Socialminister Henriette Kjær - Perspektivering af regeringens handicappolitiske vision

Resume: Vi spørger ikke nok til, hvad de handicappede selv har lyst til at gøre.  Men hvis man vil skabe et tilgængeligt samfund med lige muligheder for alle handicappede er det nødvendigt  at lytte til den enkeltes ønsker, behov og potentialer. (Oplæsning af uddrag af interview med handicappet pige på 25 år).

Vi skal arbejde sammen og udveksle erfaringer, for vi har en fælles opgave og et fælles ansvar. Lad os fokusere på mennesket og ikke på handicappet. 

Udskrift af Henriette Kjærs tale

Tak. Jeg er også lidt handicappet i dag, men kun lidt. Der har jeg været den sidste måned. Jeg er forkølet. Og det skal jeg sige, hver gang at jeg skal ud for at sige noget, for ellers så lyder man sådan lidt uoplagt uden at være det, fordi man bliver jo bestemt oplagt ved at være herog høre jer spille. Så det er ikke derfor, hvis jeg lyder lidt mat i knæene.

Men nu er det jo min kollega, Bendt Bendtsen, der var her i formiddag, og han fortalte lidt om selve handicapplanen, og nu vil jeg fortælle lidt om regeringens handicappolitiske vision.

Visionen er at skabe et tilgængeligt samfund, der giver lige muligheder for alle handicappede. Vi vil arbejde på at skabe rammerne for, at handicappede og deres familier – som alle andre - får mulighed for at få dét, som de mener der skal til for at få det bedst mulige liv.

Mennesker med handicap skal behandles med værdighed. Det er derfor en forudsætning, at vi lytter til handicappede og tager udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov.

Og vi må ikke glemme, at handicap vedrører os alle. Derfor understreger regeringen i handlingsplanen, at alle sektorer skal involveres i handicappolitikken – og det gælder både for den offentlige og den private sektor.

Jeg vil sætte regeringens vision om det tilgængelige samfund i perspektiv ved at tage udgangspunkt i et lille uddrag af et interview, som to handicappede har skrevet i en pjece, der hedder ”Et bedre liv som handicappet”.

Jeg vil læse et uddrag op fra et interview med en handicappet pige på 25 år, som bor på det, der før blev kaldt ”en institution”. Pigen er gift, men det er ikke lykkedes for myndighederne at finde en egnet fælles bolig til parret.

Intervieweren spørger:

Har du prøvet at have dit eget hjem ?
Nej, det har jeg ikke, svarer pigen.

Kunne du tænke dig det?
Ja, i allerhøjeste grad.

Hvorfor, forklar?
Det er atmosfæren. Der er ikke noget privatliv. Der er andre, der bestemmer over ens liv.

Hvor har du været før?
På en kostskole. Den var ikke så god. Man blev nedvurderet, som om man var et lille pattebarn. Jeg har også været på Egmont-højskolen. Dér følte jeg, at jeg mere fik lov til at styre tingene selv, fx spisesituationer og medicin. Man bestemte også selv, om man ville have gæster.

Hvad synes du om at bo her?
Det er noget værre lort. Jeg vil flytte lige så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Hvorfor blev det her?
Det blev for meget at bo derhjemme. Det blev for hårdt for mine forældre. Det var mine forældre, der bestemte, jeg skulle flytte her ud. Vi var herude et par gange. Efter prøveperioden blev det ikke bedre. Personalet er negativt indstillet. Har ikke tid til at forstå mig.

Hvad er din plan for fremtiden?
Det er at flytte ud til min mand.

Hvordan kunne I tænke jer at bo?
I en rummelig lejlighed med private hjælpere, der kunne gå på skift.

Hvad kunne du tænke dig for fremtiden?
Køre ud til andre handicappede og høre, om der er noget, jeg kunne hjælpe med.



Jeg synes, det her lille interview det giver stof til eftertanke, og på en glimrende måde viser, hvad det er, en aktiv handicappolitik skal være med til rette op på.

Interviewet viser for det første, at handicappede vil – og skal behandles – med værdighed. Pigen, der bliver interviewet, føler ikke, hun har noget privatliv dér, hvor hun bor. Hun føler, det er andre, der bestemmer over hende.

Regeringen lægger vægt på, at vi i fremtiden i højere grad skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og potentialer. Det vil sige på den handicappedes præmisser.

Det gælder også i forhold til handicappedes boligforhold.

