Lone Dybkjær, MEP: Hvordan skal den europæiske dimension bidrage til udvikling og kvalificering af den danske handicappolitik?

Klip nummer 1 (Varighed: 00:04:07)

Resume: Den europæiske dimension. EU er bedre end sit rygte! Et internationalt parlament og ligeværdighed mellem staterne er noget ganske unikt. Vi skal stille os selv spørgsmålet: Hvilket samfund vil vi gerne bygge i Europa?

Klip 1 - udskrift

Klip nummer 2 (varighed: 00:24:48)

Resume: Når det nærmer sig realiteter på handicapområdet, begynder det af og til at knibe med at realisere visionerne - for det får konsekvenser! Vær opmærksomme og råb op! De handicappede har ikke råd til at vente lige så lang tid som kvinderne!  Hold øje med det arbejde, der foregår i EU. Der laves en forfatningstraktat, en EU-grundlov og heri skal de handicappedes ligestilling indgå.

Klip 2 - udskrift

Klip nr. 1, Lone Dybkjær

Jeg vil gerne sige tak til Palle, og så har jeg også kigget på hvor lang taletid jeg har, men jeg skal nok skæve til frokosten. Det vil jeg love. Jeg har også snakket med de efterfølgende talere. Holger Kallehauge kender jeg jo og ved at jeg skal i hvert fald ikke gå ind på noget med dansk handicappolitik mere konkret, når han sidder i lokalet, men jeg har så også snakket med professor Jeremy Cooper, som vil være meget konkret omkring den europæiske handicappolitik. Og også i lyset af det program, så vil jeg tale en lille smule mere overordnet omkring det europæiske og også mere overordnet omkring de ting jeg forventer og håber på, og så vil I så få det konkrete efter frokost.

Helt overordnet vil jeg sige at EU er altså bedre end sit rygte. Det var heller ikke godt andet, kan man roligt sige, fordi de ord vi oftest hører i Danmark, det er jo noget med fjernhed og bureaukrati og demokratiske underskud, og hvad ved jeg, men i virkeligheden er EU ganske fantastisk - det vil jeg gerne sige - som projekt. For hvad er det vi egentlig laver i EU? Ja, dybest set er det jo opbygningen af det første internationale demokrati i verden. Det er faktisk ikke prøvet før, og det er jo egentlig ganske bemærkelsesværdigt. Derfor er der heller ikke noget at sige til at man ikke bare kan sige: Hvor ender vi? Fordi når det ikke er prøvet før, har vi ikke nogen model. Vi har ikke noget vi kan kopiere. Vi skal lave vores helt eget. Og det er jo sådan set også en udfordring til os, og det er en udfordring til alle jer, der er her i dag.

Det der er basis i EU, det er jo en magttrekant, der består af en kommission der tager en masse initiativer, men så også nogle mennesker, som repræsenterer folket. Det skulle så være bl.a. den organisation jeg er medlem af: Europaparlamentet. Med valgdeltagelsen in mente, så kan man måske nok spørge hvor repræsentative vi er, men det er jo ikke kun et dansk problem. I Leeds var der 10% der stemte til Europaparlamentet. Så den helt store repræsentation ved sidste valg var der jo altså ikke der i hvert fald. Men der er altså også et Europaparlament, et internationalt parlament, som vi faktisk ikke har nogle andre steder heller, og så er der altså også en ligeværdighed mellem staterne, forstået på den måde at alle stater sådan set tæller lige meget, navnlig når der er tale om at inddrage vetoretten, men ellers så er der selvfølgelig, ligesom den reelle verden afspejler mottoet: Nogle er mere lige end andre. Så selvfølgelig også her. Vi kan jo ikke komme uden om at Tyskland består af 80 mio. mennesker, og at Danmark består af 5. Det er som om vi glemmer det i vores diskussioner.

