Oplægsholder: Amtsborgmester i Nordjyllands Amt Orla Hav
Tid: Mandag den 22. september 2003 kl. 11:00
Sted: Handicapugen, Aalborg Kongres & Kultur Center

Åbningstale

Velkomst
Jeg vil først og fremmest byde jer alle velkommen til Nordjylland - til Aalborg Kongres & Kulturcenter. Denne dag er begyndelsen på en uge med mange spændende debatoplæg og dialogmuligheder om handicappedes levevilkår i dagens Danmark.

Indledning - handicapår
2003 er handicapår. I år er der sat ekstra fokus på Handicappede og deres vilkår. I løbet af året har der været og der vil fortsat være igangsat mange aktiviteter hvor vilkårene for vores handicappede medborgere debatteres. Denne konference er en del af denne debat.

I amterne hilser vi debatskabende tiltag velkomne. Det ligger os meget på sinde at der til stadighed er debat omkring de vilkår vi byder de handicappede i vores moderne samfund. Dette fokus bør derfor fortsætte også efter årsskiftet.

I amterne tilstræber vi at være åbne omkring vores opgavevaretagelse og debatten, der udspiller sig omkring denne. Vi tilstræber at være lydhøre over for vores brugeres behov og ønsker.
Med åbenhed, moderne teknologi og viden har vi gode forudsætninger for at skabe de helt rigtige rammer for tilbuddene til vores handicappede medborgere.

Dette arrangement er et led i arbejdet med at skabe disse rammer og en fin måde at debattere handicappedes vilkår på.

Konferencens første dag, i dag - sætter fokus på den mangfoldighed af specialiserede tilbud, som amterne driver på handicapområdet, samt de udfordringer, der tegner sig i fremtiden.
I forlængelse af dagens overordnede tema - der er amternes tilbud på handicapområdet - skal jeg forsøge at give jer et indblik i amternes synsvinkel på de forpligtigelser vi har og de krav samfundet og lovgivningen stiller til os.

Som dagens og ugens program viser, er der rigtig mange elementer i forhold til handicappede medborgere der kan og med rette bør debatteres.

• Hvordan indretter vi os fysisk og socialt i det moderne samfund således at også handicappede medborgere så vidt muligt kan indgå i samfundet på lige fod med andre medborgere?
• Hvilke ønsker har samfundet og hvilke ønsker har den enkelte handicappede til indretningen af samfundet - både fysisk og socialt?

Amternes opgaver
Amterne løser mange opgaver på handicapområdet. Særligt i forhold til mennesker med svære funktionsnedsættelser, og personer med sjældne handicap. Vi giver tilbud til mennesker, der ofte har brug for livslang støtte. Det betyder bl.a. at det er væsentligt at der samarbejdes på tværs af sektorer, kommuner og amter, således at der er sammenhæng i tilbuddet og mellem handicappedes forskellige livsfaser.

Amterne overtog særforsorgen fra staten i 1980 og har siden da arbejdet ud fra målsætningerne om at forbedre boligstandarden og levevilkårene for handicappede. Jeg mener i al beskedenhed, at opgaven er blevet løst rigtigt flot og at amterne fortsat udvikler sig i forhold til opgaverne. Og udvikling er nødvendig. Der tegner sig nemlig også en række væsentlige udfordringer på handicapområdet.

Opgavevaretagelsen i forhold til vores handicappede medborgere på socialområdet er delt mellem amterne og kommunerne. Amternes ansvar for at løse opgaverne indtræder der hvor løsningen kræver et større befolkningsunderlag, end de fleste kommuner har.

Amterne løser således opgaverne i forhold til de sværest handicappede medborgere. Det er oftest højt specialiserede tilbud, der er tale om - og i nogle tilfælde er opgaven så specialiseret at selv et enkelt amt ikke alene kan varetage opgaven, men indgår i et tværamtsligt samarbejde. En forsvarlig opgavevaretagelse kræver en organisation, der bygger på en vis størrelse både befolkningsmæssigt, fagligt og økonomisk.

Amternes tilbud på handicapområdet er rettet mod personer med meget forskellige former for funktionsnedsættelser og behov. Opgaverne spænder lige fra rådgivning i enkeltsager om handicap og handicapkompenserende foranstaltninger, rådgivning af kommuner, tilrettelæggelse af handicaptilbud, tildeling af handicapkompenserende hjælpemidler, handicapkompenserende undervisning, tilvejebringelse af midlertidige og længerevarende tilbud samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud til handicappede.

At amternes tilbud retter sig mod personer, der har behov for en specialiseret indsats betyder, at de rette tilbud i forhold til den enkeltes funktionsnedsættelse eller sociale vanskeligheder forudsætter en særlig viden og faglighed, som kun kan udvikles og fastholdes i faglige miljøer af en vis størrelse.