Vi skal skabe rammer, der gør det muligt for handicappede at vælge mellem flere almindelige boformer. Man kunne også vende det om og sige, at selvom man bor i en særlig boform, så er det altså ens hjem, og det skal stedet indrettes efter. Vi skulle også gerne have samfundet indrettet, så det er muligt at kombinere handicappedes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder og ønsker med reelle bomuligheder.

Vi skal også blive bedre til at tænke lidt alternativt, når vi i fremtiden tilbyder handicappede en egnet boform.

Pigen i interviewet omtaler sit ophold på Egmont-højskolen som noget meget positivt. Som de fleste, der er til stede i dag, sikkert allerede ved, er handicappede på Egmont-højskolen sammen med ikke-handicappede, der deltager på lige fod i højskoleopholdet, men også fungerer som hjælpere.

Det er ikke første gang, jeg har hørt handicappede ønske, at de kunne være mere sammen både med andre handicappede og ikke-handicappede på samme måde, som på Egmont-højskolen. Det giver unge handicappede mulighed for at udveksle erfaringer med andre unge, som har det ligesom dem selv. Samtidig bliver der i samværet med andre ikke-handicappede fokuseret mere på de enkelte deltageres potentialer i de forskellige fælles aktiviteter. Dér ser man ikke de fysiske eller psykiske forskelligheder som en barriere.

I handlingsplanen har regeringen forpligtet sig til at motivere kommunerne og amterne til at bygge flere boliger til handicappede. Fra 1. januar i år har staten derfor i 2 år overtaget hele det offentlige tilskud til almene boliger til yngre fysisk handicappede.

Regeringen vil også følge kommunernes og amternes administration på boligområdet for at sikre, at handicappede får et friere valg, når de skal vælge mellem botilbud og andre særlige boliger for handicappede.

Samtidig kan jeg nævne, at vi i Socialministeriet vil støtte et projekt, som DSI har taget initiativ til. Projektet skal medvirke til at sikre, at der bliver taget flere og konkrete boliginitiativer på handicapområdet. Med udgangspunkt i Frederiksborg Amt er projektets mål at få sat gang i en række konkrete boliginitiativer for handicappede. Projektet skal samarbejde med alle interessenter, fx kommuner, boligselskaber og boliginformationen for handicappede osv. Der skal også udvikles metoder og standarder for kvaliteten af handicapboliger i samarbejde med de forskellige aktører.

Så regeringens udmeldinger om bedre boligvilkår er ikke bare tomme ord. Forsøgs- og udviklingsprojektet skal sikre, at der rent faktisk sker noget på området.

Projektet begynder 1. marts og løber et år frem. Det er på længere sigt målet, at de erfaringer, der bliver høstet i forbindelse med projektet, skal bruges i andre aktiviteter på boligområdet til gavn for handicappede borgere. Som et meget vigtigt element vil vi inddrage handicappede direkte i boligprojektet. Det er helt afgørende – vi ved jo alle bedst selv, hvordan vi helst vil bo!

Som interviewet også viser, har mennesker med handicap en række ressourcer, som vi desværre er tilbøjelige til at overse i vores iver efter at finde ud af, hvordan vi kan gøre forholdene bedre for handicappede.

Jeg tror vi alt for ofte glemmer at spørge om, hvad handicappede kan og har lyst til at gøre for andre. Pigen i interviewet har fx lyst til at hjælpe andre handicappede.

Man kunne forestille sig, at handicappede kunne have lyst til at arbejde frivilligt på andre områder. Fx som besøgsvenner for ældre, eller som igangsættere i selvhjælpsgrupper.

I den forbindelse der er tilgængelighed og sektoransvar et centralt og vigtigt element. Hvis handicappede ønsker at deltage i arbejdet i en frivillig organisation med et bestemt formål, kan det blive vanskeligt, hvis lokalerne er indrettet på 5. sal uden elevator men med en ufremkommelig vindeltrappe. Den manglende tilgængelighed er uheldig både af hensyn til handicappede, der søger hjælp hos de frivillige, og i forhold til handicappede, der selv ønsker at give en hånd med som frivillige.

Regeringen vil i løbet af 2003 udarbejde en særlig strategi for, hvordan vi kan forbedre handicappedes muligheder for at arbejde frivilligt, og regeringen vil se på, hvordan de handicappede i højere grad selv kan bidrage til at være frivillig arbejdskraft.

Forudsætningen for at skabe de bedst mulige rammer for handicappede kan slet ikke ske uden samarbejde og erfaringsudveksling på kryds og tværs mellem alle involverede parter.

