Holger Kallehauge, Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Uykkesskadede: Dansk handicappolitik: Status og udviklingsperspektiver

Resume: Internationale år skal bruges til at få andre i tale. Derfor kan det være en god ide at sprede dårlig samvittighed, det er det eneste, der flytter noget. Dansk handicappolitik er på godt og ondt pragmatiske løsninger.  Noget man kunne kalde velvillig planløshed. Men cirkulær tænkning duer ikke, der skal også være plads til nytænkning og improvisation - og så enkelte pragmatiske løsninger.  Den velvillige planløshed skal bringes til ophør.

Varighed: 00:26:40

Udskrift af talen

Jeg skal prøve at komme med nogle bemærkninger om status og udviklingsperspektiver.

Når jeg kigger ud over forsamlingen, så ser jeg til min store skuffelse udelukkende ansigter jeg kender. Der er ikke en som jeg ikke kender. Det er kort sagt fuldstændig spildt det her. Det skulle være alle de andre der var her. Det er de eneste der har brug for at høre det, men jeg kan ikke bebrejde publikum, at det er sammensat som det er. Det er oven i købet et inviteret publikum, så efter denne uhøflighed vil jeg fortsætte med nummer 2. Der er 2 jeg mangler: det er ministrene. De er de allervigtigste. De er gået. Det er også spildt i forhold til dem. Det er efter min mening en uhøflighed fra deres side, men jeg vil i al uelskværdighed fortsætte med at tale som om de var her. Så håber jeg at deres embedsmænd er her – i hvert fald nogle af dem – og de vil referere pinligt korrekt og loyalt alt hvad jeg siger af uforskammetheder – de er hjerteligt ment.

Om Handicapåret skal jeg ikke sige meget. Det er jo blevet introduceret, og det er af Stig også begrundet hvorfor vi skal have det, og det er jeg selvfølgelig enig i. Jeg er så gammel at jeg har gjort turen med – jeg var også med i 1981. Men jeg er i hvert fald ikke blevet så gammel at jeg er blevet tilfreds. Jeg har sagt til mine medlemmer at den dag jeg ytrer mig tilfreds, så skal jeg pensioneres. Nu kan jeg tilhørerne så bedømme om jeg nærmer mig pensionsalderen.

Internationale år er fristende at vedtage, og det skyldes at det er uhyre let at gøre, og det koster stort set ingenting. Romano Prodi holder en tale i Grækenland, slår royalt ud med hånden og overlader resten til NGO’erne. NGO’erne de vil jo så gerne have noget at lave, så nu har de fået et handicapår. Det siger vi så tak for. Handicapåret er for os jo for så vidt uinteressant, fordi vi har jo handicapår hvert år. Det har vi altid haft, og det bliver vi ved med. Det her er så lavet til gengæld for at vi skal prøve at kunne få nogle andre i tale, og det kan det så også godt bruges til, og det er så også det vi skal. Det det gælder om det er at vi skal bruge denne fuldstændig kunstige og i sig selv ligegyldige anledning at nogen har gjort 2003 til et handicapår til at få nogen til at høre på det vi gerne vil sige og som vi plejer at sige. Vi skal selvfølgelig også bruge det til, og det er det allervigtigste, at sige det til bl.a. de to ministre der ikke er her.

Formålet er at give dem dårlig samvittighed. Det eneste der flytter noget her i verden, det er massiv dårlig samvittighed. Det gælder alle fremskridt. Det gælder også på vores område. Så det der er jeres opgave fra nu af, det er at gå ud og sprede den dårlige samvittighed ud hos alle politikere, hos alle borgmestre, og hos alle ministre og andre i møder. Det er den vej man kan løfte noget.

DSI har lavet et flot katalog over hvad det er vi gerne vil have, og hvad vi gerne vil opnå i løbet af handicapåret.

