Stig Langvad, DSI - Det forventer vi at få ud af et europæisk handicapår

Klip nummer 1 (Varighed: 00:07:08)

Resume: Regler og love skal justeres, for der er behov for nødvendige forandringer, så handicappede kan leve et liv som alle andre. Hensigtserklæringer er ikke nok. Det er også vigtigt at inddrage det enkelte menneske i de afgørelser, der har betydning for personen selv.

Klip 1 - udskrift

Klip nummer 2 (Varighed: 00:03:47)

Resume: Det er svært at være en del af fællesskabet, når man har et handicap. Forandringer for mennesker med handicap skal have støtte fra befolkningen. Det er vigtigt, at der skabes en varig holdningsændring og at der er forståelse for behov og ønsker.

Klip 2 - udskrift

Klip nummer 6 (Varighed: 00:03:49)

Resume: Virkeligheden viser desværre en mangel på overensstemmelse med dansk handicappolitik.  Desværre synes udviklingen af tilbud og muligheder at følge økonomiske overvejelser.

Klip 3 - udskrift

Klip nummer 4 (Varighed: 00:02:48)

Resume: Forhold, der skal forandres:

• Flere kommunale handicapråd skal etableres i kommunerne
• Lovgivningen skal gås efter i sømmene
• Ændrede regler for støtte til køb af bil
• Bygge- og tilgængelighedsområdet forbedres. 

Klip 4 - udskrift

Klip nummer 5 (Varighed: 00:03:09)

Resume: Handlingsplanen ligner en umiddelbart en 12cylindret Jaguar, men når motorhjelmen løftes, er det nok snarere en gammel østtysk Trabant. Den kan køre, men garanti for fremdrift er der ikke.

Klip 5 - udskrift

Udskrift af Stig Langvads tale

Klip nr. 1, Stig Langvad

Jeg vil gerne sige tak for muligheden for at give et bud på, hvad handicaporganisationerne mener, at Det Europæiske Handicapår skal bruges til. Men egentlig så vil jeg sige to ting, som jeg ikke havde tænkt.

Og den ene er, at jeg havde egentlig håbet, at Bendt-minister han ville have taget chancen og sagt, at handlingsplanen skulle have et lille appendix, fordi jeg har endnu aldrig været et sted, hvor teleslyngen har virket. Det burde jo faktisk have været indarbejdet i handlingsplanen, at du ville garantere, at den kom til at virke.

Og så vil jeg egentlig gerne sige, at jeg kunne faktisk godt tænke mig at melde mig som besøgsven, netop til det der med biografturen. Det er nok et af de steder, hvor jeg virkelig oplever, at jeg kan komme til biografen.

Nå, men handicaporganisationerne i Europa de har sammen ønsket det her år, og vi har argumenteret for året gennem vores paraplyorganisation, Det Europæiske Handicapforum - European Disability Forum - og vi har fået tilslutning til ideen på europæisk politisk niveau. Og det er jo derfor, at vi blandt andet er her i dag.

Der er ingen tvivl om, at handicaporganisationerne i Europa og Danmark stiller store forventninger til resultaterne af Det Europæiske Handicapår. Nogle af disse forventninger kan udtrykkes i helt konkrete ønsker til året – og det vil jeg vende tilbage til.

Indledningsvis vil jeg sige noget om, hvorfor vi overhovedet skal have et Handicapår. Jeg vil gerne nævne tre gode årsager til, hvorfor vi har sådan et år, og hvorfor vi skal have det.

Den første og den vigtigste årsag er, at vi har behov for en række betydelige og nødvendige forandringer. Forandringer, der kan føre til, at alle mennesker med handicap fremover kan leve et liv med samme muligheder, som er til rådighed for andre mennesker - i Europa og i de enkelte medlemslande.

Jeg synes, at vi er nået et stykke, vi er nået langt i Norden. Den åbne dialog og de gode viljers vej har skabt klare forbedringer. Men den nordiske dagligdag er fortsat fyldt med uligheder og med begrænsninger. Vi hører mange rigtige ord og intentioner. Vi udvikler mange gode instrumenter og retningslinier. Men vi mangler stadig den sidste vilje til at realisere dette. Så det ikke kun er i hensigtserklæringer på festdage som denne, men så det skaber forandring i vores hverdag.