Men det fine og helt overordnede - og det som jeg også synes man skal bemærke sig her, fordi det spiller en rolle for den fremtidige lovgivning, næsten ligegyldig hvor den er - det fine ved udviklingen er at man starter altid med enstemmighed, og når man så er blevet mere, kan man sige, lige, har fået et stærkere fællessyn på tingene, ja, så kan man gå over til kvalificeret flertal. Det er noget vi er meget tøvende overfor i Danmark, men det er altså ikke kun et minus. Vi accepterer jo også i den danske parlamentariske sammenhæng at 90 udgør et flertal, men selvfølgelig synes vi også, at der skal tages et vist hensyn til mindretallene.

Til sidens top

Klip nr. 2, Lone Dybkjær

Men frem for alt vil jeg gerne understrege – fordi det fremgår bestemt ikke af debatten - at EU er altså ikke en person, der render rundt og bestemmer. Det er det billede, man altid har. EU er os alle sammen, og derfor har vi også alle sammen et ansvar. Men frem alt er EU jo et kæmpe fredsprojekt, og det er jo det vi har set med udvidelsen, hvor det er meget dejligt, at det er lykkedes at få udvidelsen bragt på plads, sådan at danskerne kan være stolte og rende rundt og sige: Fra København til København, og den får ikke for lidt, men det er jo fint – den ene Rasmussen begyndte, og den anden Rasmussen sluttede. Og det er godt for Danmark, og det viser også bredden i den danske EU-politik, når det drejer sig om de konkrete beslutninger.

Men selvfølgelig er der også problemer i EU. Nu har jeg sagt, at jeg synes det er et fremragende projekt, men selvfølgelig er der problemer. Der kan gøres meget med, at man bare kan læse traktaterne. Altså enhver der har prøvet at slå op i traktater …. Jeg gjorde det for en ordens skyld også, da jeg forberedte det her og oplevede som sædvanlig, at jeg rodede rundt, indtil jeg tænkte, nå, men så tager du indholdsfortegnelsen og så fandt man, hvad det var for en traktat man skulle ind i. Så der er problemer. Der er problemer med gennemskueligheden, demokratiet, men der er frem for alt problemer med at borgerne ikke har et medejerskab til projektet.

Men overordnet vil jeg gerne sige, at jeg synes det er vigtigt, som jeg har sagt tidligere i valgkampforbindelse, at der er mere Danmark i Europa. Med andre ord, jeg synes det er meget vigtigt vi går ind og præger den europæiske udvikling. Men jeg vil altså også gerne sige: Der skal også være mere Europa i Danmark. Vi kan godt lære noget af de andre. Og denne her sådan: ”Åh, hands-up”, som vi altid har, så snart der er nogle europæiske synspunkter, det kan altså godt risikere at sætte os lidt bagud. Jeg vi sige som et enkelt eksempel, som ikke er handicapområdet, men som alligevel er vigtigt for i hvert fald en del af os, der er her. Det er splittelsen, som vi har haft i forbindelse med ligestillingen i Danmark, og nu snakker jeg ikke om ligestillingen i forhold til handicappede, men ligestilling i forhold til mænd og kvinder. Der må man altså sige: det at vi har så stærke følelser engageret i EU, i ja eller nej til EU, har ført til at vi ikke længere kan regnes blandt de fremmeste i Skandinavien.

Vi var førende ligestillingsmæssigt i 70erne, også i forhold til det øvrige Skandinavien, og i dag kan man roligt sige vi er bagud. Og jeg synes det er meget vigtigt at det samme ikke sker inden for handicapområdet, og det er derfor jeg pointerer det: at uanset om man har den ene eller den anden holdning til EU-projektet, så er det altså vigtigt at man i nogle sammenhænge prøver på at glemme de følelser. Jeg siger det også fordi jeg selv er temmelig stærkt følelsesmæssigt engageret i det her projekt og selvfølgelig synes at dem der ikke har samme holdning som mig, de har ikke den rigtige holdning, men det er ikke klogt at køre de synspunkter frem, og de er frem for alt ikke fremmende.

