Socialminister

Henriette Kjær

Vi skriver ikke længere år 2003. Det betyder, at Handicapåret er slut, og det markerer vi i dag. Men vi markerer ikke afslutningen på arbejdet. Tværtimod! Handicapåret danner et godt fundament for arbejdet i de kommende år.

Et af hovedformålene med Handicapåret var at skabe opmærksomhed om handicappedes situation. Og det er i høj grad lykkedes. Arrangementerne i Handicapåret har betydet øget fokus på livsvilkårene for mennesker med handicap. Både på centralt, regionalt og lokalt niveau har et meget stort antal mennesker været med til at synliggøre handicappede og vilkårene for mennesker med handicap. Der har været tale om adskillige arrangementer, og ikke mindst buskaravanen, som turnerede landet rundt, har bidraget til at sætte handicapsagen på dagsordenen.

Handicapåret har medført synlighed og debat
Udgangspunktet for handicapåret har først og fremmest været synlighed og debat. For et halvt år siden viste en undersøgelse, at hele 43 % af befolkningen godt vidste, at det er handicapår i år. Det er flot gået, synes jeg.

Der er mange ting, som er blevet gjort synlige. Forhåbentlig har det sat tanker i gang hos befolkningen om, hvordan det er at have et handicap. Hvordan det er at sidde i kørestol. Hvordan det er at gå med blindestok, eller hvordan det er at tale med andre på tegnsprog.

Det ændrer måske ikke hele ens syn på handicappede, hvis man som ikke-handicappet har prøvet at finde vej til posthuset med bind for øjnene. Men jeg tror, at det hjælper i det små og er med til at øge tolerancen og forståelsen for, hvad det vil sige at have et handicap.

De omrejsende aktiviteter i buskaravanen viste blandt andet, at mennesker med handicap ikke nødvendigvis har et handicappet liv. Der blev både danset engelsk vals og cowboy-dans i kørestol til stor begejstring for mange. Fokus har været positiv og uden sure miner.

Det er et vigtigt budskab at vise til resten af befolkningen, at handicappede har ligeså mange ressourcer og talenter som andre. Handicappede kan også dyrke idræt, spille skuespil og arbejde - naturligvis med den nødvendige hjælp og de nødvendige hensyn.

Målet er lige muligheder for alle
Handicappolitikken er et højt prioriteret indsatsområde for regeringen. Det er regeringens mål at skabe et samfund, der giver lige muligheder for alle handicappede. Handicappede og deres familier skal have mulighed for - ligesom alle andre - at leve dét liv, som dé mener, er det bedst mulige liv.

Regeringens handlingsplan på handicapområdet skal være med til at realisere dét mål. Planen blev præsenteret ved den officielle åbning af handicapåret. Den indeholder 25 initiativer, som alle sammen skal medvirke til at forbedre handicappedes livsvilkår og deres muligheder for at deltage på alle områder i samfundslivet.

Planen understreger, at handicappolitik ikke kun er socialpolitik. Handicappolitik skal medtænkes i alle politikområder og overalt, hvor der træffes beslutninger, der kan have konsekvenser for handicappedes muligheder for at klare sig på lige fod med ikke-handicappede. Jeg synes, at planen er rigtig god og tager fat på en række problemområder, som der virkelig har været brug for at sætte skub i.

Regeringen lægger vægt på, at vi fortsat prioriterer indsatsen på handicapområdet. Men vi lægger også vægt på, at det er den rigtige indsats. I handlings-planen har vi valgt at sætte stærkt ind på de områder, som vi har ment har haft et akut behov for en vitamin-indsprøjtning, særligt spørgsmålet om tilgængelighed.

I de kommende år skal vi høste frugterne af det første vitamintilskud, som planen for handicapindsatsen har været. Og vi skal arbejde videre med de indsatsområder, som planen har taget fat i.