Amterne gør det godt
Der har været mange gode tiltag siden udlægningen og jeg mener at handicapområdet er blevet et godt område efter at amterne har overtaget. De tilbud der tilbydes er højt specialiserede, vores medarbejdere er højt kvalificerede og yder en god faglig indsats.
Desuden er amterne gode til at levere en helhedsindsats. Et væsentligt hensyn i opgaveløsningen er nemlig at sikre sammenhæng og helhed omkring den enkelte handicappede, der jo ofte er afhængig af støtte gennem et helt livsforløb og ofte på mange områder.

Jeg ønsker selvfølgelig at det bliver ved med at være sådan. At, vi fortsat udvikler os - også selvom vi står ved en korsvej, hvor de økonomiske rammer og kravene til amterne gør det nødvendigt, at vi nøje overvejer hvordan vi vil få økonomi og krav til at hænge sammen.

Udfordringer
De største udfordringer på handicapområdet de kommende år er:

• At tilgodese behov og efterspørgsel inden for strammere økonomiske rammer
• At udvikle tilbuddene, samt rekruttere og fastholde kvalificeret personale, så udviklingen og visionen om et selvstændigt og indholdsrigt liv for handicappede kan fastholdes
  

Udfordringerne er_ at imødekomme krav om individuelle og specialiserede tilbud, frit valg, bedre bolig og en bred vifte af tilbud samtidig med at økonomien er stram.

Individuelle og specialiserede tilbud
Som amter er vi nødt til at forholde os til, at der er meget stor forskel på handicappede mennesker, og at de enkelte har ret til et individuelt tilrettelagt tilbud. Samtidig fordrer vores målgrupper meget specialiserede tilbud.

Individuelle tilbud samtidig med høj grad af specialisering kræver meget af det enkelte amt. Det kræver en bred vifte af tilbud og et højt kvalificeret personale. Det er således afgørende, at tilbuddene bemandes med veluddannet personale med specifikke kvalifikationer. Der mener jeg, at amterne løfter en meget stor opgave på fortræffelig vis. Der arbejdes målrettet med rekruttering, uddannelse og vidensopsamling i amterne.

Men specialisering stiller krav om omstillingsevne og fleksibilitet, og det fordrer nye løsninger både fagligt og økonomisk. Specialisering er typisk udgiftskrævende. Øget specialisering betyder desuden opdeling i stadig mindre handicapgrupper, ligesom behovet for vidensdeling forøges.

Som eksempel kan jeg nævne udviklingen i målgruppespecifikke tilbud indenfor specialundervisningen. Her har vi indenfor de seneste år set en årlig vækst i antallet af undervisningstilbud til personer med autisme, Asperger tilstødende problematikker på op mod 20 pct. Det er ganske meget og har krævet meget af amterne.

Men - forudsætningen for en sådan udvikling af særligt målrettede tilbud er, at man som ansvarlig myndighed har flere personer med behov for netop denne type undervisningstilbud.
Også på døgnområdet oplever amterne _i stigende grad presset for at udvikle tilbud målrettet særlige handicaprelaterede problematikker og målgrupper. Det drejer sig f.eks. om handicappede med anden etnisk baggrund, unge med svære personlighedsforstyrrelser og asocial adfærd samt svært fysisk handicappede. Hertil kommer udviklingen med stadig bedre diagnosticering og handicapfaglige udredning i øvrigt.

På disse områder eksisterer ligeledes behov for regionale løsninger og for en amtslig indsats. Tilbud til disse grupper forudsætter, at den ansvarlige myndighed har både økonomisk og faglig bæredygtighed - en bæredygtighed som man ganske enkelt ikke kan opnå i små organisatoriske enheder, fordi man her oftest kun har en enkelt eller to personer med ensartede behov af den pågældende karakter.

Jeg vil derfor også gerne slå fast, at såfremt man vil specialisering på handicapområdet - og vi oplever jo dagligt berettigede forventninger fra forældregrupper, der ønsker behandlings-/ optræningstilbud mv. til deres børn baseret på den seneste og fagligt mest kvalificerede viden - så forudsætter det en kapacitet og nogle faglige miljøer, der kan fastholde og videreudvikle den relevante kvalitet i tilbuddene. Det kræver et stærkt regionalt niveau.

Skræmmebilledet er jo f.eks. de mange yngre fysisk handicappede på plejehjem for ældre. Hvorfor sidder de der? Det gør de jo - ikke fordi kommunerne vil dem det ondt - men fordi, man i den enkelte kommune ikke har nok i den pågældende gruppe til at oprettet et målrettet fagligt relevant tilbud.

I forhold til de yngre fysisk handicappede skal jeg også lige tilføje, at vi nu heldigvis har fået grundtakstfinansieringen, der jo har gjort, at vi langt om længe har fået de sager ind på amtsgården. Og, når nu vi samler op på disse sager, ja så tegner der sig jo nogle muligheder for at etablere nogle fagligt og socialt klart bedre tilbud til disse unge handicappede.

Frit valg
Også "Frit valg" - et af tidens store plusord stiller krav om bæredygtighed. Samfundet er politisk således indrettet i dag, at alle borgere skal have mulighed for frit at vælge det tilbud, som den enkelte ønsker. Denne mulighed - og udfordring - gælder naturligvis også på det amtslige handicapområde. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer at valgmulighederne for den enkelte fastholdes og udvikles, samtidig med at vi har mulighed for at styre udgiftsniveauet.