Det kan jeg selvfølgelig ikke gøre bedre. Jeg har tænkt over hvad jeg gerne selv ville prioritere, hvis det var muligt, og jeg kan sige at jeg ville være næsten tilfreds, med tryk på næsten, hvis jeg kunne få følgende fire ting opfyldt. Jeg vil gerne have en velgennemarbejdet tilgængelighedsplan, og tilgængelighed forstået i vid forstand, i de næste 5 år. Jeg vil have mål år for år, og jeg vil have budgetter for de år. Det er det eneste vi kan bruge til noget. Det der står i den her blå fidus, det er fuldstændig tomt. Det er … ingen kan fastholde nogen på en målsætning, der rækker fra nu af og 20-30 år frem i tiden. Vi har altid få at vide: det kommer, det kommer, bare tag det roligt. Nu har jeg taget det roligt siden 19… - nå ja det skal jeg ikke nævne, fordi så går vi tilbage i den mellemste bronzealder, men lige så længe jeg har levet, har jeg skullet tage det roligt. Det har ikke forekommet mig helt let. Det gør det stadig ikke.

Vi vil have en ordentligt tilgængelighedsplan, og det må vi prøve at få presset ministrene til at leve op til.

Så står der – og det sagde ministeren også – at vi vil gøre Danmark til det bedste land i Europa, også på tilgængeligheden. Jeg kan kun sige én ting. Han må være komplet uvidende om tilstanden, og embedsmændene har ikke betroet ham ret meget om det. Hvis vi skulle nærme os det, så skal jeg hilse og sige at så skulle vi have travlt. Jeg vil være meget mere ydmyg. Jeg vil bare have Dansk Tilgængelighedsstandard DS 3028 sat i kraft. Det har man tidligere stillet os i udsigt. Det var derfor den blev lavet. Der har altid været konsensus om dansk handicappolitik blandt politikere. Det var den forrige regering. Denne her bør leve op til det samme. Det mangler vi, og der er ikke en der har nævnt DS 3028 endnu i dag. Det er det allervigtigste der skal ske.

Så skal vi have en bedre rehabilitering. Det makværk kommunerne laver, som de kalder rehabilitering, det er simpelthen så ringe, så man bør ikke byde folk det. Det meste af det er ubrugeligt. Der skal laves meget bedre rehabilitering i dette land.

Og så skal vi have et rummeligt arbejdsmarked, som er tilgængeligt for mennesker med handicap på det ordinære arbejdsmarked, og det vigtigste trin i den forbindelse er naturligvis at gennemføre, som vi er forpligtet til, EU-direktiv nr. 78, 2000, om ligebehandling på arbejdsmarkedet. Jeg tjekkede i sidste uge i Beskæftigelsesministeriet, hvor langt man er kommet. Man meddelte med stor begejstring, at der var et lovforslag på vej. Det skulle komme i denne uge, og jeg var ved at falde ned af stolen, og jeg sagde: ”Nej, hvor er det godt!” ”Ja”, sagde hun, ”nu skal du lige høre færdigt. Det gælder jo ikke for handicappede og ældre. Og det er der ingen planer om at lave lovforslag om inden fristen i 2003.” Det var da en melding. Så hvis jeg får de her fire ting opfyldt, så vil jeg være næsten tilfreds.

Jeg skulle i virkeligheden snakke om status og prøve at sige noget om hvordan og hvorledes det er med vores totale handicappolitik i Danmark. Med den korte tid der er mig tilmålt kan jeg naturligvis ikke gå i dybden med et eneste emne. Det er vigtigt at se på tilgængelighed, det er vigtigt at se på rehabilitering, tilgængelighed til arbejdsmarkedet, til undervisningsområdet, og til hele fritids- og kulturlivet. Jeg kan om det generelt sige: det er langt fra godt, når vi taler om tilgængelighed. Der er mange, mange flere barrierer end der er egnede adgangsforhold.