Regler og love bør forbedres. Og vi ved godt, hvad der skal til. DSI har masser af forslag til den nationale lovgivning, og gennem vores europæiske paraplyorganisation, Det Europæiske Handicapforum, deltager vi i nogle diskussioner om muligheden for at lave et konkret handicapspecifikt direktiv med nogle konkrete handlingsplaner på nogle givne områder.

Skal Det Europæiske Handicapår skabe lige muligheder, eller i det mindste bedre muligheder, så skal der SKE noget. Der skal skiftes til et højere gear - og vi skal nok holde farten et stykke tid.

Den anden årsag er, at det nu er tid til at evaluere og granske udviklingen i handicappolitikken. Hvad har vi fået med i bagagen af fremskridt og ændrede holdninger?

Det startede med Det Internationale Handicapår i 1981. Derefter fik vi FN’s Handicap-tiår. Siden kom EU-kommissionens handlingsprogrammer til fordel for mennesker med handicap, HELIOS I og HELIOS II. Så fik vi vedtaget FN’s Standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap. Siden har vi fået en række europæiske traktater og direktiver, som i større eller mindre udstrækning har direkte betydning for den enkelte borger. Herhjemme er handicappolitikken vokset frem med sektoransvar, solidaritet, kompensation, og med fokus på de muligheder, rettigheder og pligter, som mennesker med handicap har som borgere.

2003 må være det rette tidspunkt til selvransagelse. Det er 20 år efter ”starten”. Det er 10 år efter Handicap-tiåret. Det er 10 år efter FN’s Standardregler. Det er året efter beslutningen om at udvide EU med 10 lande.

2003 er uden tvivl året for flere forandringer. Det er bestemt på tide at få kigget lidt på, hvad vi har gjort – så vi kan gøre det bedre i fremtiden.

Den tredje årsag er, at skal vi nå nogle mål, så behøver vi et længere tidsrum at arbejde med. Vi markerer hvert år FN’s Internationale Handicapdag den 3. december, men erfaringerne viser, at sådan et enkelt enestående arrangement har ikke den store gennemslagskraft. Det får karakter af ”jubeltiltag”, hvor de enkelte mennesker stiller sig op og siger det de skal, og så går de hjem og gør det de plejer.

Der skal længere tid, mere engagement og målrettet fokus på mennesker med handicap, hvis vi skal skabe varige og positive forandringer.

Det er derved min konklusion, at der er et hamrende stort behov for et europæisk handicapår.

Vi skal forholde os aktivt til tidens udvikling!

Gennem de seneste årtier er har individet fået en stadig stigende betydning i vort samfund. Vi danskere er i dag mere bevidste end nogensinde om vores individuelle rettigheder. Det gælder både sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder og pligter.

Vi er mere bevidste om vores individuelle pligter som medansvarlige borgere i samfundet. Individets pligt til at bidrage skrives ind i lovgivningen. Der stilles krav til os alle.

Vi ønsker aktivt og direkte at inddrage det enkelte menneske i de afgørelser, som har betydning for personen selv. Vi ønsker at fremme mulighederne for, at vi selv kan vælge, hvilket tilbud vi vil efterspørge. Valgfrihed, brugerindflydelse og medbestemmelse er vigtige begreber på den politiske dagsorden, særligt efter I er kommet til (ser på ministrene Bendt Bendtsen og Henriette Kjær).

Det er en udvikling, som de fleste mennesker umiddelbart har det godt med. Det gælder også for os i handicaporganisationerne. Vi ønsker, at mennesker med handicap ses som individuelle borgere med lige muligheder og rettigheder. Også retten til at indrette et liv, som er forskelligt fra andres.

Det er imidlertid ikke en udvikling, som vi endnu fuldt ud ser reflekteret og implementeret på handicapområdet. Vi kan f.eks. ikke frit vælge et tilbud i en anden kommune eller et andet amt. Vi skal visiteres, hvor andre har frit valg. Her ligger der en stor udfordring for fremtiden.

Klip nr. 2 (Stig Langvad)

Målet med Det Europæiske Handicapår er at skabe en varig holdningsændring!

