Oplægsholder: Palle Simonsen, formand for Det Centrale Handicapråd
Tid: Fredag den 26. september 2003 kl. 9:30
Sted: Handicapugen Aalborg Kongres & Kultur Center

Velkomst

I dag fejrer vi som bekendt, at Danmark i 1993 tiltrådte FN’s standardregler om ”Lige muligheder for Handicappede”. Herved forpligtede vi os til at efterleve en række regler, som sikrer handicappedes ligestilling i samfundet. Man kan sige, at Standardreglerne er selve den moralske rygrad i den handicappolitik, som vi burde føre i Danmark.

Standardreglernes 10 års jubilæum er en naturlig anledning til at gøre status og se på, hvad vi har nået, hvor vi står i dag, og hvor vi er på vej hen. Jeg har i mange år – og ikke mindst gennem mit arbejde som formand for Det Centrale Handicapråd været tæt på dansk handicappolitik.

Som vi alle ved, er det Europæisk Handicapår i år, og i den anledning barslede regeringen i starten af året med en handicappolitisk handlingsplan. Og på overskriftniveau tager handlingsplanen også fat på de rigtige problemer. Men indtil nu har vi endnu ikke set handlingsplanen som den løftestang, vi havde håbet på – den mangler simpelthen konkrete handlinger, mål og økonomisk opbakning. Finansloven for 2004 kunne have været stedet, hvor regeringen for alvor satte økonomiske midler bag ordene og demonstrerede, at man ville noget på handicapområdet. Men Finansloven harmonerer slet ikke med påstanden om, at handicappolitikken skulle være et højt prioriteret område

Skiftende regeringer har gang på gang formuleret planer og visioner for, hvordan hverdagen kan blive lettere for de ca. 500.000 personer i Danmark, som har et handicap. Helt tilbage i 1987 blev der vedtaget en Folketingsbeslutning om forbedring af trafik- og adgangsforhold for handicappede, hvor den daværende regering bl.a. lovede at arbejde for øget adgang og tilgængelighed til kollektiv trafik og offentlige bygninger. I dag – 16 år efter – står vi her i slutningen af et handicapår og kæmper for mange af de samme handicappolitiske problemstillinger som i 87.

• Vi har stadig et meget utilgængeligt offentligt transportsystem. Det gælder store dele af de eksisterende tog- og busanlæg – men heller ikke den ny Metro lever fuldt ud op til kravet om fuld tilgængelighed for alle.
• Vi bygger stadig bygninger, som ikke er tilgængelige – og vi har ingen overordnet plan for, hvordan eksisterende bygninger gøres tilgængelige.
• Staten bestiller og finansierer en ny fremadrettet tilgængeligheds-standard (DS3028) til brug ved projektering af byggeri, men standarden er fortsat kun frivillig.
• Det er stort set umuligt at finde et tilgængelig sundhedsklinik.
• Der er stadig uddannelser, hvor handicappede ikke kan få den nødvendige støtte til uddannelsen – ikke mindst til efter- og videreuddannelse. Og handicappede studerende ved videregående uddannelser får ikke SU, men skal fortsat være sociale klienter.
• Over halvdelen af alle handicappede er stadig uden beskæftigelse.
• På trods af mange års pres og løfter er det endnu ikke lykkedes af få et anstændigt niveau for tekstning og tegnsprogstolkning af dansksprogede (nyheds)udsendelaser på TV

Den til enhver tid siddende regering har hovedansvaret for den danske handicappolitik. Den nuværende regering har sat værdidebatten på dagsordenen. Begreber som ansvarlighed og anstændighed er i fokus. Det burde derfor være indlysende, at regeringen satsede målrettet på en anstændig og fremadrettet handicappolitik. Det er imidlertid ikke det billede jeg møder ude i samfundet. Min oplevelse er snarere, at der fortsat ses på handicappede med nåde og barmhjertighed i stedet for ligeværd.

FN`s standardregler har netop til formål at gøre op med opfattelsen af handicappede som en gruppe, der skal ydes beskyttelse og omsorg. Standardreglerne bygger på lige muligheder og lige deltagelse i samfundet. Desværre er der lang vej til opfyldelsen af dette mål.

Ligebehandlingen hviler som et ansvar på os alle, men det lykkes kun med et kraftigt skub fremad, som kun en regering kan give. Derfor må regeringen tage et ansvar.

Det er som bekendt handicapår i år – og det vil jeg på det kraftigste opfordre regeringen til at tage alvorligt. Skal året huskes for andet end velmenende taler, og skal de kommende 10 år byde handicappede i Danmark bedre forhold, er det altså nu, at man fra politisk hold skal vise rigtige handlingsplaner med konkrete mål og en dertil hørende økonomisk opbakning. Når man stort set fra den ene dag til den anden kan skaffe flere hundrede millioner til en hastighedsforøgelse på motorvejene men ikke kan skaffe midler til tilgængelighed for trafikofrer i kørestol, har man et problem.


Jeg mener, at man som minimum må sikre:

• En modernisering af den nuværende byggelovgivning, så den lever op til det moderne tilgængelighedsstandarder, som er beskrevet i DS3028
• En langsigtet handlingsplan, som sikrer fuld fysisk tilgængelighed til eksisterende bygninger ved at opstille en strategi for både værktøjer, finansiering og målsætninger for det korte, mellemlange og lange sigte.
• Et strategioplæg med tilhørende handlingsplaner, som sikrer handicappede lige adgang til alle dele af den kollektive befordring og tilknyttede terminalbygninger. Herunder også en revision og opdatering af de nu 10 år gamle regler om individuel befordring.
• En endelig løsning på handicappede studerendes forsørgelsesproblem, så handicappede kan studere på SU og ikke placeres som sociale klienter
• En sikring af regler om adgang til handicapkompenserende støtte bistand i alle de uddannelser, hvor det endnu ikke findes, herunder også på voksen- og efter-uddannelsesområdet.
• En indsats for at handicappede bliver betragtet som en resurse på arbejdsmarkedet

Og så må kommunerne tage deres store del af medansvaret, så:

• der oprettes handicapråd i alle kommuner, for at sikre dialogen mellem handicappede borgere og myndigheder
• der udarbejdes en egentlig kommunal handicappolitik, som går på tværs af forvaltningsgrænserne
• der kommer styr på kommunernes gennemførelse af lovgivningen, så vi ikke skal se de helt urimelige store forskelligheder fra kommune til kommune.