Formand for handicapårets nationalkomite

Palle Simonsen

I dag er det præcist et år siden vi den 5. februar 2003 skød handicapåret ind.

Ved den lejlighed havde jeg fornøjelsen at præsentere det ganske omfattende og ambitiøse program, Nationalkomiteen havde lagt for Handicapåret.

Målet for handicapåret var klart: at fremme dialogen mellem handicappede og ikke handicappede og at påvirke holdninger hos politikere og myndigheder. Det var en enestående chance for at sætte og fastholde fokus på det handicappolitiske område over en lang og sammenhængende periode.

Og hvordan er det så gået? Lad mig først se på aktiviteterne:

Ud over åbningsarrangement i februar,
så er det blevet til en konference om nordisk handicappolitik,
en landsdækkende tv-reklamekampagne,
radioindslag til nærradioer,
landstumerende buskaravane med alskens indslag samt besøg på en række folkeskoler,
tre undervisningsprogrammer i tv og en skolebog til brug i undervisningen
fem konferencer på stribe i handicapugen i Ålborg og dertil en transportkonference,
en antologi over dansk handicapforskning,
økonomisk støtte til 32 lokale projekter - om bl. a. kommunale handicappolitikker
landsdækkende åbenthus arrangementer på den årlige handicapdag en meget meget besøgt hjemmeside og
en meget omfattende presseopfølgning og et stort antal foredrag, er det også blevet til i årets løb.

Og nu er det hele blevet opsummeret i denne lille "EPILOG" (som ligger i konferencemappen), som samler årets aktiviteter op. Vi er meget tilfredse med - og også lidt stolte over, at kunne konstatere her i dag, at programmet, som vi præsenterede det for et år siden er blevet fuldt og helt gennemført.
Jeg synes vi har fået et handicapår i farver, sådan som vi gerne ville ha' det.

Takket være en meget bred opbakning fra EU, private fonde, virksomheder, organisationer, regeringen, mange ministerier herunder ikke mindst Socialministeriet er det lykkedes at få en ganske betydelig økonomi i handicapåret. Derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til de mange, som har støttet handicapåret økonomisk - og ikke mindst tak til socialministeren for den meget massive opbakning vi har fået fra dig og dit ministerium undervejs i året. I har faktisk bidraget med ganske betydelige beløb udover selve Handicapårsbevillingen
Men jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til samtlige medarbejdere i Center for Ligebehandling af Handicappede, som har leveret størstedelen af arbejdet bag Nationalkomiteens aktiviteter - og selvfølgelig først og fremmest en stor tak til Ulrik Kampmann for han kæmpeindsats som handicapårskoordinator.

De aktiviteter, jeg har nævnt her er kun de aktiviteter, som Nationalkomiteen har være direkte involveret i eller initiativtager til.

Derudover har der jo været afholdt hundredvis af arrangementer, som vi ikke har haft anden lod og andel i end de er foregået under handicapårets logo. Og det er jo i virkeligheden disse - for langt de fleste arrangementers vedkommende lokale arrangementer -der har været den egentlige rygrad i året. Nogle få af disse arrangementer har vi kunnet støtte økonomisk, som dem vi skal høre om senere på dagen, men langt de fleste er vokset ud af et stort lokalt engagement. Det vidner de 100-vis afpresseklip vi har modtaget om - og det kan vi se ud af Handicapårets hjemmesidekalender, hvor vi nåede op på 414 arrangementer. At vi midt på året nåede op på, at næsten halvdelen af Danmarks befolkning vidste, at det var handicapår betragter jeg som en succes - og en succes som ikke mindst skyldes et bredt lokalt engagement. Der skal derfor også lyde en tak til DSFs mange lokalafdelinger udover landet, som har været initiativtager til masser af lokalarrangementer.

Ser jeg således tilbage på den del af året, som handler om at skabe synlighed og opmærksomhed om handicappedes vilkår og om at
skabe "mødepladser", hvor handicappede og ikke-handicappede kan mødes, så er handicapåret set ud fra et kampagnesynspunkt en succes. I øvrigt også i sammenligning med andre af den slags "år", som vi har set gennem tiden.