Hvis vi som politikere skal sikre borgerne reelle valgmuligheder indenfor servicesektoren bredt - og handicapsektoren især, så er det nødvendigt med en kapacitet, der muliggør valg mellem alternativer. Men som jeg nævnte lige før, så kommer denne flerhed af tilbud ikke af sig selv. Den forudsætter kapacitet, som igen forudsætter bæredygtighed, som igen forudsætter en regional forpligtelse til at tilvejebringe de specialiserede tilbud.

Som eksempel på, at vi i amterne rent faktisk og uden påbud via stram lovgivning - som det ses på ældreområdet - har udviklet reelle valgmuligheder på et specialiseret område, vil jeg gerne fremhæve de amtslige dagtilbud til handicappede. Her praktiserer flere amter faktisk reel valgfrihed, som giver brugerne mulighed for frit at vælge mellem flere forskelligt geografisk beliggende tilbud og flere forskellige aktiviteter. Det har betydet, at i stedet for at alle tilbud har de samme "varer på hylderne", så har dagtilbuddene hver især specialiseret sig, og brugerne vælger og flytter sig regelmæssigt herefter. Enkelte amter er endda gået så vidt, at pengene følger brugerne, hvilket har skabt egentlig konkurrence mellem dagtilbuddene.

Det lyder spændende, men....
Det kan faktisk kun lade sig gøre, der hvor der indenfor et rimeligt geografisk
område ligger flere dagtilbud, og det vil typisk sige i de større byområder.
Og, hvad kan vi så lære af det - jo valgfrihed kræver kapacitet, kræver bæredygtighed, kræver regionalt niveau!!!

Bedre boliger
Der arbejdes i mange amter målrettet på at skabe bedre og nye fysiske rammer til vores handicappede medborgere. Rammer som er tidssvarende og som lever op til kravene om individuelt tilpassede tilbud. Det er en lang proces, som kræver mange overvejelser i forhold til såvel administrative, ledelsesmæssige, faglige og økonomiske aspekter.

I aftalen mellem Regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi 2004 er målsætningen, at der i perioden frem til 2006 nyopføres eller renoveres mellem 700 og 1200 boliger til handicappede. Dette er en udfordring amterne står overfor, hvor det er vigtigt med særlige gode samarbejdsrelationer mellem amter og kommuner.

Men det er også vigtigt, at staten bakker op og står ved sin bolighandlingsplan, for en udvidelse af amternes pladskapacitet i størrelsesordenen 700-1200 koster penge - mange penge!!!

Derfor skal jeg også opfordre socialministeren til at se på de barrierer, som i dag gør det vanskeligt for amterne at ombygge de gamle § 92-boliger til almene boliger, fordi driftsudgifterne imellem de to boligformer er skruet så forskelligt sammen, at det koster amterne mellem 30- 40.000 kr. pr. plads pr. år, når en bolig ændrer status.

Jeg skal derfor opfordre ministeren til at afskaffe den forhadte servicebetaling og genoverveje det forslag hendes egne embedsmænd i samarbejde med Amtsrådsforeningen har forelagt. Jeg har også med tilfredshed noteret mig, at De Samvirkende Invalideorganisationer ligeledes har opfordret ministeren til at se på sagen igen.
Forslaget vil for det første fjerne en væsentlig barriere i amterne til at ombygge utidssvarende § 92-boliger til almene boliger. For det andet fjernes det vel nok mest handicapdiskriminerende element i dansk handicappolitik - nemlig servicebetalingen. Og, endelig for det tredje lægger forslaget op til, at boligbetalingsreglerne i § 92-boligeme tilnærmes reglerne på det øvrige boligmarked.

Det er da ligebehandling så det basker - og det ville tjene ministeren at gøre noget ved sagen - gerne allerede i år - Det Europæiske Handicapår!!

Afslutning
Det er jo ikke amterne alene, der beslutter hvordan pengene i samfundet skal fordeles. Udfordringen er, at finde finansiering til at honorere både de krav, der stilles udefra og de ting amterne gerne selv vil levere.

Jeg mener, at amterne er i stand til at tage udfordringerne op, at amterne har fundamentet og kvaliteterne til at løfte opgaverne også fremover. Og jeg må indrømme, at jeg ikke med den nuværende struktur i det offentlige Danmark kan få øje på administrative enheder, der vil være i stand til at løse opgaverne på samme niveau som amterne.

Uafhængigt af hvordan den kommunale struktur ser ud i fremtiden og lige meget hvem der sidder med ved forhandlingsbordet omkring økonomien, så er det vigtigt at debatten omkring handicappedes vilkår fortsætter. Og det er samtidig vigtigt at lydhørhed, dialog og engagement fortsat præger denne debat.

Jeg håber, at både dagen i dag og de mange spændende indlæg i løbet af ugen vil være til inspiration for den fortsatte debat på hele handicapområdet.