Oplægsholder: Direktør Lars Mathiesen, Social- og psykiatriområdet, Nordjyllands Amt
Tid: Mandag den 22. september 2003 kl. 11:00
Sted: Handicapugen, Aalborg Kongres & Kultur Center

Samspil og kvalitet - muligheder og udfordringer

Indledning.
Først og fremmest vil jeg – ligesom borgmesteren – gerne starte med at sige velkommen til Nordjylland. Vi er både glade for – og stolte af – i hvert fald geografisk – at kunne være værter for denne handicapuge, og har set frem til at høre de mange spændende indlæg og få mulighed for at indgå i en bred debat om handicapområdet, nu og fremover.

Inden jeg starter op med mit eget indlæg, skal jeg lige sige, at jeg i dag også varetager hvervet som ordstyrer. I har formentlig alle fået udleveret programmet for dagen, så det vil jeg ikke bruge tid på at gennemgå her. I dag ser vi på det specielle – det som vi sjældent møder/hører om. Blot vil jeg tilføje, at der jo er mange spændende indlæg i dag, og jeg er ret sikker på, at vi ville kunne fordybe os i dem alle – hvis ellers tiden tillader det!

Men der er jo lige en tidsplan, der skal overholdes. Så af hensynet til de oplægsholdere, der er på programmet senere i dag, vil jeg gerne appellere til forståelse for, at jeg løbende vil forsøge at holde os på denne tidsplan.

Det betyder også, at jeg er nødt til at skynde mig at komme i gang med mit eget indlæg, hvis ikke tidsplanen allerede skal skride….

Jeg betragter mit bidrag i dag som en lejlighed til at fortælle noget om de mange ting, der ”rør’ sig” på handicapområdet netop nu – med særlig vægt på de udfordringer, vi som amter står overfor i disse år.

Jeg vil prøve dels at rette fokus på de mange flotte resultater vi fra – set fra en amtslig synsvinkel – selv mener at have opnået, dels beskrive nogle af de spændende nye ting, der er i gang – og endelig også rette blikket fremad, og forsøge at beskrive de mange og forskelligartede krav, der må forventes at blive stillet på handicapområdet fremover.

En introduktion til de mange aktiviteter på handicapområdet og faktorer af betydning for området er naturligvis særdeles omfattende. For overblikkets skyld, har jeg derfor valgt at opdele gennemgangen i række overskrifter.

Hver overskrift repræsenterer så nogle problemstillinger (eller faktorer), der alle på hver deres måde påvirker handicapområdet. Visse faktorer har amterne en direkte mulighed for at påvirke, mens andre ligger mere ”udenfor” amternes indflydelse.

Under alle omstændigheder er der tale om faktorer, der påvirker grundlæggende forudsætninger for handicapområdet – og dermed amternes muligheder og begrænsninger.

Det er ikke alle faktorer, jeg kommer lige grundigt omkring – det rækker tiden ikke til. Så jeg trækker de faktorer frem, som fra en amtslig synsvinkel er mest interessante i forhold til udviklingen på handicapområdet.

På oversigten her, har jeg valgt at placere handicapområdet som det centrale begreb, og under 5 separate overskrifter beskrive faktorer, som jeg finder tilsammen definerer områdets ”rammebetingelser”.

Dette er naturligvis en meget forenklet gengivelse af virkeligheden, men en gengivelse, som kan bruges til at beskrive de muligheder og udfordringer vi i dag står overfor på handicapområdet.

Jeg har afgrænset rammebetingelserne indenfor følgende overskrifter:

samspil med/inddragelse af brugere/pårørende
samarbejde med andre offentlige og private interessenter
samarbejde med faglige miljøer (inkl. videnscentre)
lovgivning og regeringens overordnede politik (”eksterne” forhold i øvrigt)
amternes egen organisering af indsatsen

Under hver af disse overskrifter gemmer sig så en række faktorer, som jeg vil komme omkring i mit oplæg, for på denne måde at beskrive deres betydning for handicapområdet.