Hvis man skal levne dansk handicappolitik ære for noget og ret skal være ret, så må vi dele det op, og det har Stig også sagt: der er forskel på de sociale ydelser i vid forstand, og så det vi kalder tilgængelighed. Når vi kommer til reglerne om de sociale ydelser, om social førtidspension, om hjælpemidler, hjælperordning, støtte til erhvervelse af bil og andre handicapkompenserende ydelser, støtte til indretning af bolig og arbejdsplads og mange andre ting, så må vi – og det er mig voldsomt imod at skulle indrømme det offentligt – erkende at disse regler er faktisk ganske gode. Hvis de også blev administreret og fortolket lige så godt, så kunne vi være næsten tilfredse. Det sidste er der dog ingenting der tyder på sker foreløbig, så beskæftigelsesfri, arbejdsløse – det bliver vi ikke - men faktisk er disse regler ofte glimrende. Sådan noget som isbryderordningen f.eks., som jeg i al ubeskedenhed selv har fundet på, den er jeg meget begejstret for.

Der er mange gode regler. Det som er sket er i virkeligheden at på grundlag af det har danske politikere fået god samvittighed i utide, for de er blevet så glade for det, og det kan de måske næsten også godt forsvare at være, og så siger de: ”Nå, handicappede, de hverken sulter eller fryser. De sover ikke på gaden, og de behøver ikke at tigge. Hvad brokker de sig så egentlig over?” Sådan ville de selvfølgelig aldrig udtrykke det, fordi de er nogle høflige mennesker, men den holdning de demonstrerer er i virkeligheden udtryk for det.

De handicappede de får hjælpemidler, de får hjælp til boligindretning, og nogle af dem får oven i købet handicapbil, og de sværest handicappede får en hjælperordning. Er verden så ikke god? Og dertil må vi sige: jovist, den er faktisk relativt god. Men det er sådan at hver gang vi vil være sammen med dem der ikke er tilstede i dag, normalbefolkningen, så kan vi ikke, for så render vi ind i barrierer. Det er der problemet ligger – at der er langt mindre tilgængelighed end der er forhindringer. Jeg har før sagt, men jeg synes billedet er godt, så jeg vil tillade mig at gentage det. Jeg har en amerikansk bekendt der siger til mig: ”I Danmark der får du din kørestol. Jeg skal selv betale den. Jeg kan komme overalt. Hvad kan du?” Det er i virkeligheden helt præcist hvad det handler om. Jeg vil ikke bytte alt det gode i dansk socialpolitik væk, og jeg vil gerne kombinere det med en bedre tilgængelighed i vid forstand.

Man kan sige at vi bør en dag som i dag naturligvis nævne Svend Jensen. Det er en fejl at han ikke kan være tilstede, det er tragisk. Svend var den mand der som formand for Dansk Blindesamfund og som formand for DSI i en lang årrække bar dansk handicappolitik og var en fremragende leder af den. Han var også ophavsmanden til det vi kalder de gode viljers politik. Om de gode viljers politik kan man sige at der når man langt. Fordelene ved det er jo at der bygger man på enighed, på konsensus. Man får hævet sig op over partipolitik. Enhver politiker med ordentlige handicapholdninger er vores allierede. DSI fører ikke partipolitik, men handicappolitik, og vi opnår ved hjælp af de gode viljers politik bæredygtige løsninger, langtidsholdbare resultater, og vi undgår siksakpolitik. Det er overordentlig værdifuldt.

Handicaporganisationerne har kunnet indrette sig på og stole på at det der var lavet det holdt. Men ingenting er jo gratis. Svagheden ved de gode viljers politik det er: det tager lang tid. Det tager overordentlig lang tid. Der er faktisk ingen incitament for politikerne til at være bedre end de andre, for de skal jo bare være enige, og det er ikke fint at skændes om handicappolitik. Derved misser vi noget. Det med at det tager lang tid, det er i hvert fald en belastning.

Det andet store problem det er at med de gode viljers politik, der bliver politikken altid set fra flertallets, politikernes side. Det er derfor vi har så få rettigheder. Det er derfor vi har en så ringe retssikkerhed som handicappede. Det ville de aldrig finde sig i, hvis det var dem selv, men det lever de med, fordi det er de andre.

