danmark? Hvor mange går rundt med funktionsnedsættelser i den forstand, at de – og nu citerer jeg fra den officielle definition - ”har mistet eller har reduceret anvendelsen af en funktion. Det kan være synet, hørelsen, talen, bevægelsen eller den intellektuelle funktion?”

Hvor mange af den slags findes her i landet? Lytter man til handicaporganisationerne er der mange.
For folk vil ikke se de handicappede. De er som blinde.
Folk vil ikke høre, hvad de handicappede siger. De er som døve.
Folk vil ikke føle sig som handicappede. De opfører sig i trafikken som var de hjernedøde. Handicappet – det er noget de andre er!
Folk er hjerteløse. De vil hellere gøre det godt for padder og frøer end for de handicappede. Folk vil slet ikke kendes ved de handicappede.
Med andre ord: Vi lever i et land med fem millioner blinde, fem millioner døve og fem millioner hjerteløse og hjernedøde.

Så slemt står det til, når Centeret for ligestilling af handicappede skal sige det! Jeg er ikke sikker på, at det er helt rigtigt, men lad os nu antage, at det alligevel er det.

Et hus med låste døre
Hvad drejer det sig så om? Hvad er opgaven, når emnet hedder tilgængelighed?
Det er vel, at der skal ske mirakler: De blinde skal gøres seende. De døve hørende. De afvisende modtagelige, og de dumme skal blive kloge!
Men det er ikke let, når nu folk hverken kan eller vil se og høre!

Nu hedder overskriften for i dag jo: Tilgængelighed til bygninger, og med det funktionshæmmede danske folk i baghovedet, ser jeg endnu et billede for mig:
Jeg ser et hus, sådan som vi tegnede det, da vi var børn: En gavl. To vinduer og en dør. Så bliver huset også et ansigt, og jeg tænker: Dette er samfundets ansigt. Ved indgangen står der VELKOMMEN. I haven vajer DANNEBROG, alt viser VELVILLIGHED men huset er utilgængeligt.
Det ser på os med sine vinduesåbninger, men det ser intet. Det er blindt.
Jeg tager i døren. Den er låst.
Jeg banker på. Ingen svarer.
Huset vil ikke åbne sig. Ingen tager imod.
Sådan, tænker jeg, er samfundet over for handicappede. Så frustrerende og så ydmygende opleves det.

To spørgsmål
Centeret for ligebehandling af handicappede har bedt mig sige noget om DEN VELVILLIGE UVILLIGHED - og stillet mig to spørgsmål i den anledning.
De står som overskrift for dette indlæg:
For det første:
Hvorfor det er så svært at slå igennem med tilgængelighedstanken?
Da jeg kommer fra et massemedium, føler jeg mig ramt.
Jeg opfatter det som om der spørges: Hvorfor er massemedierne tilsyneladende umulige at råbe op? Vender vi os igen til billedet af huset, så opfattes massemedierne som døre i huset. Disse døre fører ind til samfundsdebatten, men de er lukkede. Hvordan får man den til at åbne sig?
For det andet: ”Hvorfor er frøer og højere hastigheder på motorvejene højere prioriteret end spastikere og trafikofre?”

Hvad siger massemedierne?
Således foranlediget henvendte jeg mig til nogle kolleger i forskellige massemedier og spurgte:
”Vil I tage et indslag om ”Tilgængelighed til bygninger?”
Mange svarede, men én enkelt svarede ikke, måske fordi man ikke kendte mig? Det skulle ikke undre. Jeg ser ”samfundsansigtet” for mig igen engang. Jeg spørger ved dørtelefonen, men da jeg er ukendt for vedkommende, svares der ikke. Det er afvisende. Det er blindt. Det er døvt. Som sagt var det kun én, så det statistiske grundlag er lidt tyndt, men mon ikke fornemmelsen alligevel er rammende?
Og – som også sagt – mange svarede:
P1-Morgen. Redaktionssekretæren svarede: ”Jeg synes det lyder som en glimrende ide. Vi kunne sende en reporter ud sammen med f. eks en kørestolsbruger. Selv om historien er lavet flere gange før, så vil jeg tro, at den vil vise, at der ikke er sket ret meget. Så lad os snakke om det.”