Jeg vil starte med noget af det allermest fundamentale for den oplevede kvalitet i tilbudene på handicapområdet, nemlig forholdet til brugere og pårørende.

Rummelighed, rummelighed, rummelighed
Helt centralt for kvaliteten af de amtslige tilbud er, at man evner at rumme brugere og pårørende. Man kan sige meget om faglighed, professionalisme, kompetencer og specialisering (og det kommer jeg også til om nogle minutter) – men amternes tilbud skal have et menneskeligt ansigt.

Samtidig med at de amtslige tilbud naturligvis besidder alle de rigtige faglige egenskaber, der skal til for at ”levere varen”, skal tilbuddene kunne rumme, støtte og omfavne de handicappede og deres pårørende på en måde, der ikke virker omklamrende eller formynderisk.

I arbejdet med mennesker af kød og blod er det vigtigt at finde den rigtige balance mellem professionalisme og indlevelse. Selvfølgelig har ingen glæde af en nådesløs professionel distance – men omvendt er der heller ikke nogen, der kan være tilfredse med personalets ubegrænsede, ukritiske medløb – hvor der ikke stilles krav, udfordres, motiveres og inspireres.

Så samspillet med brugere og pårørende – med hjertet på rette sted – er et ”must” – som det hedder på nudansk –for at sikre at kvaliteten i de amtslige tilbud bevares.

Det er også vigtigt, at tilbuddene forankres i en god og konstruktiv dialog med brugerne og deres pårørende. Der er ingen tvivl om, at medindflydelse, medbestemmelse i både planlægning af nye tilbud – men bestemt også i den enkeltes dagligdag – er en væsentlig faktor for oplevelsen af kvalitet i det enkelte tilbud.

Åbenhed
En vej til dialogen er en til stadighed mere åben forvaltning, der på én gang sikrer nem adgang til relevante oplysninger, men også mulighed for at deltage i den løbende debat om udvikling på bestemte områder. I Nordjyllands Amt er vi gået så langt, at vi målrettet tilstræber at blive Danmarks mest åbne amt. Det skal løfte vores niveau – sammen med nordjyderne – brugere, pårørende…..vælgerne, bør jeg vel betegne dem…

Der er ingen tvivl om, at digitalisering spiller en større og større rolle for åbenheden i forvaltningen, og at ny IT-redskaber betyder nye muligheder for at ”se bagom” forvaltningens beslutninger. Dette betyder, at grundlaget for en sund og konstruktiv debat om bl.a. handicapområdet kvalificeres væsentligt.

Medindflydelse/medinddragelse
Ønsket om åbenhed, indsigt og mere direkte debat og indflydelse viser sig også gennem en tiltagende anvendelse af IT-redskaber som generelle informations og debat-medier i forbindelse med amternes planlægningsarbejder og prioriteringsprocedurer.

I Nordjyllands Amt anvendtes f.eks. IT i forbindelse med høringen om amtets såkaldte ”Masterplan” på området for psykisk udviklingshæmmede.

Der er for os i Nordjyllands Amt ingen tvivl om, at det vil være et krav at amterne (men ikke kun amterne) fremover målrettet og bevidst anvender de nye IT-redskaber og -medier til at sikre den åbne og frie debat om alle elementer i den amtslige opgaveportefølje.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har med handlingsplanen ”Handicap ingen hindring” sat fokus på IT- og teletilgængeligheden i Danmark. Herunder er særskilt afsat en pulje til støtte af projekter, der fremmer IT- og teletilgængeligheden for handicappede.

Så IT-tilgængeligheden bliver et fundamentalt funktionsvilkår for det danske demokrati, efterhånden som digitaliseringen tiltager. Og digitaliseringen medfører et informationniveau, der styrker åbenhed og demokrati.

Krav og forventninger
Åbenheden er med til at sikre afstemning af krav og forventninger, samt give indsigt i og synliggøre den politiske prioritering, der naturligt og løbende skal ske.