Indsatsområderne skal fremme målet om et tilgængeligt samfund og dermed sikre bedre muligheder for handicappede. Et samfund hvor handicappede ikke bare sikres tilgængelighed til de fysiske omgivelser, men også tilgængelighed til uddannelse og beskæftigelse og tilgængelighed til fritidslivet og til frivilligt arbejde.

Tilgængelighed er et nøgleord for mig i handicappolitikken. I min optik handler tilgængelighed ikke kun om at fjerne trin og trapper i bygninger og forbedre adgangsforholdene. Det handler om tilgænge-lig-hed i bred forstand – om at rydde de barrierer af vejen som forhindrer, at mennesker med handicap kan fungere på lige vilkår i samfundet og om at give den hjælp, der er nødvendig. Her kan også være tale om at nedbryde holdningsmæssige barrierer hos mennesker, der omgås handicappede.

Fysisk tilgængelighed
På internettet kan man blandt andet læse beretninger fra en 37-årig mand med rygmarvsskade, der rejser en hel del. Og som han skriver om en af sine ture i USA: ”Jeg tror, Gud sad i kørestol, da han skabte Los Angeles. Det er muligt at komme rundt over alt, og klimaet er simpelt hen perfekt (hvis man er til 40 graders varme).”

Vejret i Danmark kan vi ikke gøre så meget ved. Og jeg tror heller ikke, at det er Vorherre, der har designet bygninger i de danske byer. Det er i hvert fald ikke det indtryk, man får, hvis man kigger tilgængeligheden for handicappede godt efter i sømmene.

Regeringen har blandt andet valgt at afsætte 300 millioner kr. til at forbedre handicap-tilgængeligheden i det almene byggeri. Og der er blevet fremsat et lovforslag, som indebærer, at der stilles skrappere krav til tilgængelighed, når der med tiden skal bygges om i byggeri, der er offentligt tilgængeligt.

Ved anlægsarbejder, byggerier og ombygninger kan man spare mange særforanstaltninger, hvis man allerede fra starten tager højde for hensynet til handicappede.

På den måde undgår man også senere dyre lappeløsninger. Vi kan jo bare huske tilbage på, hvordan man i forbindelse med ombygningen af Statens Museum for Kunst havde glemt at inddrage tilgængeligheden for handicappede og hvilke meromkostninger, det medførte.

Det er ikke særlig gennemtænkt at indrette gode handicap-toiletter, hvis kørestolsbrugeren ikke kan komme i nærheden af dem, fordi man i sin byggeiver har glemt elevatoren. Når man indretter bygninger hensigtsmæssigt for mennesker med handicap, tror jeg også, at mange ældre og forældre til små børn i barnevogne vil sende arkitekten en ”kærlig tanke”.

Tilgængeligheden skal selvfølgelig ikke kun begrænses til bygninger, men skal også være der, når mennesker med handicap gerne vil benytte sig af by-bussen, metroen eller regionaltoget. Regeringen har derfor sat 50 millioner kr. af til at forbedre handicappedes adgang til transport-systemet.

Tilgængelighed til beskæftigelse og uddannelse
Regeringen ønsker også at forbedre handicappedes adgang til beskæftigelse og uddannelse.

Det er indlysende, at borgere med handicap også ønsker sig at få en uddannelse og et arbejde, som de er glade for. Og det er vigtigt for regeringen, at handicappede også på dette område får de samme mulig-heder som andre.

Handlings-planen har allerede medført en række initiativer på området.

Fx har vi på voksenundervisnings-området sørget for, at der kan søges dispensation til den måde, prøven afholdes på, hvis det er nødvendigt for at studerende med funktionsnedsættelser bliver ligestillet med andre uden handicap.

Og i forhold til beskæftigelsesområdet har handlingsplanen ”Flere i arbejde” resulteret i flere initiativer, der gør det nemmere for handicappede at komme ind på arbejdsmarkedet. Fx er der det blevet lettere for kommunerne at etablere skånejobs.