Det er også noget, som handicaporganisationerne gør kraftigt opmærksom på.

Sektoransvaret er helt afgørende, men en fastholdelse af sektoransvaret må ikke lægge hindringer i vejen for gode og fleksible ordninger. Samarbejde og erfaringsudveksling fremmer i høj grad arbejdet med at udvikle instrumenter, der skal realisere visionen om det tilgængelige samfund med lige muligheder for alle.

Det er utrolig vigtigt, at vi fortsat inddrager handicap-organisationerne i det videre arbejde med at realisere den handicappolitiske vision. Handicap-organisationerne har i mange år været med til at påpege, hvor og hvordan tingene kan gøres bedre. Det har både Folketingspolitikere og lokalpolitikere i kommuner og amter haft stor glæde af.

Men handicappolitik er ikke kun myndighedernes og politikernes ansvar. Som jeg indledte med at sige, så vedrører handicappolitik os alle – dig og mig.

Vi ønsker et tilgængeligt samfund, der giver lige muligheder for alle mennesker med handicap.

Det er et mål, vi alle må arbejde for. Det gælder om at få skabt rammer, der giver mulighed for, at alle samfundets borgere kan deltage i og bidrage til samfundet ud fra egne ressourcer og forudsætninger.

Vi har en fælles opgave – et fælles ansvar for, at det kan lykkes. Et fælles ansvar, der kræver vilje og opmærksomhed fra os alle. Det gælder i vores ansvar som myndigheder, når vi træffer beslutninger om samfundets indretning og om de offentlige tilbud.

Men det gælder i lige så høj grad i den måde, vi hver for sig forholder os, til mennesker med handicap. Det gælder på arbejdspladsen, når vi køber ind, når vi venter på bussen, når vi taler med andre om andre mennesker.

Vi kan lovgivningsmæssigt og fra myndighedernes side lave nok så mange ordninger, der skaber ligestilling. Den reelle ligestilling opnår vi først, når vi alle i dagligdagen påtager os et ansvar for hinanden.

Jeg tror, at der er rigtig mange, der trænger til at få rusket godt op i deres holdninger til, hvad det vil sige at være handicappet. Det er netop også et af formålene med handicapåret. Når året er omme, håber jeg, at vi alle er blevet klogere, og at vi kan fokusere mere på det menneske, vi møder, i stedet for det handicap, som personen har. Vi skal blive bevidste om, at samfundet består af ”os” og ikke af ”dem og os ”.

Når vi så langt, er der også håb om, at vi reelt kan fjerne barriererne for ligestilling.

Det skylder vi faktisk hinanden.

Til sidst vil jeg understrege, at regeringens vision er også en mission. Der skal med andre ord være handling bag ordene. Men jeg vil heller ikke stikke jer blår i øjnene – og det er måske derfor, at du Stig nævnte lidt om den her Jaguar, 12-cylindret, og så lukkede man motoren op, og så var der noget der kunne ligne en Trabant-motor dernede. Så vi starter, og en begyndelse er altid god, og så kan der jo heldigvis blive bygget ovenpå, og det er jo det der er ideen, men når det så er sagt, så synes jeg nu heller ikke, at planen er at sammenligne med en Trabant – trods alt ikke, fordi initiativerne koster jo penge, og dem er der som bekendt ikke uanede mængder af, og der skal prioriteres.

Men jeg håber, at jeg får lejlighed til at læse et nyt interview med en 25 - årig handicappet pige om 10 år. Jeg vil være tilfreds, hvis pigen ikke bruger sit krudt på at udtrykke sin utilfredshed med det sted, hvor hun bor, og hvordan hun bliver behandlet.

Jeg håber jo i stedet, at hun vil udtrykke sine drømme og ønsker om fremtiden, præcis som vi andre gør. Altså nu har man måske lyst til at skifte job, eller nu vil man gerne ud at rejse. Og hun skal i hvert fald slet ikke tale om, at forældrene har følt, at hun havde været en belastning, fordi aflastningen i hjemmet måske ikke var god nok. Hun skal heller ikke fortælle, at hun drømmer om at flytte sammen med den mand, hun er gift med. Det skulle vi gerne kunne have klaret til den tid.

Jeg bliver glad, hvis jeg læser et interview om, at pigen filosoferer, som vi andre gør om, hvordan man kan leve et liv med de forudsætninger, man nu engang har.

Det vil være en god indikator på, om regeringens handicapplan har virket.

Tak skal I have!
Til sidens top