Der er på handicapområdet ikke alene hensynet til den enkelte, der skal også være plads og tages hensyn til fællesskabet med øvrige brugere, personale og det faglige og organisatoriske netværk et amtsligt tilbud oftest indgår i.

At holde dén svære balance er et ansvar, som amterne har taget seriøst og målrettet arbejdet mod at leve op til gennem styrkelse af indsatsen på en række områder.

Løbende og målrettet efteruddannelse og kompetenceudvikling af det pædagogiske personale, styrkelse af arbejdet med individuelle handleplaner, målrettet differentiering og individualisering af både bo- og dagtilbud, og etablering af videnscentre der til stadighed sikrer, at erfaringer og viden omsættes i den praktiske virkelighed til gavn for de relevante brugergrupper.

Men med alle disse tiltag ligger ligeledes et ansvar for at sikre, at der løbende sker en afstemning af brugere og pårørendes forventning og krav til de amtslige tilbud.

Det er magtpåliggende for amterne, at de muligheder der stilles i udsigt for den enkelte, rent faktisk også kan honoreres. At der ikke på et politisk niveau udstedes løfter, der ikke er økonomi til at indfri på et andet.

Og det er ikke blot et spørgsmål om de realpolitiske forudsætninger som ”skattestop og økonomiske rammer ” – men det handler i lige så høj grad om anstændighed og hensynet til den enkelte bruger, der er afhængig af hjælp fra de amtslige systemer.

Amterne varetager her - på samfundets vegne - den meget centrale opgave det er, at tilgodese og afbalancere mange – til tider forskelligartede – hensyn der indgår i administrationen af den danske handicappolitik.

Så set fra en amtslig synsvinkel er løsningen at sikre dialogen, åbenheden og respekten. Det er vigtigt – ikke bare for pårørende og brugere – men også for amterne.

Kommune samarbejde
Men amterne er ikke alene om at varetage sådanne opgaver – og bære dette ansvar. Også kommunerne er i høj grad med til at tegne det samlede billede af indsatsen på handicapområdet.

Derfor er samspillet og samarbejdet mellem amter og – først og fremmest - kommuner ligeledes af afgørende betydning for handicapområdet som helhed.

Amter og kommuner har i årenes løb udviklet et utal af forskellige samarbejdsfora, hvor man – efter bedste evne - koordinerer den samlede indsats på handicapområderne. Dette både af hensyn til kvalitet, faglighed, økonomi og administration.

Senest har indførelsen af grundtakstfinansieringen på store dele af det sociale område medvirket til, at kommuner og amter på mange måder er rykket tættere sammen i koordinerings- og aftalefora.

Det er min vurdering, at under hensyntagen til de mange svære opgaver der løses kommuner og amter i mellem – og de mange forskelligrettede interesser der kan være på spil – så gør kommuner og amter i denne forbindelse et ganske udmærket stykke arbejde ”bag kulisserne”. Dermed dog ikke sagt, at det ikke kan blive bedre!

Administration generelt
Grundtakstfinansieringen har vist, at der på visse områder synes at være meget store forskelle på det, der administreres efter i både kommuner og amter.

Dette kan principielt være i orden og i direkte forlængelse af det kommunale selvstyre, under forudsætning af at forskellene er funderet i en konkret og eksplicit politisk beslutning.

Er der derimod tale om mere tilfældige udsving og afvigelser, er forskellene en trussel mod selve den danske politiske model, og kan medføre urimelige og uforståelige forskellige i mulighederne for handicappede medborgere. Og sådanne forskelle er blevet synlige efter finansieringsreformen!

Så når dem, der er imod grundtakstmodellen, har sagt de besværgelser, de plejer at sige, så er det en vigtig pointe, at det med denne finansieringsmodel ikke længere er muligt at iværksætte ”halve” løsninger – og ”gemme” besværlige sager væk!

Fra brugernes og retssikkerhedens perspektiv er dette en væsentlig fordel. Og vel at mærke en fordel som er en direkte konsekvens af grundtaksten.