Men så føjede redaktionssekretæren et P.S. til, idet han skrev: ”Det er en myte at passager for frøer er højere prioriteret end adgangsforhold for handicappede eller sikre gangbroer til skolebørn. En frøpassage er ofte et pvc-rør eller lignende der ”skydes” under motorvejen eller jernbanen - uden at forsinke trafikken med omlægninger og lignende. Derfor er det også en relativt billig løsning i forhold til bedre adgangsforhold for handicappede, gangbroer eller tunneler, som er egnede til en kørestol. Men frøer frem for mennesker lyder rigtigt godt i avisoverskrifter, og derfor er den også meget brugt.”
Bemærk: Der kommer et efterskrift. En nærmere eftertanke. Det viste sig at være typisk for svarene. Jeg fik et officielt svar – og derefter en nærmere eftertanke. Det er i sig selv en nærmere eftertanke værd.
TV-Avisen. Planlægningsredaktøren: ”Det var et svært spørgsmål. Men TV–Avisen bliver først og fremmest redigeret efter nyhedsværdi. At mange bygninger ikke er handicapvenlige er jo (desværre) ikke den store nyhed.
Der er gået så meget inflation i betegnelser som handicapår, flygtningeår, bogens dag etc, at det efter min opfattelse heller ikke har nogen selvstændig nyheds-vær-di … En gedigen nyhed vil altid finde vej til TV-Avisen, men hvis det handler mere om at skabe debat, skulle handicaporganisationerne måske prøve at kontakte debatprogrammer. Hos DR Nyheder kunne det evt. være 19-direkte.”
Deadline på DR2. Redaktionsleder, (tidligere TV-avisen): ”Jeg ville ikke umiddelbart diskutere "handicappedes adgangsforhold i Deadline". Problemet er kendt, velbeskrevet og en-dimensionalt. Der skal en ekstra dimension på. Det er jagten på den, som handicaporganisationerne skal satse på. Det er ikke nok bare at spille pladen igen.”
Og så føjede han til: ”Under den seneste valgkamp forsøgte vi på TV–avisen at sætte nogle af de mindre emner på den politiske dagsorden. Vi besluttede at se netop på handicappedes adgangsforhold. Vores vinkel var: ”Når alle politikere i en valgkamp er enige om at hjælpe de handicappede, hvorfor sker der så ikke noget?”
Janni Brixen lavede et stærkt illustrativt indslag. Vi gik til politikerne - og vi havde Kallehauge i studiet. Det blev den centrale satsning den aften.
Hvad mente seerne så om det?
Vi oplevede en seerflugt af hidtil usete dimensioner midt i en TV– avis. Cirka 400:000 seere faldt fra.”
Hvad siger I til den historie?
Er det de 400:000 der ikke ville se, ikke ville høre, der er noget i vejen med?
Jeg tror sagen forholder sig anderledes.
Det har mange forklaringer. Det bl. a. noget at gøre med at det ”at-gøre-det-gode” let lugter af falskhed.
Det har også noget at gøre med det image, handicappede har. Hvis det er tilfældet, har handicaporganisationerne er stor opgave her.
Tror jeg. Hvad tror I?

Redaktionslederen på Lægens bord. Tidligere ”Handicapmagasinet i DR”
… problemet ligger ikke hos massemedierne. Problemet ligger i, at handicaporganisationerne har en forkert opfattelse af, hvor vigtigt handicapproblemstillinger forekommer 'almenheden'.

Helt ærligt er det jo grænsende til det deprimerende at skulle forholde sig til dårlige adgangsforhold til lejeligheder, beskyttede værksteder, førerhunde og trapper til museer, med mindre man selv har det tæt inde på livet.

Handicaporganisationerne har i årevis været mere fokuseret på at få deres budskab ud i den brede offentlighed, frem for at få det ind i egne rækker via massemedier.
De har kastet sig ud i en konkurrence om plads i de store massemedier, og den konkurrence kan de ikke vinde. De har arbejdet for at sende informationer til den brede befolkning frem for at gå efter identitet for sig selv i massemedierne.
Han talte om Handicapmagasinet på P1 – der var et program som alle i handicapgruppen lyttede og refererede til. Sammenlagt gav det spin off andre steder – i såvel det elektroniske som i de trykte massemedier.
Det er nemlig i sådan et forum, handicapgruppen lidenskabeligt, overbevisende og nuanceret kan spille ud med sociale, praktiske og politiske problemstillinger og forestillinger om gode livsvilkår.
I de ”store” massemedier får marginaliserede grupper nemlig kun plads til stereotyperne. Og dem bliver alle trætte at glo på. Også handicapgruppen.

Derfor bør de anlægge en anden massemediestrategi, der ikke går efter at få budskabet ud til de mange, men derimod til de rigtige.
Og dem er der faktisk adskillige 100:000 af, så selv shareholderne på TV stationerne burde kunne stilles tilfreds.