Det vigtigste fokuspunkt, når det gælder starten på fremtidens samfund, hvor der skal være endnu bedre plads til mennesker med handicap, er de holdninger, der er blandt befolkningen og politikerne i forhold til vores ønsker og vores behov.

Vi er en minoritet. Det er andres holdninger, som bestemmer, hvad der skal forandres og hvornår, det skal ske. Forandringer for mennesker med handicap kan ikke realiseres uden støtte fra befolkningsflertallet og fra de politikere, som repræsenterer dem.

Mange forandringer til fordel for mennesker med handicap forudsætter ændrede regler til f.eks. at fremme tilgængeligt byggeri – nyt og gammelt. Eller det forudsætter øget støtte til inklusion af børn med handicap i den almindelige skole, i det vi kalder den rummelige folkeskole. Ændringer af regler får man kun, hvis et flertal i Folketinget, Amtsrådet eller Kommunalbestyrelsen støtter op bag forandringerne – med fornuften, med hjertet og ikke mindst med pengepungen.

Jo flere mennesker, som støtter op bag forandringerne – jo større er muligheden for at få en varig løsning, og der skal bred enighed til, for at vi laver varige løsninger og holdbare løsninger.

Et vigtigt mål med Det Europæiske Handicapår er derfor at opnå forståelse for vore behov og vore ønsker og for at se det udmøntet i en vedvarende, bred politisk støtte – og handlinger i overensstemmelse hermed.

Det er jo ikke sådan tilfældigt, at jeg kigger ned på jer en gang imellem.

Det er et faktum, at politiske holdninger til mennesker med handicap lettest opstår, når handicappede og ikke-handicappede mødes i det daglige miljø. Det er det daglige samvær på skolerne og ude på arbejdspladserne, der skaber varige og positive holdninger til, hvad personer med et handicap kan og har behov for.

Der er flere undersøgelser, som bekræfter dette, bl.a. den seneste som Palle Simonsen omtalte fra Socialforskningsinstituttet om holdninger til mennesker med handicap.

Det er derfor vigtigt, at de arrangementer, som sker under Det Europæiske Handicapårs paraply, planlægges og finder sted, så de skaber nye og varige kontakter mellem mennesker med og uden handicap. Der er ingen effekt ved at lave arrangementer for sig selv – hver for sig.

Hvad enten det skyldes uvidenhed, usikkerhed eller ubehag hos vore medborgere, så er det fortsat vanskeligt at blive oplevet som en del af fællesskabet, når man har et handicap. Mange ord og vendinger signalerer netop ukendskab eller usikkerhed omkring personer med handicap. Disse vendinger virker isolerende og demotiverende. Måske kan året også bruges til at bearbejde denne del af vores virkelighed i Danmark.

Vi bliver nødt til, i fællesskab, at arbejde på at komme af med begreber og sætningskonstruktioner som f.eks.:

- at være ”lænket” eller ”bundet til en kørestol”
- at betegne mennesker som ”mentalt retarderede”
- at opstille ”den raske”, som modsætning til ”den handicappede”.
Vi skal også af med artikler om ”ugens glade handicappede” i den kulørte presse.

Disse begreber skaber til stadighed barrierer. Handicapåret er en god lejlighed til at gøre op med dette, at påvirke holdninger hos vore medborgere, og at sende de rette signaler om lige værd og lige muligheder.

Klip nr. 3 (Stig Langvad)

Holdninger til mennesker med handicap skal ajourføres til nutiden – og skabe handling!

Overordnet set har vi egentlig en ganske udmærket handicappolitik i Danmark, og principielt også i resten af Europa. Det er en handicappolitik, som blandt andet er baseret på:

Principper om lige muligheder for mennesker med handicap.

Princippet om sektoransvar.

Principper om kompensation for konsekvenser af en funktionsnedsættelse.

Princippet om solidarisk finansiering af udgifter til mennesker med handicap.
Handicappolitikken er kendt og støttes af alle de, som er til stede her i dag. Det tror jeg da.

Handicappolitikken har naturligt skabt nogle forventninger hos mennesker med handicap. Vi forventer faktisk, at samfundet indrettes, så det lever op til det, som politikken lover.