Så uanset om man er tilhænger eller modstander af det europæiske projekt, synes jeg man skal kigge på det europæiske projekt med åbne øjne og sige: Hvad er det de gør godt, og hvad er det de gør skidt? Hvad er det så for krav vi skal stille til det europæiske og til os selv? Jeg vil sige at jeg kunne godt - jeg synes at vi skal have som målsætning at være en region, der kan spille en rolle på det globale plan. Og det er jo ikke så nemt, så enkelt som jeg står her og siger det. Dem der har fulgt lidt med i brevskriveriet ved at der er nogle regeringsledere, der skriver under på et brev til Bush, og der er andre, der absolut er modstandere af det, og det viser jo med al ønskelig tydelighed, at det er ikke så nemt at forene denne her region. Men der er i hvert fald nogle punkter, hvor vi er meget enige, og det er, når det drejer sig om menneskerettigheder, og så må vi så bare sikre os, at det er noget vi stadig står sammen om, selv om vi kan være lidt uenige om andre ting, som fx Irak.

Men så er der så det lokale, og der synes jeg, at vi skal være et samfund, præget af lige muligheder. Vi skal være en region, der er præget af lige muligheder, og det er sådan set også traktatfæstet i dag.

Men nu har vi jo netop, også pga. udvidelsen – men ikke kun pga. udvidelsen – den fremtidige europæiske arkitektur til diskussion. Det er det der foregår i det såkaldte konvent, bestående af nationale parlamentarikere, regeringsrepræsentanter, kommissionsmedlemmer og også europaparlamentarikere. Dette konvent skal forberede den kommende regeringskonference. Dette konvent handler med andre ord også om jer. For det er den fremtidige traktat, det fremtidige indhold i traktaten, magtbalancerne, men også værdierne og målsætningen, som dette konvent diskuterer. Og derfor må man følge meget nøje med i hvad det er der foregår, og jeg har da selvfølgelig også haft kontakt med Stig om at man sikrer sig, og I sikrer jer at det ikke er noget der bare løber af sted, uden at vi interesserer os for det, på god dansk maner havde jeg nær sagt.

Det der er det gode ved det konvent, det er at diskussionen foregår i åbenhed, total åbenhed. Det er oven i købet sådan at flere lande nu – ikke Danmark, men andre lande – har sendt deres udenrigsminister. Dvs. at når der laves et fransk/tysk forslag, som der jo gjorde for nylig, omkring hvordan man mente at denne her arkitektur skulle se ud, ja så kom både den franske og den tyske udenrigsminister stort set dagen efter, eller et par dage efter, og i åbenhed fortalte om deres synspunkter i dette konvent, sådan at det kunne indgå i diskussionen. De sad selvfølgelig ikke selv og hørte på hele tiden, men jeg går ud fra at de ligesom vi har embedsmænd, der kan referere til dem.

Så der er altså nu en meget åben demokratisk diskussion om: Hvordan skal denne her arkitektur strikkes sammen? Om det så lykkes for det her konvent, som skal være færdig til juni, at blive enige, det er en anden sag, fordi bare sammensætningen viser jo for jer at der er meget forskellige holdninger i sådan et konvent med så mange forskellige mennesker med hver sine kasketter på.

Meget konkret, så har man gjort det, at man startede arbejdet dels med nogle af de sædvanlige høringer, havde jeg nær sagt. Men dels også med en række arbejdsgrupper, hvor man mere detaljeret gik ind i begreberne, eller begreberne som nærhed. Hvordan skal charteret for menneskerettigheder placeres i den kommende traktat? Hvad kan vi gøre omkring den økonomiske styring af det europæiske, herunder euroen? Hvad gør vi med nærhedsprincippet? Hvordan kan vi formulere, eller få formuleret en fælles udenrigspolitik osv.?