Dagbladet Politiken:
Dagbladet Politiken. Arkitekturmedarbejderen: ”Tænker du på handicappede, når du anmelder nye bygninger?” Ja, ja og atter ja, jeg tænker altid på handicappede og jeg gør ofte vrøvl, når forholdene ikke er i orden, som ved indvielsen af tilbygningen til Kunstmuseet, hvor handicapelevatoren var for smal til at tage en kørestol! Men også omkring Louisiana skrev jeg om de dårlige tilgængelighedsforhold og Knud V. Jensen blev meget glad for det, for det gav ham anledning til at søge Egmont Fonden, som gav en masse penge til forbedringer … Men et par gange er jeg blevet skældt ud af landsdommer Kallehauge, netop fordi jeg har glemt at fortælle om tilgængeligheden. Så nu tænker jeg altid på det, især fordi jeg er blevet 66 og begynder at vakle!”

Danmarks Naturfredninsgforening. (Motto) Den, der elsker naturen, kan elske andre end sig selv.
Jeg spurgte dem: ”Hvorfor er frøer og højere hastigheder på motorvejene højere prioriteret end spastikere og trafikofre?”
Præsidenten mener, at problemstillingen ikke passer. Mennesker betyder mere for danskerne end natur og miljø gør. Det fastslår forskellige undersøgelser over befolkningens bekymringsindex da også. Det er baggrunden for at Dansk Naturfredningsforening eksempelvis mister medlemmer - og har gjort det siden 1988 … Præsidenten fortsætter: ”Med hensyn til frøer og tudser … så er vores landskab er så fragmenteret at mange bestande af pattedyr og dyr, der i øvrigt bevæger sig langsomt, er helt opsplittede og dermed overlever sådanne bestande ikke så let.
- Der er arter der har været udryddelsen nær pga. påkørsler. Odderen er et eksempel men man må ikke glemme, at ” ... Blød pels og mørke øjne - som odderen – sælger godt i befolkningen ... ”
En medarbejder i Danmarks Naturfred-ningsforening beklager sig over, at ”naturhensyn bliver jævnligt omtalt som ”et problem” for gennemførelsen af anlægsprojekt – nogle gange næsten latterliggjort … Dermed bliver naturhensyn i disse år ofte gjort til "irritations-historier" – en slags historier, som man aldrig ville opleve i forbindelse med omtale af handicap-hensyn.”

Arkitekten:
Jeg tror de fleste arkitekter har det som journalister og andre almindelige mennesker! Ligesom fokus på fodvorter, ældrepleje, mave/tarmsygdomme m.v., så er det at være handikappet ikke ret sexet!
De handikappede skal være det, på en smuk måde, være slanke, mobile – og helst unge og gerne kvinder.
Hvornår har vi sidst set en reklame for f. eks mobiltelefoni med en handikappet? Jeg kan ikke erindre det!
For arkitekter er der mere hæder i værkerne - teatrene - kirkerne – monumenterne – end i at tegne ældreboliger eller gennemdesigne et offentligt torv, så det er behageligt at færdes på og leve langs med.
Hvis arkitekterne skal interessere sig mere for disse forhold, og ikke bare føle, at tilgængelighed er lig restriktioner, reglementer m.v. – må der en holdningsændring til generelt og indenfor professionerne.

Og hvordan gøres det så?
Jeg ved det ikke - men vi arkitekter kunne jo starte med uddannelsen - behandle disse tilgængelighedsforhold, så de bliver arkitektonisk interessante og ikke bare irriterende og begrænsende.”
NB! NB! NB! … Handicappedes krav opleves som irriterende og begrænsende!
Lad mig vende tilbage til antagelsen om de fem millioner blinde, de fem millioner døve og fem millioner hjerteløse og hjernedøde danskere.
Måske skyldes deres afvisende holdning, at der bliver talt til dem på en måde, der gør, at de har mest lyst til at vende sig bort, og det forhindrer dialogen?

Arkitekten skrev nemlig også,
at de handikappedes (helt berettigede) krav til byggeriet er formuleret temmelig bastant i en række vedtægter og cirkulærer - f.eks. som maksimal hældning på ramper, minimal afstand mellem lokum og væg, præcist forhold mellem stigning og grund på trapper osv.
Arkitekter er opdraget til at være individualister (læs kunstnere) som føler, at disse krav er en urimelig indgriben i den kunstneriske ytringsfrihed – i øvrigt på linie med bygningsreglementet eller brandlovgivningens krav.
Desuden er det mit indtryk, at nogle arkitekter oplever, at de såkaldte handicapråd, som mange kommuner har oprettet, blandt andet til at rådgive omkring tilgængelighed, er indtaget af en gruppe hardcorehandikappede, som temmelig rigidt fremfører ovenstående (helt berettigede) tilgængelighedskrav - som i forhold til byggeri af mere banebrydende/eksperimenterende karakter, kan være noget besværlige.
Og politikerne ønsker ikke at stå model til, at de handicappedes krav ikke tilgodeses, så det er svært at få en ordentlig debat mellem parterne, om hvad der er ret og rimeligt … De handicappede kunne nå længere i deres arbejde med forbedring af byggeriet, hvis de i stedet for at slå med stokken, pirrede arkitekterne - udfordrede dem på følsomheden - på indfølingen - på oplevelserne, på karakter og identitet. Hvis dialogen kunne komme i gang på denne måde, så fik vi nok også løst afstanden mellem håndvask og væg … ”