Set fra min stol er der desværre en række steder, hvor vi ikke i fuldt omfang har realiseret vores handicappolitik. Man kan vel sige, at den ikke er fuldt ud implementeret nogen steder endnu. Faktisk er der flere og flere steder, hvor jeg også ser udviklingen gå den forkerte vej i dag.

Jeg mener således ikke, at det er i overensstemmelse med dansk handicappolitik,

når der er mangel på egnede boliger til yngre mennesker med handicap, så nogle visiteres til at bo på plejehjem, som også ministeren sagde før

Det er heller ikke i overensstemmelse med handicappolitik, når det ikke er muligt ved egen hjælp at kunne komme fra gaden og ind på en togstation i Middelfart, komme op på perronen og videre ind i toget, uden at man skal bruge assistance, som skal bestilles 48 timer i forvejen

når folkeskolen for ALLE ikke tilnærmelsesvis kan rumme alle børn med handicap, og næsten aldrig i den lokale folkeskole

når en studerende, der er døv, ikke kan få tegnsprogstolken med på en obligatorisk studietur til udlandet

eller når en patient med et handicap ikke kan benytte det frie sygehusvalg, fordi vedkommende ikke kan få ledsagelse

når en ung med handicap ikke frit kan vælge et fritidstilbud i nabokommunen

når bygninger fortsat er utilgængelige for mennesker med handicap

når en hjælpeordning ikke kan medtages til udlandet mere end 14 dage på ferie. Jeg tror der er nogle her, som har været på ferie mere end 14 dage, men det må vi ikke.

Lad os bruge Det Europæiske Handicapår til at gøre os bevidste om,

hvad, der er vores fælles mål for handicappolitikken,

hvor langt vi er fra at realisere vores fælles målsætninger, og

hvordan vi kommer i bevægelse hen imod det udtrykte, det besluttede og det klare mål – at mennesker med handicap skal have lige muligheder i forhold til andre mennesker!
For det er vel det, vi alle sammen vil – er det ikke?

Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om vi i dag udvikler tilbud til mennesker med handicap ud fra en generelt accepteret vision og prioritering, med rod i vores handicappolitik.

Det virker ikke altid sådan. Udviklingen af tilbud og muligheder synes mere at følge nogle økonomiske overvejelser. Og desværre nogle uhyre snævre overvejelser, hvor man ikke prioriterer på tværs af sektorer – men alene isoleret på handicapområdet.

Hvis der tales om solidaritet, så er det solidaritet inden for det vi plejer at sige – inden for reservatet. Det kan vi gøre bedre! Der er brug for reelle politiske prioriteringer og ikke flere politiske fordelinger.

Klip nr. 4 (Stig Langvad)

Der er mange konkrete forventninger til 2003!

Der er stadig det meste af 11 måneder tilbage af Handicapåret. Det må og skal der komme mere end bare snak ud af.

Handicaporganisationerne har udarbejdet en liste over konkrete områder, hvor man sagtens vil kunne nå at ændre en lovtekst, rette en bekendtgørelse eller på anden vis forandre nogle forhold, der er uønskede, utidssvarende eller urimelige.

Det Europæiske Handicapår er langt fra forbeholdt EU-kommissærer og EU-parlamentarikere. Der er rigeligt at tage fat på i Folketinget, amtsrådene, kommunalbestyrelserne, organisationerne og i resten af befolkningen!

Jeg vil ikke her gå ind i detaljer på, hvad det er vi gerne vil, men I kan kigge på vores hjemmeside, hvis I er i tvivl, men jeg vil da alligevel nævne nogle få forhold, som jeg regner med vi kan nå at få forandret, inden vi siger Godt Nytår til hinanden om 10 måneder, tre uger og fire dage.