Amter og kommunerne kan nu sammen sætte fokus på hele området – inklusive de foranstaltninger, der levede en – skal vi sige – ”tilbagetrukket” tilværelse under den delte finansiering.

Det er derfor vigtigt, at de kommunale parter fortsætter dét samarbejde og dén ånd, der de fleste steder har præget implementeringen af finansieringsreformen.

Samarbejde mellem kommuner og amter er af afgørende betydning for de tilbud vi fremover kan give på handicapområdet. Og det er vigtigt at forstå, at ikke blot de handicappede og deres pårørende, men også både amter og kommuner, er afhængige af et velfungerende samarbejde for at kunne få tingene til at hænge sammen.

Selvejende institutioner og private tilbud
En lang række af de sociale opgaver løses endvidere i privat regi. Selvejende institutioner, socialpædagogiske opholdssteder, samt private dag- og botilbud løser - med eller uden driftsoverenskomst – en hel række opgaver på socialområdet.

Disse private opgaveløsninger, samt udbredelsen af ”Frit valg –ordninger” er med til en ”markedsgørelse” af samfundet generelt – herunder altså også socialområdet – og det hvad enten man er tilhænger af markedskræfterne eller ej. Hvilke konsekvenser denne ”markedsgørelse” har, vil jeg vende tilbage til senere.

Disse tilbud udgør som hovedregel et godt og vigtigt supplement til de amtslige tilbud, og betyder større bredde og mere variation i tilbudsviften på det sociale område. Det er vigtigt, at amterne også fremover formår at fastholde og styrke de folkelige og frivilligt forankrede tilbud, der løser væsentlige sociale opgaver på et fagligt højt niveau. De er et vigtigt alternativ.

For brugerne er det ligeledes afgørende, at amterne formår at bevare og udvikle et godt samarbejde med de private tilbud.

Dog skal det understreges, at der ikke må være tale om samarbejde for enhver pris. Amterne skal ligeledes sikre, at brugere får de tilbud, de er berettigede til, at foranstaltningerne er fagligt forsvarlige – og at der er en acceptabel sammenhæng mellem det faglige indhold og tilbuddets økonomi.

Amterne må derfor også i fremtiden målrettet fortsætte arbejdet – og samarbejdet med – de mange selvejende og private interessenter på det sociale område. Ikke af hensynet til økonomi- og udgiftsstyring, men af hensyn til sikringen af bredden på handicapområdet, samt brugernes retsstilling.

Private arbejdsgivere (”integration”)
Også evnen og villigheden til at samarbejde med private virksomheder om at sikre handicappedes muligheder og vilkår på arbejdsmarkedet, er et område, som amterne har fokus på.

Dette sidste emne er der på onsdag afsat en hel konferencedag til at diskutere, derfor vil jeg her blot konstatere, at mulighederne på handicapområdet i høj grad også er afhængig af, hvordan man regional formår at samarbejde med den private sektor.

Diagnosticering, udredning
Omdrejningspunktet på det amtslige handicapområde er den højt specialiserede ekspertise. Det er yderst vigtigt for brugerne og kvaliteten af de amtslige tilbud, at amterne formår at rekruttere, fastholde og udvikle de rigtige menneskelige ressourcer.

Der har i de senere år været en tendens til øget segmentering af de respektive handicapområder. Nye diagnoser har medført øget fokus på individuelle løsninger, som igen stiller nye og ændrede krav til de foranstaltninger, som amterne forventes at være forsynende af. Krav som kun kan honoreres af enheder af en vis størrelse – og i besiddelse af mange forskelligartede og specialiserede kompetencer.

Videnscentre
Amterne har bl.a. gennem oprettelse af videnscentre søgt at fastholde og udvikle den imponerende vifte i kompetencer, der i årenes løb er opsamlet i de amtslige systemer, samtidig med at der arbejdes med at specialisere og målrette indsatsen på de enkelte områder yderligere.