NB! NB! NB! At udfordre på følsomheden! Hvad sagde naturfredningsfolkene: ”Blød pels og mørke øjne sælger godt.” Er det sentimentalitet? Eller er det i virkeligheden en måde at forholde sig til naturødelæggelsen på? Et forsvar for de bløde værdier? Jeg vælger at tro det.
Ved at kæmpe for de udsattes, de sårbares sag, så får alle en fordel.
De langsomme. Hvem er det i øvrigt, der er truet: ”… mange bestande af pattedyr og dyr, der i øvrigt bevæger sig langsomt.” Og: ” … i disse år bliver naturhensyn ofte gjort til ”irritations-historier.”
Det langsomme. Det bløde. Det sårbare. Det er fælles vilkår. I skal ikke se skævt til naturfredningsfolkene. Det ene mindretal bør ikke hænge det andet mindretal ud, fordi det er bedre til noget end man selv er. Man bør derimod se det som en fælles opgave, en kamp om at bekæmpe tidsånden, når den overser de svage og lader de langsomme ude af betragtning …. På en måde er vi alle frøer og oddere, og indsatsen bør bestå i en fælles kamp imod det hurtige, det hårde og mod de stærkes overmod.
Forarmelse. Vi lever i et samfund, der forarmes i sine fremtidsforventninger. De hurtige farer af sted fra hus og hjem til arbejde og indkøbscenter og tilbage igen. Det frygtelige er, at ingen efterhånden kan forestille sig et andet liv. Fremtiden er blot det samme som nu. Bare mere.
Det hus, jeg startede med at tegne for jer, er i virkeligheden et fængsel.
Et mentalt fængsel.
Enhver hjælp til at slippe ud af det, er en befrielse. Der har handicappede meget at byde på.
Eksempel: De frivillige. Regeringens handlingsplan for handicapområdet nævner de frivillige som en resurse. Men i hvilken forstand? Ulønnede kommunalarbejdere? Særlige reservater for godgørenhed? Nej.
Tænk ikke blot på de frivillige som hjælpere, men som nogle der arbejder i oplysningens tjeneste. De er rapportører og har meget tilfælles med den gode journalist. 1: Opleve. 2: Berette. 3: Dokumentere.
I en tid med velvillige hensigtserklæringer og markante nedskæringer, kan de frivillige være budbringere om hvordan det står til. Men så skal man gøre sig fri af de bånd, finansieringen lægger på tungen. Ikke stå med hatten i hånden.
I har en masse viden. I bor selv i et hus. Et samfundshus. I det hus er der også en dør der kan åbnes – og den kan vel at mærke åbnes udad!

Et mirakel
Handicappede vil ikke betragtes som svage. Det forstår jeg godt. Det skal de heller ikke. Men stærke mennesker, der kender til svaghed, er som regel klogere end dem der blot hylder styrke. De kan være sammen med mange andre i forsvaret for det svage. For alt det andet. For det langsomme. Det sårbare. Det værgeløse. Symboliseret - Ikke blot i odderen og padderne, men også i barnet, den gamle, de syge, de sære og alle de andre. Sammen har de – vi – en opgave – som ikke blot er en opgave, men også en gave til samfundet, og den består i at pege på det andet og forsvare det. Arkitekten kom med et lille eksempel på et – ja, faktisk et mirakel.
Han fortalte om en opgave som en arkitektstuderende var i færd med, nemlig at formgive en større øjenklinik i København. En øjenklinik Det er noget af en svær opgave for en arkitekt. Arkitektur er nemlig ofte knyttet til det visuelle, men i denne opgave kom arkitekterne ind i meget givende diskussioner om samtalen mellem krop og rum - om akustikkens betydning, om det underlag man bevæger sig på, om det lodrette og det vandrette - om overflader, ru-glatte-bløde-hårde-varme osv.
Ved hjælp af denne opgave, fik arkitekterne lejlighed til at drøfte og skabe en arkitektur, der var langt rigere og langt mere sanselig - end den ville have været ved en mere traditionel arkitektopgave …
Behøver jeg at sige, at arkitekten var glad over opgaven og glad over hvad den havde lært ham at se. Han havde kort sagt været ude for et mirakel: Han var kort sagt blevet seende!
Sådan nogen mirakler bør de handicappede arbejde for. Så bliver der tilgængelighed til meget andet end bygninger.

© Egon Clausen