Hvis man skal karakterisere dansk handicappolitik, så skal man prøve at se på to synspunkter. Det ene det er det man kan kalde pragmatiske løsninger, og det andet det er det man kan kalde principløsninger. Det som bygger på det rigtige idegrundlag og har filosofien i orden.

Danmark er på godt og ondt de pragmatiske løsningers land. Ingen andre lande i verden kunne have en statsminister som gik ud og sagde: Ideologi er noget bras. Og så klappede vi alle sammen i vores små fede hænder. Det kunne man ikke sige nogen andre steder. Danskere er gode til at bukke sig, dukke sig og grine lidt smøret når der kommer filosofi og idedebat på bordet. Det er ikke rigtig noget for os.

Det er en meget, meget farlig holdning, for den fører direkte ud i det som jeg betegner som velvillig planløshed. Og det er det overordnede princip for dansk handicappolitik. Det er det ministeren demonstrerede i dag. Det er velvillig planløshed. Det er smaddervenligt. Man kan næsten ikke hidse sig op til at sige det jeg gør. Der er ikke andre end mig der er så frække. Der er ingen andre der er så uvenlige. Det påtager jeg mig så, ikke fordi jeg af natur er særlig urimelig, men fordi det er nødvendigt. Det er velvillig planløshed. Faren ved det er at vi får mange hver for sig, endda gode løsninger, men fordi de ikke bliver koordineret, fordi de ikke hænger sammen, så kan vi hoppe fra tue til tue, og det er det eneste vi ikke kan. Der havner vi i vasken hver gang eller strander på forhindringen. Derfor er den velvillige planløshed dansk handicappolitiks akilleshæl.

Svagheden ved at agere således pragmatisk, det er at det hele let kan blive en lille smule rodet. Det kan blive sådan at tingene ganske enkelt ikke hænger sammen. Det positive ved det pragmatiske er jo at man ikke føler sig bundet af regler. Man er ikke særlig stiv i praksis, man er ikke særlig bureaukratisk. Man løser tingene konkret. Man kan improvisere. Det er jo noget danskere altid praler af. Når alting er gået ad helvede til, rent ud sagt, så siger vi: Nej, men vi er gode til at improvisere. Men intet kan man sige … for den ægte pragmatiker, der er ingenting umuligt. Det er selvfølgelig positivt. Det som jeg efterlyser det er at man skal udnytte det bedste i det pragmatiske og undgå farerne.

Se når vi nu går over Sundet til Sverige, så skifter billedet fuldstændigt. I Sverige der har man orden på begreberne. Der er ikke nogen forkert sprogbrug. Der er ikke noget med at idegrundlaget kikser. Der er ingenting der flyder, og når en myndighed fraviger praksis, så er ingen i tvivl om bang! at her sker der noget. I Danmark siger vi bare: nå, nå, jamen i Ribe der sikker de, i Aalborg, der sakker de.

Vi kunne godt lære noget af det bedste i det svenske system, og så bevare en rimelig sans for det pragmatiske.

Jeg taler for at vi må have noget ideologisk oprustning i Dansk handicappolitik. Det er fuldstændig karakteristisk, at vi tilegner os FN's Standardregler. Dem blev vi glade for.

Det var sådan en rigtig Læse-let udgave, der var en overskrift, der var en hovedregel, og så var der måske en halv sides tekst mere. Det var sådan omtrent hvad danske handicappolitikere kan mande sig op til i deres flittigste stunder.

Vedrenshandlingsprogrammet på 201 paragraffer – hånden på hjertet, hvormange tør her række hånden op og sige, jeg har læst dem alle sammen. (kikker rundt)

Dem allesammen? Du er ikke handicappolitiker, det er flot.

Jeg vil sige, at det er ikke mange, mig selv inclusive – jeg har gjort det for nylig, men det var i en anden anledning – jeg har ikke gjort det tidligere så grundigt. .
Det er meget typisk for os tror jeg, og det vi skal passe på med, hvis vi holder os til de korte tekster, det er, at de værste profeter af alle det er jo de små profeter. Det er jo dem, der er, uden at trænge dybere ned i materien er blevet bomsikre på ideologien og har et klart svar på alting.