- vi forventer, at der bliver flere kommunale handicapråd etableret i kommunerne, og jeg kunne da godt tænke mig, at vi sagde: jamen, lad os da bare nå at få dobbelt så mange, som vi har i dag. Så er vi oppe på, at det nærmer sig, at 40% af kommunerne vil have det.
- DSI forventer også, at den danske lovgivning gås efter i sømmene, så vi kan få bugt med de forhindringer, der vanskeliggør drømmen om et frit samfund med lige muligheder for alle. Det koster i øvrigt ikke penge bare at gennemgå det. Det gør det jo nok bagefter, fordi de bliver forpligtet på det, men skidt med det.
- vi forventer faktisk også, at rapporten om modernisering og forenkling af regler for støtte til køb af bil nu bliver realiseret, den har ligget hos socialministeren siden august måned 2001. Alle er enige. Men ingen gør noget.
- DSI forventer, at alle de gode intentioner og såkaldte redskaber, der i de senere år har set dagens lys på bygge- og tilgængelighedsområdet, bliver omsat i bindende regler og synlige forandringer. Hvad enten det drejer sig om boligblokke eller biografer - hvis jeg skal være besøgsven - tandlægeklinikker eller togstationer - så 2003 må være året, hvor vi får sat en stopper for de manglende og middelmådige løsninger.

Hvis jeg skal løfte mig lidt op over de daglige problemstillinger, så forventer DSI, at 2003 bliver det år, hvor vi sætter en ny trend i at skabe et nyt og mere bæredygtigt samfund, hvor det fra første færd, første spadestik, overvejes og tages højde for, at alle skal kunne benytte vores samfund og dets tilbud - til busser, tog, fly, boliger, skoler, arbejdspladser osv. Vi kan uden tvivl blive bedre.

Klip nr. 5 (Stig Langvad)

I dag det er jo dagen, hvor regeringens handlingsplan for forbedringer for mennesker med handicap er blevet offentliggjort og blevet præsenteret. Det vil sige den ligger foreløbig rundt omkring.

Jeg vil ikke her, da jeg ikke har set planen, kommentere den i detaljer, men jeg vil alligevel vove den påstand, at når jeg har læst den, så ville jeg nok have forventet lidt mere progressivitet, lidt mere fremgang – jo, jo, men jeg vil gerne bagefter belæres om, at det ikke er rigtigt.

Jeg har forberedt et enkelt lille citat, eller et enkelt lille indspark her, og bagefter vil jeg gerne æde mine ord, hvis det er sådan, at der står noget, der er bedre i handlingsplanen, fordi, herfra hvor jeg sidder, der ligner det, og jeg synes også det bliver præsenteret som en 12-cylindret Jaguar, men jeg tror, at når jeg går hen og løfter motorhjelmen, så ligner og lyder den mere som en renoveret og let tunet gammel østtysk Trabant. Den kan køre, men garanti for fremdrift og sikker ankomst til bestemmelsesstedet, det er jeg ikke sikker på der er. Der er flere gode elementer i planen - det ved jeg – jeg har lyttet lidt på vandrørene, men jeg havde håbet på flere konkrete målsætninger inden for præcise tidsrammer og med en klar økonomisk prioritering, og der hørte jeg ministeren nævne nogle ting, men de ting kendte jeg jo, fordi de er jo fra finansloven.

Jeg tror også, at jeg havde håbet på bidrag fra flere ministeriers ressortområder. Vi har jo sektoransvar, og der er grund til udvikling og forandring på stort set alle ministerområder – og i alle amter og i alle kommuner.

Det må gerne tage tid at forandre, men vi skulle gerne kunne se, hvor vi er på vej hen.

Men tilbage til handlingen og dagen i dag. Det er jo ikke kun Regeringens handlingsplan, vi er afhængige af, hvis der skal skabes forandring.

Vi har alle sammen en opgave, der starter i 2003!

Og så vil jeg gerne slutte af med to ting mere: Det vil jeg, fordi ministeren sagde, at han tror på frivillige løsninger. Det gør jeg også. Jeg tror faktisk, at med frivilligheden når vi langt, men en gang i mellem tror jeg også, at det hjælper at tage nogen lidt fast i hånden og føre dem derhen, hvor de skal. Så jeg tror, at vi også en gang i mellem skal føre hånden på de mennesker, som skal handle.

Og så så jeg jo i programmet, at jeg var sat af til at have dobbelt så lang tid som ministeren. Jeg ved ikke, om det er udtryk for, at man havde en forventning om, at jeg havde dobbelt så mange forventninger til handlingsplanen, som ministeren var i stand til at levere. Det ved jeg ikke. Men man kan jo ikke lade være med at tænke den tanke??.

Jeg vil gerne sige tak for ordet.

Til sidens top