Men initiativer fra centralt hold er ikke nok til at forbedre forholdene for mennesker med handicap.

Én ting er, at vi naturligvis skal give handicappede den specialundervisning og de særlige hjælpemidler, som er nødvendige. En anden ting er, at arbejdsgiverne skal blive bedre til at turde give mennesker med handicap en chance for at vise, hvad de kan.

Det handler om holdninger. Som nævnt er holdningerne både hos omgivelserne og hos mennesker med handicap selv vigtige

I stedet for at fokusere på handicappet, skal vi fokusere på de ressourcer, som personen med handicap har. Man kan nemlig ikke se på en handicappet, hvad han eller hun kan eller ikke kan. Det er nødvendigt både at få afdækket den handicappedes ressourcer og barrierer. Det er også dét princip, der er styrende for de nye regler om førtidspension. Her tænker jeg selvfølgelig på den nye ressourceprofil, som skal udarbejdes. De tanker, der ligger bag at fokusere på, hvad folk kan, gælder generelt - også på handicapområdet.

Tilgængelighed til fritid
Arbejde er heldigvis ikke alt. Der skal naturligvis være tid til andre aktiviteter i fritiden. Som handicappet kan fritiden godt være en blandet fornøjelse, hvis der ikke i samfundet tages højde for de særlige behov, som et handicap medfører.

Det er ikke rimeligt, hvis man som handicappet skal betale dobbelt så meget for de kulturarrangementer eller film, man vil se i biografen, fordi man også skal betale for sin hjælper.

Derfor er jeg glad for, at vi har fået satspuljepenge til at finansiere en udvidelse af ledsageordningen, så det ikke er den handicappede, der skal betale for ekstraudgifterne til ledsageren. Og ledsageordningen er også udvidet, så unge mellem 16 og 18 år kan få glæde af ledsageordningen.

Men derfor skal vi fortsat arbejde for, at det bliver naturligt, at der er gratis adgang for hjælperen, når hjælperen går med den handicappede i biografen, til koncerter eller deltager i andre arrangementer.

Det er også vigtigt, at vi tænker på tilgængelighed for døve og hørehæmmede. Med satspuljeaftalen for 2004 har vi også fået afsat 52 mio.kr. i en ny 4-årig periode til ordningen med tolkebistand til døve og hørehæmmede.

Formålet er at give døve, hørehæmmede og døvblinde mulighed for at tage del i sociale aktiviteter, offentlige begivenheder og tilbud, som ellers ikke ville være tilgængelige for disse grupper af handicappede. Tolkeordningen skaber mulighed for at imødekomme behovet for tolkning, hvad enten det er tegnsprogstolkning, skrivetolkning eller andet, der er behov for. Det er regeringens mål at få permanentgjort tolkeordningen.

Tilgængelighed til frivillighed
Som socialminister er jeg utrolig imponeret over, hvor mange borgere, der i dette land bruger deres fritid på frivilligt socialt arbejde. Det drejer sig om ca. 500.000 personer, som hjælper i varmestuer, er besøgsvenner, lektiehjælpere, som rådgivere eller på anden måde er med til at føre en forskel.

Den frivillige indsats er båret af et stort engagement. De frivilliges egne erfaringer kommer til nytte i mødet med mennesker, der har brug for hjælp. Den handler om det uvurderlige i, at nogen af egen fri vilje – og ikke fordi de er ansat til det – giver af deres erfaringer og omsorg. Og den handler om at få meget igen, når man selv giver!

Også på handicap-området er der mange, som er villige til at yde en hjælpende hånd. Men vi mangler flere frivillige med handicaps i den frivillige verden og i foreningslivet. Og det må gerne være på områder, der ikke nødvendigvis har noget med handicappede som hovedformål at gøre.