Visse handicaps er så sjældent forekommende, at det befolkningsmæssige grundlag i et enkelt amt alene ikke gør det muligt at fastholde de fornødne faglige kompetencer. Amterne har - særligt indenfor de senere år - formået at etablere samarbejde på tværs af amtsgrænserne. Der er ingen tvivl om, at denne tiltagende handicap-specialisering er en tendens, der vil fortsætte i de kommende år, hvorfor kravene til amternes samarbejdsevner ligeledes vil være fortsat stigende.

Den stigende specialisering og det øgede behov for tværamtslige samarbejder udgør endvidere en vigtigt pointe i forhold til de anbefalinger, der drøftes i den nedsatte strukturkommission.

Jeg vil håbe, at strukturkommissionen gennem sine drøftelser også varetager de handicappedes interesser. Men jeg må desværre sige, at med den sektorrapport, som Socialministeriet har udarbejdet til Strukturkommissionen, kan jeg næsten kun frygte det værste for det specialiserede handicapområdes fremtid.

På den anden side er det sikkert tid til forandring – udviklingen på handicapområdet har været parallelt til udviklingen på sundhedsområdet med specialisering, øgede faglige krav og behov for et større befolkningsunderlag for tilbuddene. Så vi kommer ikke udenom at drøfte større regioner til løsning af det, vi i dag kender som de specielle amtslige opgaver på socialområdet.

En udlægning af opgaverne til kommuner af den størrelse, der opereres med i Socialministeriets strukturanalyse, betyder stor usikkerhed. For kommuner med 50.000 indbyggere besidder ikke det befolkningsmæssige underlag, der kan sikre fastholdelsen af den faglige specialisering. Jeg frygter ganske enkelt, at både specialisering og en lang række velfungerende faglige miljøer går tabt!

Så ser vi fremad for amterne er der i mine øjne ingen tvivl om, at de erfaringer amterne allerede har høstet vil komme os – eller nogle nye regionale organisationer - til gode i en tid, hvor efterspørgslen efter fagligt holdbare, højt specialiserede løsninger vil være stadig stigende.

Men der er heller ingen tvivl om, at kravene til det regionale niveau vil være mange fremover, og at vi man får brug for at trække på alle de erfaringer man overhovedet kan.

Dokumentation
Samtidig vil kravene til dokumentation af effekt og evidens, som de kendes på f.eks. sundhedsområdet, også blive stadig mere betydende på handicapområdet.

Jeg vil her tillade mig endnu engang at gøre lidt reklame, ikke kun for Nordjyllands amt, men også for Århus og Viborg Amter. Sammen har vi tre amter etableret et samarbejde om netop at samle og sikre dokumentation, viden og kompetencer i JYFE (Jysk forsknings- og evaluerings samarbejde).

JYFE har sin egen hjemmeside, der kan i læse mere.

De rammebetingelser jeg hidtil har berørt, har været kendetegnet ved at det er forhold, som amterne i en eller anden forstand har mulighed for at øve direkte indflydelse på.

De faktorer, jeg vil beskrive under overskriften ”lovgivning og politik” har en grundlæggende anderledes karakter. Der er her tale om forhold, som ligger udenfor amternes umiddelbare eller direkte kontrol og indflydelse.

Lovgivningen er en særdeles væsentlig faktor af betydning for de muligheder og udfordringer, handicapområdet generelt stilles overfor. Samtidig er lovgivningen med til at påvirke de muligheder amterne har for løse problemstillinger (eller udfordringer) på handicapområdet.

Ændringer i lovgivning
Jeg har her konkret beskrevet et par eksempler på ændringer i lovgivningen, der har haft væsentlig betydning af mulighederne på området. Ændringerne kan ses i direkte forlængelse af den løbende normaliseringsproces.

Indførelsen af pensionsøkonomien, afskaffelse af institutionsbegrebet, anvendelsen af kompensationsprincippet og ændrede magtanvendelsesregler, er eksempler på ændringer, der har fået markante konsekvenser for handicapområdet.