Opmærksomhed og synlighed er vigtige forudsætninger, men vi løser jo ikke handicappedes konkrete ligebehandlingsproblemer alene gennem opmærksomhed. Synlighed skaber jo ikke i sig selv flere og bedre boliger, bedre tilgængelighed og flere handicappede i arbejde. Men det kan bane vejen og være "murbrækker".

Derfor skal handicapåret ikke alene vurderes som kampagne aktivitet. Handicapårets egentlige succes afhænger naturligvis helt af, hvilke konkrete ligebehandlingsinitiativer regeringen, Folketinget, kommunerne og myndigheder har taget og har lagt an til at tage.

På åbningsdagen for et år siden fremlagde regeringen sin handicappolitiske handlingsplan. Der blev jo ikke just klappet af den. Den indeholdt alle de rigtige holdninger, men det kneb med helheden og tilstrækkelig omfattende initiativer. En del af planen er nu gennemført eller parat til at blive gennemført.

Og vi vil naturligvis gerne kvittere for de positive og konkrete initiativer regeringen har taget. Vi er meget tilfredse med, at regeringen

har afskaffet det såkaldte dobbelte optag i form af øget SU til handicappede

har forbedret ledsagerordningen for de unge handicappede

har taget hul på en diskussion om handicappedes boligforhold og sat penge af til byggeri af flere boliger

har foreslået ændringer i byggeloven, så tilgængeligheden til gamle bygninger forbedres

har fået foretaget en undersøgelse af handicappedes beskæftigelsessituation

har skaffet midler til at sammenligne dansk handicappolitik med handicappolitikker i andre lande

Men initiativerne skal stadigvæk holdes op imod en plan, som ikke i sin helhed var tilstrækkelig.

Når der skal gøres status, tør jeg alligevel godt konstatere, at handicappolitikken for alvor er kommet på dagsordenen blandt politikerne. Handicapåret har haft sin betydning.

Det ses også på de forslag til Folketingsbeslutning, som det radikale Venstre for nylig har fremsat og yderligere af et forslag fremsat af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. For begge forslags vedkommende gælder, at de vil medføre meget store forbedringer af tilgængeligheden i bred forstand. Det kan jo undertiden vise sig sundt at komme i opposition. Dermed kommer der for alvor debat i Folketinget om handicappedes vilkår og forhåbentlig også konkrete resultater. Også evalueringen af handicapåret står på Folketingets dagsorden. Egentlig skal vi en del år tilbage for at finde så meget handicappolitik på Folketingets dagsorden

Vi ser også en klar tendens til øget interesse i kommunerne bl.a. i form af flere lokale handicapråd. F. eks. er der god grund til at rose København Kommune, som har igangsat et arbejde med udarbejdelse af en handicappolitik ligesom Århus Kommune har vedtaget en handicappolitik.

Fra den private sektor skal også nævnes som eksempel det store igangværende projekt om tilgængelighed til Tivoli.

Jo - der sker alligevel noget. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen

Det er nødvendigt at sige, at vi fortsat efterlyser en handlingsplan, som forsøger at sætte tingene ind i en langsigtet strategi

f.eks. en langsigtet og sammenhængende plan for, hvordan det offentlige transportsystem - busser/tog/s-tog/metro/færger etc. -gøres tilgængelige, så f.eks. en kørestolsbruger kan gennemføre en sammenhængende og uafbrudt rejse fra sit hjem til et hvilket som helst bestemmelsessted i Danmark - uden at skulle bestille og planlægge turen uger i forvejen