Så var der nogle der mente, og hertil hørte jeg, at det var simpelthen også nødvendigt at man havde en arbejdsgruppe omkring det sociale. Det var ikke sådan noget der lige kom af sig selv, fordi det sociale, det er jo subsidiaritet. Men hvis et af de overordnede problemer for den europæiske union er at den mangler folkelighed og folkelig opbakning, folkeligt medejerskab, så kan man jo ikke – uanset at det ikke direkte hører ind – have en diskussion om fremtidens Europa, uden at man også tager en diskussion om sociale aspekter taget i bred forstand – herunder handicap, herunder arbejdspolitik osv.

Og den diskussion er derfor også foregået i en arbejdsgruppe. Og jeg vil helt overordnet sige - det er også en advarsel til jer - selvom ordene, altså selvom man har nogle ting i de forskellige traktater, eller i de forskellige tidligere aftaler, så er det altså ikke sikkert det automatisk videreføres.

Vi ser det jo også med FN-konferencerne, og det er lidt den samme tendens vi ser i hele verden at når det nærmer sig realiteterne – det tror jeg organisationerne ved mere om noget – så begynder det at knibe, fordi så er der mange interesser der er involveret. Og her kan vi sige at nu nærmer vi os lidt mere realiteterne med alting, og så skal vi altså faktisk være meget opmærksomme på, at der ikke er nogle principper som pludselig forsvinder, fordi nu nærmer vi os til at det kommer til at få en konsekvens, måske en økonomisk konsekvens, eller andre konsekvenser.

Og det gælder også det område jeg kender godt, miljøområdet. Man må sige at al kampen i 2002, der i Johannesburg, den gik jo på at fastholde Rio-målsætningerne fra 10 år før. Måske ikke al kampen, men en meget stor del af kampen. Pludselig var vi kommet 10 år frem, og så var der nogle der begyndte at stille nogle meget konkrete krav. Ordene havde fået et andet indhold, men det behøver de jo ikke at blive forkerte af, og derfor så vi der at det var vigtigt at fastholde de gamle målsætninger. Sådan er det også, når det drejer sig om fattigdom i verden. Pludselig begynder det at skride, fordi man når ikke målsætningerne. Og jeg synes også man skal være meget opmærksom – derfor har vi også snakket sammen om ligestilling i forbindelse med mennesker med handicap, at det faktisk får en tilstrækkelig stærk placering, også når vi diskuterer EU, og hvilke værdier der skal præge EU.

Overordnet set synes jeg at vi skal sige til os selv, når det drejer sig om konstruktionen af EU, fordi vi har nogle utrolige chancer ved at vi sådan set starter forfra med det her demokrati. Det lægges ganske vist oven på noget andet, men alligevel giver det at vi laver noget nyt jo også nogle særlige muligheder for at tænke nyt. Det er ikke sikkert vi gør det, men det giver os dog nogle muligheder, og jeg synes vi burde tage det som en udfordring. Og jeg synes vi burde spørge os selv om, hvordan skal egentlig det samfund se ud – det synes jeg har været en meget god øvelse for mig selv i hvert fald - hvordan skal egentlig det samfund se ud, som jeg gerne vil fødes ind i, når jeg ikke aner hvilke forudsætninger jeg får? Det er ikke det samfund vi er i i dag hvert fald.

Men jeg synes det er en god øvelse for os alle sammen, fordi jeg tror at derved forstår vi også bedre nogle handicapproblemer og andre problemer. Hvordan skal det samfund se ud, så jeg uanset om jeg er handicappet, sort eller grå eller dum eller klog, eller hvad jeg nu er, for at sige det sådan lidt for firkantet, hvordan skal det samfund se ud, så jeg vil være glad for at blive født ind i det.
Det har været lidt af en øjenåbner for mig selv, og jeg tror det er meget klogt at man ind imellem spørger sig selv om den slags ting.