Med nye muligheder som konsekvens af denne normalisering, er også fulgt en række administrative udfordringer, idet processen i sig selv betyder aktivering af modsatrettede tendenser.

Der stilles fra centralt hold krav til en række administrative procedurer og standarder, som offentlige instanser er nødt til at følge. Oftest for at sikre ensartethed og kvalitet, samt sikre brugere optimale muligheder for at opnå indsigt.

Men med denne styring følger store administrative byrder, som direkte konsekvens af krav til skriftlig dokumentation og begrundelser. Der er således i yderste konsekvens risiko for, at kravene medfører udvikling af standardrutiner, der ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser hensynet til fleksibilitet og individuelle løsninger.

Har man ikke i amter og kommuner tilstrækkelige muligheder for selvstændige prioriteringer indenfor de afstukne rammer, bortfalder ligeledes selve fundamentet for det kommunale selvstyre.

En endog meget stor udfordring på handicapområdet er derfor en samlet offentlig sektor, der formår at skabe sammenhæng mellem lovgivningens hensigter, mulighederne for fleksibel tilrettelæggelse af administrationen, decentrale planlægnings- og prioriteringsmuligheder i amter og kommuner, og hensynet til individuelle og specialiserede løsninger.

Det er da en udfordring og et paradoks, der er til at tage og føle på!

Finansieringsreformen
Jeg har allerede kort berørt nogle af effekterne af finansieringsreformen, som jo også er en lovændring. Jeg vil ikke gentage de konsekvenser af reformen, jeg allerede har gennemgået.

En samlet vurdering af reformens konsekvenser er det endnu ikke rimeligt at foretage. Dertil har den ikke været tilstrækkeligt længe i funktion.

I stedet vil jeg blot konstatere, at der med finansieringsreformen netop fulgte en række dokumentationskrav til de offentlige myndigheder i form af udvidet brug af handleplaner samt kvalitetsstandarder. For slet ikke at nævne den ændrede visitationsprocedure. En procedure, der på én gang skulle sikre muligheder for økonomistyring, planlægning og kvalitet i sagsudredningen – men som nu næsten udelukkende kritiseres for at være bureaukratisk og hæmmende for kommunernes bevægelsesfrihed.

Men samtidig har finansieringsreformen betydet, at der er kommet fornyet fokus på nogle helt konkrete dilemmaer på det sociale område. Hvilket niveau har vi råd til? Hvor store regionale og kommunale serviceforskelle vil vi acceptere?

Dette er nogle af de spørgsmål, det nu er blevet muligt at stille skarpt på – og som det i et demokratisk samfund som vores bør være legalt – nærmest en forpligtelse – at diskutere.

Generel (økonomisk) politik
Som en sidste faktor i denne kategori, vil jeg nøjes med kort at berøre den overordnede økonomiske politik.

Dette er et grundlæggende vilkår som hele handicapområdet er underlagt, idet amter og kommuners prioriteringsmuligheder fastlægges i aftalerne med den til enhver tid siddende regering.

En af regeringens væsentligste målsætninger i den økonomiske politik er skattestoppet. Det kan ingen betvivle. Og skattestoppet er dermed ligeledes det faste udgangspunkt for aftalerne med de kommunale parter.

De sidste par år har udmeldingen fra Regeringen været, at der trods skattestop er plads til en vis realvækst i de (amts-)kommunale budgetter – også indenfor det sociale område.

Men i amterne ses det ofte, at udgifter til medicin og sygesikring i øvrigt stiger meget mere end forudsat i aftalerne.

Konsekvenserne er, at der må tilvejebringes ressourcer til at finansiere de stigende udgifter på mere eller mindre ”kalkulatoriske” poster ved at skære i udgifterne til serviceområder. Så væksten på handicapområdet er der, men den er svær at få øje på.

Og så bliver det meget svært at vide, hvilke forventninger man med rette kan stille til kommuner og amter indenfor de givne økonomiske rammer – også indenfor handicapområdet. Den politiske proces opleves udefra som ”teknisk” og tillukket!