Vi efterlyser

en sammenhængende plan for, hvordan vi får normaliseret handicappedes boligforhold. En plan for hvordan vi sikrer tilstrækkeligt med tidssvarende boliger til handicappede. Vi afskaffede for flere år siden institutionsbegrebet, men alligevel ser vi rapport efter rapport, som fortæller at masser af de sværest handicappede stadig lever under institutionslignende forhold, fordi boligerne er for dårlige, fordi personalet ikke har ændret holdninger og attituder, fordi vi stadig bygger og betragter boligen som et socialt tilbud.
Vi efterlyser

en overordnet strategi for, hvordan vi sikrer, at eksisterende bygninger over en årrække bliver tilgængelige. Hvordan sikrer vi, at f.eks.utilgængelige, skoler, apoteker, banker, helseklinikker, biografer, restauranter bliver tilgængelige? Jeg bliver nødsaget til at sige, at det sikrer den ændring af byggeloven, som er fremsat, ikke. Man kan derfor kun håbe, at der kan skabes tilslutning til de initiativer der er taget fra en række andre partiers side til at sikre, at DS 3028 gøres bindende - og at der skal sikres tilgængelighed ved ejerskifte i liberale erhverv. Det vil flytte noget.

Vi efterlyser

Konkrete initiativer til at sikre handicappede et ordentligt og solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Med den nyeste SFI-rapport har vi et godt vidensgrundlag for at tage fat på problemet. Men vi må ikke endnu engang tage til takke med en hurtig gang pjecer - vi skal finde en form og en mangfoldighed af initiativer, som kan sikre at vi kommer i dybden med problemerne - og nå de mennesker vi skal nå.

Det var kun eksempler.

Hvis vi for alvor skal flytte på tingene skal vi også i højere grad have kommunerne på banen. Og det gælder ikke mindst nu, hvor vi diskuterer en strukturreform, som meget vel kan flytte flere opgaver på handicapområdet over til kommunerne. De opgaver der - måske - ligger og venter på kommunerne kræver stor
ekspertise - en ekspertise som amterne har brugt mange år på at opbygge.

Det er derfor utrolig vigtigt, at kommunerne skaber en ramme om denne opgavevaretagelse.i form af handicapråd i samtlige kommuner, hvor der er en ligeværdig repræsentation mellem forvaltning og brugerrepræsentanter. Disse handicapråd skal sammen med kommunalbestyrelsen, som en af deres første embedsgerninger udforme en handicappolitik både for de opgaver som kommunerne varetager i dag, men også i forhold til de nye områder der måtte komme.

Sektoransvarlighedspincippet skal slå stærkere igennem. Det er et godt princip, men det står og falder med, at det bliver tager alvorligt. Derfor afhænger de næste skridt også meget af, at vi hver især tager ansvaret for ligebehandling på os. Det handler om meget mere end lovgivning.

Det er værd at genopfriske Socialforskningsinstituttets rapport om "Holdninger til handicappede", som udkom for at par år siden.

Overordnet synes alle, at der skal gøres noget mere for handicappede - måske er der i virkeligheden tale om en slags barmhjertighedsfilosofi. Men når vi kommer ned på mikroplanet, hvor man bliver spurgt, om man vil arbejde sammen med en handicappet, vil sidde ved siden af en handicappet i et tog, eller hvad man vil sige til at få et handicappet medlem af familien, så daler interessen hos mange.

Det er trist og på sin vis uforklarligt, at det er så svært at fange folks interesse. Handicap kan ramme alle, og der er ca. 500.000 handicappede i Danmark - naturligvis en broget flok - men det skulle give anledning til at tro, at interessen for handicappede ville være større. Men der er nok en slags berøringsangst.

Handicapåret er nu officielt slut. Men det er indsatsen overfor handicappede ikke. Handicapåret har som jeg har nævnt løst nogle vigtige handicappolitiske problemer, og det har frem for alt tydeliggjort de mange områder, hvor der fortsat er behov for en betydelig - og systematisk indsats.

Jeg håber derfor, at handicapåret vil blive begyndelsen til en ny æra, hvor vi prøver at tænke langt, tænke strategisk og i sammenhænge på handicapområdet. Det er der brug for, for at få noget mere til at ske. Det er der brug for, for at få sammenhæng mellem økonomi og forventninger. Og så skal der fortsat bruges mange kræfter på at ændre holdninger.

Endnu en gang tak til alle, som har medvirket til at sætte farver på handicapåret. Det har været et spændende projekt. Og det har sat gang i noget, som vi må gøre meget ud af at fastholde og videreudvikle.

(det talte ord gælder)