Nu er den sociale arbejdsgruppe så blevet færdig, og vi har været igennem en række diskussioner. Når jeg har været meget … og også advarer i dag, så er det, fordi vi har også været igennem ligestillingsdiskussionerne. Jeg synes sådan set ikke der er så store problemer med at man anerkender fx ligestilling med hensyn til handicap. Problemet har været at man bare ville sige ligestilling uden at konkretisere det. Og så begynder det at blive farligt efter min opfattelse. I ved selv hvor store problemer der er på handicapområdet, og hvor sej en vej det er at få ligestilling i det danske samfund mellem mennesker uden fysiske handicap, eller hvad handicap det nu kan være, og så mennesker der ikke har den slags udfordringer i livet. Men det er jo alligevel en diskussion som er relativt ny, forstået på den måde at den er jo ikke en man havde for hundrede år siden, men i 1915 blev mænd og kvinder formelt ligestillet, og så synes jeg man skal spørge sig selv om, 87-88 år efter: Hvordan går det så med den reelle ligestilling?

Og jeg synes i hvert fald man som handicappet kan sige at så lang tid har vi ikke råd til at vente. Så lang tid som kvinderne har ventet, har vi ikke råd til at vente, fordi så kommer det jo ikke til at vedrøre nogen af dem der er i salen her i dag, og det er derfor jeg understreger så stærkt, at selvom de kønne ord er der, er det altså overhovedet ikke sikkert de følges op, og så ved jeg godt der er nogen der siger det er på vej, og jeg kender jo også godt regeringens holdninger til det her. Jeg skal sådan set ikke gå ind og kritisere regeringen her, men bare sige at når man een kvindelig departementschef i Danmark, så er der jo ikke total ligestilling.

Og hvis vi kigger på det europæiske og kigger på de der ”family photos”, så skal man jo være meget enøjet for at mene, at de udtrykker ligestilling mellem kønnene. Det synes jeg godt man kan sige. Så derfor, vær opmærksom og sig: ”Vi vil ikke vente, lige så længe som kvinderne har skullet vente på vores ligestilling. Vi vil have noget mere dynamik med ind i arbejdet.” Og det kunne jo ligefrem være at I kunne alliere jer med en enkelt kvinde eller to, som har en vis erfaring på hvilke vanskeligheder det rummer at få ligestilling. Men under alle omstændigheder er der i det arbejdsgruppeoplæg, som skal diskuteres i morgen i konventet, torsdag, fredag, i morgen der er der målsætninger, social retfærdighed, solidaritet og ligestilling, og indtil videre står specielt ligestillingen mellem mænd og kvinder der. Men der står altså også social solidaritet, social retfærdighed og ligestilling som afgørende og som afgørende værdier efter min opfattelse også på det område vi diskuterer i dag.

Og derudover anbefaler gruppen også social samhørighed, social inklusion, samt ikke-diskrimination på baggrund af race, etnisk tilhørsforhold, religion, seksuel orientering, handicap eller alder. Så det er altså direkte mål for det europæiske arbejde. Det står jo ikke i nogen dansk grundlov at man skal arbejde aktivt for det. Der står nogle principper, men der står jo ikke at vi skal arbejde konkret med det. I det hele taget er den danske grundlov stærkt overvurderet, hvis man sådan begynder at læse den, og jeg kan godt forstå, hvis udlændinge begynder at læse den, at de så har svært ved at forstå hvad søren det er der foregår i Danmark. Jeg mener kongen laver alt - alt. Bare for at tage et enkelt eksempel frem. Det er ikke nemt at blive integreret i det danske samfund uden at være født her, altså. I hvert fald kan man ikke bare læse grundloven og så forstå det hele.

Men altså det er et mål i det europæiske at man skal have denne her samhørighed, og det er et mål at man ikke foretager diskrimination over for handicappede. Og derudover anbefaler så denne arbejdsgruppe også at den åbne koordinationsmetode anvendes inden for de her områder, og det tror jeg rent faktisk er en meget god ide, og som jeg også synes vi kan tage til os. Vi skal ikke harmonisere det hele, men vi kan godt prøve at se om vi ikke kan komme nogen veje først ved hjælp af koordinering.