Så er vi faktisk tilbage ved spørgsmålet om åbenhed, kommunikation, adgang til information – og anstændighed.

Det er min bedste vurdering, at vi som amter, på trods af at være klemte på økonomien, rent faktisk leverer kvalitativt gode løsninger – og det endda til en særdeles favorabel pris. Det er vi simpelthen nødt til.

Og det vil vi også være fremover.

Frit valg
En generel introduktion af ”frit valg” ordninger vil for alvor sætte fokus på effektivitet og omkostningsniveauet i den offentlige ”service”-sektor. Og her vender jeg så tilbage til min tidligere pointe om ”markedsgørelsen”.

Frit valg bygger på tilliden til markedet. Det – i en økonomisk teoretisk kontekst - perfekte marked er ikke til stede på handicapområdet. Derfor må vi via diverse politiske håndtag selvfølgelig hjælpe markedskræfterne lidt på vej gennem regulering.

Og det er faktisk alt sammen fint nok. Det kan ingen vel have problemer med? Kan vi få samme kvalitet – eller mere kvalitet – for de samme penge – eller hvem ved – måske endda billigere, så behøver man ikke være nordjyde, for at se, at der er tale om en god forretning.

Men holder det på handicap-området, ja, når der er brugere og udbydere nok til at skabe et marked – men det er der bare ikke på det specielle, det mere sjældne.

Men tør vi udbrede frit-valg på hele det offentlige ”service-område”? Er der kun goder forbundet med på denne måde at gøre handicapområdet efterspørgselsstyret? Hvordan er erfaringerne fra sundhedsområdet hidtil? Har man fået mere styr på udgifterne, siden man har indført (delvis) efterspørgselsstyring og sluppet markedskræfterne fri? Der er mange udenlandske erfaringer, kunne det ikke være spændende at få samlet op på dem, før vi går samme vej?

Hvis ressourcetilførslen til Handicapområdet bliver af samme størrelsesorden som den saltvandsindsprøjtning, der er tilført sundhedsområdet efter omlægning til efterspørgselsstyring, siger jeg da ja tak!

Men sådan går det vel næppe….
Man bør ved indførelsen af ”frit-valg” på handicapområdet være opmærksom på, at dette vil medføre markante ændringer. Efterspørgselsstyringen betyder en ganske ny budget- og økonomistyringssituation på området – og erfaringen fra sundhedsområdet tyder på vækst.

Min vurdering er derfor, at der reelt blive behov for flere penge med ”frit valg”.

Og – lad mig sige det, som det er, med slet skjult adresse til strukturkommissionen - så er der selvfølgelig lige den indbyggede risiko for at den oparbejdede faglighed i amterne udhules. For spørgsmålet er, om den høje specialiseringsgrad kan opretholdes i et system, hvor grundlæggede økonomiske driftsbetingelser bliver usikre og ustabile.

Skal vi have på handicapområdet have det sikkerhedsnet, vi kender i dag, så er en betydelig regulering af markedet uundgåelig. Det er den bla. fordi reguleringen sikrer, at de mest specialiserede tilbud bliver udbudt.

Som et sidste element under denne overskrift vil jeg blot nævne, at også på boligområdet står amter (og kommuner) overfor en stor udfordring. Orla Hav nævnte det også i sin indledning…..renovering eller nyopførelse af 700 – 1200 boliger frem til 2006 koster altså mange penge.


Som et sidste element i denne korte rundfart omkring handicapområdet, har jeg valgt at præsentere udfordringerne for amternes egen interne organisation og tankesæt i forhold til udviklingsmulighederne på handicapområdet.

Helhedstilbud
Det er for mig at se vigtigt, at amterne som administrative enheder enten bryder med – eller er meget opmærksomme på - nogle af de traditionelle organisationsskel og faglige opdelinger, der hersker på handicapområdet.