Det bliver kort klart og forkert ikke? Det er der ikke meget ved. Så, ideologi er noget bras, hvis det bygger på nogle få slagordsagtige sentenser, der er det meget bedre, hvis man er trængt ordentlig ned i baggrunden, så vil man også i visse tilfælde kunne tillade sig den frihed ud fra en velbegrundet pragmatisk holdning at gøre en undtagelse.

Udviklingstendenserne, ja om dem kan man vel sige, nu har jeg peget på noget om betydningen af at vi får en mere klar ideologi ind i det. Det andet jeg vil pege på og det er nok ikke tilfældigt at jeg kommer ind på menneskerettigheder nu - vi er jo i den situation at mennesker med handicap er et mindretal, som har en afvigelse og som udadtil adskiller sig voldsomt fra flertallet, men indeni er vi jo nøjagtig ligeså banale som de andre. Derfor betyder det at de tanker, der rører sig i samfundet generelt, det er også dem, der påvirker os.

Menneskerettighederne spiller en stadig stigende rolle og har gjort det igennem en årrække og det er en tendens, der vil holde sig. Der er nogen, der taler om retliggørelse af vores samfund. Det kan være en del af faren, men det behøver ikke at være en nødvendig bestanddel af brug af menneskerettigheder.

Indtil Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev gjort til en bestanddel af gældende dansk ret i 1992, så var det sådan at traktater, de bandt kun staten. Så når man krænkede en traktat, så var det staten Danmark, der i givet fald kunne ifalde et ansvar i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Nu er det jo sådan, at en enkelt borger kan i en retssag direkte påberåbe sig EMRK og støtte ret på den og i visse tilfælde vinde sin sag blandt andet ved hjælp af det argument.

Menneskerettigheder beskytter altid den svageste part, og i forhold til omverdenen, der er handicappede en minoritet, og vi har god brug for den beskyttelse, menneskerettigheder kan give os også, når demokratiet fungerer på den måde at flertallet vedtager noget, der er til skade for mindretallet.

Der er vores eneste beskyttelse, like it or not, det er EU direktiverne, og det er menneskerettighederne, ellers kan de gøre hvad pokker de vil.

Nu siger jeg ikke, at danske politikere går ud og slagter os uden videre, fordi det er vi jo heldigvis beskyttet imod ved de gode viljers politik og de gode holdninger. Men i yderste instans, så ligger grænsen ved de rettigheder. Derfor har de rettigheder også stor betydning for os.

Vi kommer til at bruge noget mere tid på at vurdere hvordan menneskerettigheder skal bruges i handicaparbejdet. Man kan rejse det spørgsmål, om der findes og bør opstilles særlige grundrettigheder for mennesker med handicap. For at illustrere tankegangen, som måske nok umiddelbart kan virke fremmed på nogen, kan jeg sige, at hvis nu man tænker sig at et menneske med handicap har et sådant handicap, at det forhindrer at han udnytter en menneskerettighed, hvad så?

Verdensdeklarationen om menneskerettigheder siger jo at man nyder menneskerettigheder globalt og alle, og det gælder selvfølgelig også handicappede, og der nævnes køn og race og religion og alt mulig andet. ALLE skal nyde menneskerettigheder. Hvis det virkelig er tilfældet, og det kan jeg forsikre forsamlingen om, at sådan nogle eksempler kan man sagtens finde, så mangler vi jo noget, for så er der jo hul. Det kan jo ikke være meningen med menneskerettighederne. Ergo bør der opstilles visse grundrettigheder, som sikrer, at vi også kan opnå at få lov til at udnytte vores menneskerettigheder.

Det er et af de spørgsmål, som en kommende konvention om handicappedes menneskerettigheder skal prøve at løse. Det er et arbejde, der er igangsat under FN, for et års tid siden, og som i løbet af 3-4 år fra nu vil resultere i en sådan konvention, tror jeg.