I Socialministeriet har vi udarbejdet en strategi for, hvordan vi i den nærmeste fremtid kan sætte skub i debatten om handicappedes deltagelse i det frivillige sociale arbejde og i foreningeslivet.

Det vil I komme til at høre meget mere til fremover.

Retssikkerhed – også for handicappede
Flere valgmuligheder og individuelt tilpassede løsninger har også betydning for retssikkerheden. Regeringen har i de forløbne år netop arbejdet meget for at forbedre retssikkerheden for borgerne i Danmark. Og det vil vi blive ved med. Vi har alt for ofte hørt, at borgeren ikke synes, at mødet med systemet er helt optimalt og føler, at retssikkerheden er en by i Rusland.

Det er vigtigt, at borgeren har medindflydelse på behandlingen af sin sag, og det gælder naturligvis også borgere med handicap.

For det er kun den enkelte borger, der ved, hvad der opleves som problemet. Det nytter ikke noget at tildele alle borgere en times hjemmehjælp bare fordi, det fungerede for Fru Madsen, der brækkede benet. Alle borgere oplever deres problemer forskelligt og har behov for forskellige former for hjælp.

Når borgerne ofte beretter, at de føler, at de skal forhandle med det offentlige og ikke ser på sagsbehandleren som en medspiller, men som en modspiller, synes jeg, vi er på galt spor. Det er især ærgerligt, når vi faktisk allerede har regler, der siger, at borgeren skal inddrages, og at borgeren har ret til få både rådgivning og vejledning om sine rettigheder.

På mit eget område har jeg sat et projekt om retssikkerhed i gang, hvor handicaporganisationerne også har været involveret.

Formålet med projektet er at forbedre retssikkerheden og ikke mindst borgerens oplevelse af retssikkerhed. Borgerne skal opleve, at det er dem, det handler om - i lovgivningen, i sagsbehandlingen og i afgørelsen. Vi forventer os meget af resultaterne af dette arbejde.

Mere frit valg – også på boligområdet
Regeringen lægger vægt på, at mennesker med handicap har valgmuligheder – også på boligområdet. Det er meget vigtigt med valgmuligheder, for det som er kvalitet for den ene borger, er ikke nødvendigvis kvalitet for den anden.

For et par år siden fortalte en blind pige på en konference, at hun helst ville bo i et hus, hvor der boede andre blinde. ”For så er vi jo alle sammen normale”, sagde hun. Det synspunkt var en ung mand med muskelsvind absolut ikke enig med hende i. Han ville bo sammen med andre. Men de måtte ikke være handicappede, som han selv.

Der skal selvfølgelig være mulighed for, at både den blinde pige og den unge mand med muskelsvind får opfyldt deres ønsker.

De første initiativer er allerede taget. Siden den 1. juli 2002 har handicappede haft forbedrede muligheder for at kunne vælge et botilbud efter serviceloven. Regeringen lægger stor vægt på at følge op på ordningen. Der er bl.a. blevet iværksat en undersøgelse i samtlige kommuner og amter om omfanget af fritvalgs-ordningen. Vi forventer resultaterne af undersøgelsen til maj.

Frit-valg er et område, som regeringen generelt vil arbejde videre med i årene, der kommer. Det gælder også i forhold til handicap-området.

Flere handicapegnede boliger

Da vi nu er ved boligområdet, kan jeg ikke lade være med at nævne problemet med for små og utidssvarende boliger for mennesker med handicap. Måske husker nogle af jer det eksempel, jeg havde med i min åbningstale for handicapåret, hvor en handicappet pige blev interviewet af en anden handicappet. Pigen, der blev interviewet var gift, men måtte bo adskilt fra sin mand, fordi der ikke var boliger nok.

Det er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel situation. En passende bolig er en vigtig forudsætning for et velfungerende liv. Det er simpelt hen uaccep-tabelt, når vi kun kan tilbyde handicappede et lille værelse uden eget toilet og vand.