Hvis jeg så skal konkludere, så vil jeg sige, at vi skal bruge det europæiske handicapår, sådan som andre talere også har været inde på, til at gennemtænke og genoverveje vores vurdering af hvad det her europæiske samarbejde kan bruges til. Og jeg beder jer om at gøre det fuldstændig fordomsfrit. EU er bedre end sit rygte. Det er også gode mennesker i EU, som kan bruges til noget i en dansk sammenhæng.

Så vil jeg også sige det er fint selvfølgelig at lave ”bench marking”, og Danmark er jo stadigvæk trods alt ret langt fremme på det her område, men sådan som jeg må forstå det at har man et fysisk handicap, så skal man flytte til Sverige. Så er man sådan set bedre hjulpet i en lang række sammenhænge. Og så kan man spørge sig selv igen om, hvorfor vi er sejlet bagud … om vi er sejlet bagud på handicapområdet, ligesom vi er på ligestillingsområdet, eller hvad det er der er sket.

Vi er godt kørende i forhold til en række andre lande på noget konkret, men vi kan jo ikke bare foretage en simpel ”bench-marking”, fordi hvad kan den bruges til, havde jeg nær sagt. Det der er interessant er jo at se: Er udviklingstendensen sådan her, eller er udviklingstendensen sådan her. Så kan vi jo godt være lidt bedre end de andre. Men det er jo ikke nødvendigvis det rigtige sammenligningsgrundlag, så vi kan godt foretage en ”bench-marking” i forhold til de andre lande, men vi skal altså foretage en ”bench-marking” i forhold til os selv. Er det en opadgående kurve, eller er det ikke en opadgående kurve, og så vil jeg sige i denne her sammenhæng kræver det jo at vi har viden, og derfor kan man jo godt være bekymret for alle de centre der bliver nedlagt. Er der noget der er vigtigt når vi diskuterer ligestilling, så er det viden, så er det data. Er der noget der er vigtigt når vi diskuterer handicap, så er det data, for ellers så diskuterer vi ud i det blå.

Så vi skal altså ikke lade os besnære af alt det her med at eksperter og sådan noget, dem må vi af med. Vi har brug for nogle ganske bestemte eksperter til at fremskaffe de nødvendige data, for ellers bliver det det rene smagsdommeri vi foretager – svagt polemisk bemærkning – når vi foretager nogle handlinger, fordi vi ikke kan foretage det på basis af viden, og derfor må I stå meget fast på at vi udvikler programmer hvor vi har viden, viden og atter viden, sådan at vi ved hvad det er vi foretager os og foretager os de rigtige ting. Og derudover skal vi selvfølgelig også have en god erfaringsudveksling på basis af den viden med de andre lande i Europa, og det håber jeg meget at man vil stå på at det er sådan set alfa og omega, og det kan ikke nytte noget at vi nedlægger alle de mennesker der arbejder med netop viden.

Så med hensyn til udvidelsen, der er det jo interessant at se – og vi vekslede netop ord om det, Jeremy Cooper og jeg (I am talking about the enlargement) før i pausen. Jeg kunne nemlig sige at jeg gik ikke ind på hans område. Til gengæld har han sagt at han ikke siger så meget om ”convention”, fordi det har jeg så taget mig af. Men netop udvidelsen har jo været en ting som samlede Danmark, og det har været dejligt at vi i Europa har været forløbere. Vi har virkelig kunnet sige, jamen, vi går ind for den der udvidelse. Det er måske fordi vi ikke tror på at der er så mange der gider at komme til landet. Men det er så en anden sag.

Det korte og det lange er – jeg skal jo også provokere jer lidt inden frokost – at vi er gået ind for den udvidelse med fynd og klem, og det er de ikke i alle andre lande, vil jeg gerne sige. Der er det sværere, også fordi man er nervøs for arbejdskraftens frie bevægelighed. Men nu melder virkeligheden sig altså. Nu skal vi også begynde at tage hensyn til at vi har fået denne udvidelse. Og der må jeg altså nok sige, at de nye medlemslande de har en meget, meget forskellig baggrund fra vores. Man kan virkelig mærke det, når man diskuterer ting med dem. Nu igen vil jeg tage et område som ligestilling, fordi det har jeg arbejdet meget konkret med.