Lone Dybkjær nævnte også konventet, vi får nemlig brug for at rejse dette spørgsmål i forskellige fora, man kan sige, der er 4 steder, hvor det bliver aktuelt meget snart. Det bliver aktuelt i konventet, og det skal jeg så ikke uddybe nærmere, for det gjorde Lone Dybkjær jo udmærket rede for. Det dukker op i forbindelse med FN konventionen, som jeg lige kort har nævnt. Så dukker det op når vi skal revidere vores grundlov. Det ved jeg godt er noget, som ikke er lige om hjørnet, politikerne er her ret bekymrede for at rejse det, nogen gør det – det kommer jo nok, vi skal jo ikke have en grundlov næste gang, hvor Kongen har alle beføjelserne, som Lone Dybkjær sagde, sådan lyder den i hvertfald , men der mangler jo noget om vores rettigheder. De skal selvfølgelig med.

Og så er der et fjerde punkt, det er, at i de gældende menneskerettighedskonventioner, og der er navnlig 6 hovedkonventioner, der skal handicapaspektet indfortolkes, og være en del af den praksis, overvågningskomiteerne overvåger, det arbejdes der også på på internationalt plan.
Hvis nogen synes at det her virker lidt fjernt og lidt abstrakt så kan jeg sige, at de er i virkeligheden meget jordnære og de vil få direkte praktisk betydning for os i løbet af få år.
Jeg skal prøve at slutte af og kan sige, at med de perspektiver, jeg her har trukket op, om ideologi og menneskerettigheder, så får vi mange ting at leve op til i DSI.

Og det skal vi leve op til, fordi det drejer sig om vores rettigheder, vores muligheder og vores liv.

Vi skal naturligvis samarbejde med alle gode kræfter omkring os om løsning af disse opgaver. Vi skal først og fremmest samarbejde med Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling og Menneskerettighedscenteret og Ombudsmanden, men også alle andre med gode holdninger på området skal vi naturligvis samarbejde med i Regering, i Folketing, i amter og kommuner, på universiteter og på højskoler.

Målet er at kombinere det bedste af de gode viljers politik med nogen rettigheder som forstærker effekten af det arbejde, der er igangsat. Vi skal have nogle rettigheder, som beskytter os. Disse rettigheder vil bælandt andet kunne få den betydning at de sikrer os mod hvad vi ellers kan komme ud for i form af vilkårlige og skønsprægede afgørelser.

Man kan sige at rettigheder styrker prin-cippet om lovmæssig fortolkning og det er ganske vigtigt. Vi skal som jeg nævnte prøve at være noget mere stringente i vores arbejde med de grundlæggende synspunkter som handicapbevægelsen bygger på, og så skal vi naturligvis sørge for, at den filosofi vi bruger, ikke forhindrer, at der også er plads til nytænkning, improvisation og nogle pragmatiske løsninger.

De begreber, vi opstiller, er jo ikke et mål i sig selv, og vi kan aldrig udlede løsninger af begreberne. Gør man det, så gør man sig skyldig i cirkulær tænkning – og det er aldrig overbevisende. Begreberne skal holdes op mod virkeligheden, og kan de ikke holde til det, så fører det ikke til gode løsninger, og så er det jo begreberne, der skal gøres noget ved, og ikke virkeligheden.

Handicapbevægelsen står ikke ved afslutningen, men snarere ved begyndelsen af vort arbejde for at opnå lige muligheder.

Integrationen, ligestillingen, ikke-diskriminationen og de lige muligheder er alt for vigtige anliggen-der til at vi kan overlade dem til eksper-ter, til embedsmænd og politikere. Vi vil meget gerne have dem som vore allierede, vi kan ikke und-være dem, men det er os, der skal styre det, det er vores liv, det drejer sig om. Derfor må og skal udspillet komme fra DSI som handicapbevægelsens fælles talerør.

Lad os bringe den velvillige planløshed til ophør og lad os styrke vores begrebsapparat, vores filosofi og arbejdet med menneskerettigheder.

Til sidens top