Derfor er jeg glad for, at handlingsplanens initiativer om flere boliger til mennesker med handicap er ved at blive realiseret. Med satspuljeaftalen for 2004 er der afsat 546 mio. kr. over 3 år til forbedring og udbygning af handicappedes botilbud. De statslige midler er et ekstraordinært incitament til amter og kommuner for at sikre bedre og flere boliger til mennesker med handicap og at få nedbragt ventelisterne til handicapboliger.

Det er målet, at der skal opføres og renoveres op til 1200 nye boliger frem til og med år 2006.

Jeg vil i øvrigt gerne slå fast, at et tilstrækkeligt antal egnede boliger i den almindelige boligmasse, vil være den bedste måde at løse boligproblemerne på for mennesker med handicap.

Afslutning – handicapåret var kun starten
Som jeg indledte med at sige, har handicapåret bidraget til at sætte fokus på handicapspørgsmål. Men et år med en række mere eller mindre spektakulære begivenheder skal først og fremmest opfattes som en appetitvækker. Handicapåret var ikke afslutningen på den handicappolitiske indsats.

Regeringen er godt klar over, at der er behov for løbende justeringer og evalueringer af den handicappolitiske indsats. Og vi anerkender naturligvis, at handicaporganisationerne har en kritisk holdning til planen.

Mange af de mennesker, der lever med et handicap, synes forståeligt nok, at indsatsen ofte kommer for sent. Men vi kan ikke løse problemerne med et snuptag. Alle sektorer i samfundet skal spille sammen og leve op til deres forpligtelser. Den enkelte sektor har ansvaret for alle sine borgere – og derfor nytter det ikke noget at glemme eller at overse borgere med handicap!

Fremover vil regeringen arbejde for, at vi alle husker at indtænke hensynet til handicappede, når vi udfører vores arbejde. Det kan ikke siges ofte nok, at det er den enkelte sektors ansvar at indtænke handicapområdet. På sigt håber jeg, at det bliver lige så naturligt for alle at indtænke hensynet til handicappede, som det (forhåbentlig) er for alle at børste tænder. Det gælder også, når vi laver lovgivning på Christiansborg, og uanset hvad lovgivningen handler om.

Regeringen har ikke noget imod at blive kigget efter i sømmene eller at ransage vores egen politik.

Derfor har vi forpligtet os til at gennemføre en analyse af den danske handicappolitik i løbet af de næste to år. Vi vil gerne ha´ sammenlignet den danske model for handicappolitikken i forhold til den handicappolitik, der føres i andre vesteuropæiske lande og USA.

Der vil naturligvis også blive kigget på de områder, hvor vi klarer os mindre godt i en international sammenligning. På den måde kan vi blive bedre til at gennemføre en mere målrettet og prioriteret handicappolitisk indsats.

Det er vigtigt, at vi fremover kan fastholde og udbygge den gode og åbne dialog, der har været om indsatsen for handicappede.

For regeringen handler handicappolitik om ligestilling, lige muligheder og et liv så tæt på det normale som muligt. Det handler også om, at indsatsen skal ske med størst mulig respekt for handicappedes værdighed, selvbestemmelse og integritet.

Hvordan dét nærmere skal ske, må vi finde frem til sammen. Enighed gør stærk, siger man. Og det gælder måske især den enighed og fælles forståelse, som er resultatet af, at man har afprøvet sine synspunkter i åben dialog.

Tak for hjælpen
Til slut vil jeg sige tak for hjælpen til alle, der har været med til at sørge for, at Handicapåret blev et godt år. Det gælder først og fremmest Palle Simonsen, som har fungeret som formand for Handicap-årets nationalkomité. Jeg vil også gerne takke medarbejderne i Center for Ligebehandling af Handicappede, der har fungeret som sekretariat for nationalkomitéen.

Og ikke mindst en tak til alle andre, der har gjort Handicapåret til en flot, festlig og lærerig oplevelse.

(det talte ord gælder)