Konkret har tekniske og organisatoriske hensyn været afgørende for placeringen af ansvar for den amtslige opgaveløsning på handicapområdet. Børn og unge tilbud er måske placeret i ét område, mens voksentilbud er placeret i et andet område. Skoletilbud måske i ét område, socialtilbud i et andet.

Det er afgørende, at amterne formår at arbejde på tværs af sådanne grænser og barrierer. Der er nemlig ingen tvivl om, at uden en løbende og konsekvent koordination mellem tilbudene på handicapområdet, øges risikoen for at tabe gode tilbud på gulvet (enten ved nedlæggelse – eller ved at de simpelthen ikke oprettes). Dette kommer hverken brugere eller amter til gode. Samtidig eksisterer en meget reel risiko for ressourcespild, hvis ikke der koordineres også på tværs af sektorerne.

Fremtidens udfordringer består blandt andet i, at vi som amter også formår at skabe de rigtige administrative og organisatoriske rammer, der tilgodeser hensynet til de handicappedes samlede livsforløb. Og det er ikke alene et spørgsmål om de helt rigtige socialpædagogiske eller undervisnings faglige redskaber og kompetencer.

Selve tankesættet om at anvende sikringen af et sammenhængende livsforløb som en medbestemmende faktor i den fremtidige organisatoriske opbygning af de administrative systemer, er for mig en tanke, der er værd at holde fast i.

Jeg tror det styrker kvaliteten i de tilbud der tilbydes den enkelte - set over et helt livsforløb - at udgangspunktet er kontinuitet og muligheden for at se behov og udviklingspotentialer i et sammenhængende perspektiv.

Afrunding.
Så lad mig runde af med at samle op på, hvilke udfordringer, jeg ser som de største for at amterne (eller regionerne eller hvad det nu bliver i fremtiden) også fremadrettet er i stand til at tilbyde en kvalitet vi kan være bekendt i viften af tilbud på handicapområdet.

Det faglige fokus som kendes i dag i amterne skal fastholdes. Personalegrupperne skal fortsat plejes og udvikles – og samtidig med at der arbejdes konkret med fastholdelse af de mange styrker og kompetencer, som de amtslige medarbejdere besidder i dag – skal der gøres en målrettet indsats for tiltrækning og rekruttering af nye medarbejdere.

Det høje faglige niveau er i dag til stede i de amtslige tilbud, og – lige meget hvad man beslutter - så vil jeg opfordre til, at man er opmærksom på det i strukturdebatten. Konsekvensen af at glemme det kan blive, at man ”skyller barnet ud med badevandet”, og vil tabe mange års opbygning af væsentlige erfaringer på gulvet.

Viden og kompetence er helt centrale elementer i tilbudene. Og tilvejebringelse af disse elementer kan man efter min mening ikke blot overlade til de frie markedskræfter. Det er ganske enkelt for risikabelt.

Frit valg er ok – for erfaringerne fra sundhedsvæsenet tilsiger jo, at dette er ensbetydende med en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Og det kunne handicapområdet fint bruge…..Så har man sagt ”a” – må man vel også sige ”b”….. Og vil eller kan man ikke det, jamen så er det, vi laver i dag, nu heller ikke så ringe, der opstår bare ventelister ind i mellem.

Og endelig som et sidste element, vil jeg vende tilbage til mit udgangspunkt. ”Brugeren i centrum” er nok den største opgave amterne står overfor. Dette at skabe rummelighed i de amtslige tilbud. At omfavne alle – uden at omklamre. At finde den rigtige balance og formå at støtte, motivere og inspirere, samtidig med at stille krav, udfordre og fungere som usynlige katalysatorer for en positiv udvikling af de enkelte brugere.

For man kan bruge alle de fine ord, det skal være. Alle de rigtige tekniske, faglige, videnskabelige og økonomiske termer.

Men når alt kommer til at alt, må vi aldrig glemme, at det er mennesker det handler om.

Dette var ordene, der skulle være tid til enkelte spørgsmål.