Kvindeudvalget i Europaparlamentet har interesseret sig lidt for ligestilling. Selvfølgelig har vi interesseret os for data, og selvfølgelig har vi sagt og afkrævet svar fra udvidelseskommissæren, Verheugen, om at det ikke var sådan man bare fik dispensation på ligestillingsområdet. Det har han sagt. Det får man ikke. Der er ikke dispensation på det her område. De skal gennemføre lovgivningen, ligesom de skal på alle andre områder. Så kan der være nogle steder, hvor man får overgangsordninger, men det har indtil videre ikke været tilfældet i ansøgerlandene. Men nu melder realiteterne sig. Jeg har ikke set så meget avis i dag, men dem der så aviser i går så at der var problemer med abortspørgsmålene, og der er problemer med nogle mindretal og forskellige andre ting,. Så nu melder realiteterne sig.

Det man så kan sige i forbindelse med ligestilling, det er at de lande har altså en anden baggrund end vi har, og ordet ligestilling – jeg siger det mere for at advare – det har en rigtig dårlig klang i en række af de lande. Og det har det fordi ligestilling, når det drejer sig om ligestilling mellem kønnene, det var lig med tvangsarbejde for kvinderne, og det vil de ikke have tilbage. Og derfor skal vi altså hele tiden, når vi diskuterer med de nye lande, så skal vi også finde ud af hvad er deres forudsætninger, og hvad er det der er brug for. Og det kan godt være at vi her i Danmark ikke er særlig meget tilhængere af bindende direktiver af den slags. Og det er vi jo, og der er en større og større tendens til at de skal vi ikke, men vi bliver altså også nødt til at spørge os selv om: Hvad har de nye lande brug for? Vi bliver nødt til at spørge om de kan klare det ved ord og handlingsplaner, og hvad ved jeg, som vi muligvis kan her i landet, fordi vi er godt organiseret.

Det kan godt være at de nye lande har brug for nogle konkrete direktiver, og vi har brug for det, fordi ellers sker der ikke en bønne. Og det synes jeg i hvert fald man er nødt til at diskutere, også når man går mere konkret ind på de konkrete områder her, om det er rigtigt at fastholde vores danske synspunkter så stærkt, eller vi skal tænke meget på kandidatlandene og se: Hvordan får vi altså nogenlunde fælles linier socialt set i Europa? Og det må jo trods alt være en overordnet målsætning. Derfor, og det har jeg forstået, kan det jo være udmærket at der stadigvæk arbejdes også på det vi arbejder med i dag, dialogforum, hvor en række organisationer mødes også med de ansvarlige politikere, men man må bare ikke glemme den anden side.

Så min opfordring til jer er at følge godt med i det arbejde der foregår. Det må ikke smutte for jer. I skal være opmærksom på det hele tiden. Det skal følges til dørs, både til konventet er sluttet, men altså også sådan I sikrer jer det bliver fulgt op til regeringskonferencen. Jeg kan godt forstå det danske formandskab lagde totalt vægt på udvidelsen og måske nedprioriterede nogle andre områder. Men nu må det være slut. Nu synes jeg at handicaporganisationerne kan fremføre alt det der blev fremført til formandskabet. Jeg ikke skal sige hvor meget de nåede, men jeg kan godt forstå hvis ikke de har nået så meget, men så kan det jo bruges videre frem, og så kan det også bruges i den kommende regeringskonference. Men I skal være opmærksomme på at der laves og vi slutter med en forfatningstraktat, som vi godt kan kalde en EU-grundlov, og der er det naturligvis helt uacceptabelt, hvis ikke de handicappedes rettigheder indgår i denne her EU-grundlov, hvis ikke vi sikrer at der er ligeværdighed mellem mennesker i det der laves her i år 2003 og 2004.

Tak.

Til sidens top